Læsetid: 5 min.

Når mørket falder på

Efter 11 års pause er Portishead på banen med et nyt album, det majestætisk sort-tintede 'Third', der udstikker en ny kurs for trioen. Vi benytter lejligheden til at kigge på gruppens karriere og de satans 90'ere, som trioens kunst både udsprang af og satte sit umiskendelige præg på
26. april 2008

Min gamle historielærer gjorde et nummer ud af at understrege det faktum, at des længere op mod vor egen samtid vi kommer, des sværere bliver det at fælde historiske domme. Og set i verdenshistorisk lys giver det bestemt også mening, selvom kildematerialet selvfølgelig bliver mere og mere sparsomt, des længere baglæns vi bevæger os. Kigger man derimod på den moderne populærmusik, som grundlæggende ikke er meget ældre end mulighederne for massedistribution via pladeindspilninger og radio/tv-transmissioner, hedder det store perspektiv vel 100 år maks - og så fremstår et sølle årti pludselig som lang tid. Og så længe er der gået (og lidt til), siden Bristol-trioen Portishead sidst var pladeaktuel med deres 'svære' to'er, bare kaldet Portishead (1997). Svær, fordi gruppens på nogle niveauer så banebrydende debut, Dummy, i 1994 var med til at sætte en helt ny populærmusikalsk dagsorden. Hvorfor Portis-head da også - vildt uretfærdigt - fik flak for ikke at være mindst lige så banebrydende som sin forgænger. Nu kan vi måske bedre høre og værdsætte, at den i udstrakt grad lyder som Dummy, til gengæld er den mindst lige så god!

Og måske er der også gået tilstrækkelig tid i rent populærmusikalsk perspektiv til, at vi kan kigge tilbage på 1990'erne og både give årtiet en samlet vurdering og sætte det ind i en større kontekst. Fakta er, at undertegnede qua sit job på avisen her fulgte forløbet nøje, og det tager sig bedre og bedre ud for hvert år, der går. Skulle der sættes en overskrift på de 10 bizarre år, kunne man forfalde til noget i retning af 10 frugtbare år i blandingsmisbrugets tegn, thi en række forskelligartede kunstnere førte ved hjælp af bizarre pladesamlinger, eklektisk smag og samplerteknologi alskens modsatrettede stilarter sammen i lykkelige ufornuftsægteskaber, der ofte frembragte dragende klange og nye mulige retninger. Tænk blot hovedværker som Primal Screams Scream-adelica og Massive Attacks Blue Lines (begge 1991), Björks Debut (1993) og det efterfølgende Post (1995), Jeff Buckleys Grace (1994), Trickys Maxinquaye (1995), Becks Odelay (1996), Erykah Badus Baduizm og Radioheads OK Computer (begge 1997) og Lauryn Hills The Miseducation of - (1998).

Og læg så til, at det kun er toppen af et isbjerg, hvis omfang musikkens geologer endnu ikke har udregnet. Samt det faktum, at de 'rene' genrer - hvad enten vi taler rock, pop, hiphop eller electronica her - alle frembragte værker af blivende og afgørende betydning og værdi. Og det er værd at nævne, at der her i nullerne ikke på samme måde er sket afgørende nyt; tværtimod lyder ekkoet fra 90'erne stadig så gennemtrængende, at det ind-imellem kan minde om den famøse møllesten om halsen.

Stenet og støvet

Når Dummy trods den hårde konkurrence i årtiet skilte sig ud og fremstod original, skyldtes det især måden, hvorpå fire urgenrer uhæmmet clashede - hiphop (nu uden rap), dance (man ikke kunne danse til), blues (fri for rundgange) og jazz (men kun som en fornemmelse). Samt det faktum, at bandet trods sin moderne studiebaserede facon at skabe musik på aldrig glemte at skrive sange. Mindeværdige om end svært bedrøvelige melodier, der emmede af mørkeblåt vemod midt i årtiets skingre optimisme. Og så hed bandets X Factor Beth Gibbons, gruppens sært uglamourøse sangerinde, hvis sjæl- og smertefulde stemme rammer durk uden om alle lytterens forsvarsværker og uhæmmet penetrerer hendes sjæl. Også selvom gruppens mastermind og egentlige drivkraft var studietroldmandenGeoff Barrow, hvor dens tredje medlem, jazzguitaristen Adrian Utley, tilførte orkesteret en mere kompleks forståelse for harmoni, end man ellers fandt inden for den genre, der døbtes triphop. Dvs. stenede og støvede beats og slæbende rytmer (døbt down tempo), komplekst studieskabte lydlandskaber, film noir-stemninger og molstemte melodier, alt sammen gerne tilsat sorrig kvindesang.

Udgangspunktet var byen Bristol, pionererne hed Massive Attack, men det blev af skæbnens vildveje Portis-head, som nåede det helt store massepublikum trods gruppens skepsis og lede ved hele popmaskinen. Men som det er blevet sagt mange gange før - når en plade udgives, bliver den publikums ejendom, og den mørke og dystre Dummy led den kranke skæbne at blive en livsstils-accessory hos the smart set, der meget belejligt valgte at overse dens pessimistiske grundtone, der gennemsyredes af eksistentiel fortvivlelse. Samtidig søsatte albummet tusind copycats, der lynhurtigt udtyndede albummets oprindelige chokeffekt med, hvad der alt for ofte blot var smart og ligegyldig kopimusik. Men vender man tilbage og lytter til de to album, det blev til i 90'erne (og gør endelig det!) samt det sublime livealbum, der afsluttede første del af Portishead-sagaen, vil det stå lysende klart, hvor både prægnante, gennemborende og langtidsholdbare, de fremstår selv nu.

Mere skarpt defineret

Med Third, gruppens første plade i 11 år, er der skruet yderligere op for det kuldslåede, uden at det ender i hverken solipsisme eller klaustrofobi (næsten da). Hvilket måske vil forhindre kaffebordseffekten i at slå igennem i samme grad som tilfældet var med forgængerne; også klangligt er det et mindre støvet og mere skarpt defineret lydbillede, trioen denne gang falbyder, selvom det må med, at grundfarven er grå, og tonen præges af vanlig sammenbidt tilbageholdenhed. Dét sagt er det et imponerende værk, som trods angstfyldte referencer og Gibbons' ubodelige fornemmelse af forladthed og ensomhed, formår at virke opløftende på krop og sjæl. På samme måde som det fuldstændig lyder som Portishead, selvom det næppe giver mening at tale om triphop mere i den forbindelse. Trioen har formået at sætte en ny kurs, forlade sin signaturklang så at sige og alligevel bevare sin identitet; fremherskende i lydbilledet er således i adskillige tilfælde Utleys nylonstrengsguitar, men selvfølgelig tilsat (og modificeret af) Barrows psyko-elektroniske indfald og mange skæve, ja nærmest 'ulogiske' rytmer pulsende under helheden.

Der er også større stilistisk spredning at finde end tilforn (fra Fairport Convention til Suicide og Joy Division er der dog ikke så langt, som man lige går og tror), men Gibbons' følelsesmæssige gennemslagskraft binder albummet sammen til en stærk og overbevisende helhed, hvorved selv en sang som "Deep Water" - ukulele og mandskor (bestående af zombier, tror jeg) og - det er vist det - føjer sig helheden. Der er mere minimalistisk science fiction-præget uhygge end stemningsladet film noir-forladthed at finde på Third - og det er jo godt. Stadig musik til når mørket falder på, slippes der konsekvent striber af lys ind - bl.a. via en sang som den staccato-gungrende "Machine Gun", der virkelig rykker i lytteren. Ja, jo flere gange Third filtreres gennem bevidstheden, des klarere står det, at den i udsøgt grad var 11 års ventetid værd, thi resultatet er et vaskeægte og skudsikkert kunstværk. Mange kunstnere - hører I efter! - kunne lære af den taktik, trioen her har lagt for dagen: Ikke at stopfordre verden med noget 'nyt', før der rent faktisk er noget reelt nyt at byde på.

Portishead: Third (Go! Discs/Island/Universal) Udkommer mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu