Det fremgår ingen steder, om Vibeke Grønfeldts nye roman er afslutning på en trilogi, tredje bind af en tetralogi, midterdel af en stor pentalogi eller sidste runde på første afsnit af en gigantisk hexalogi om livet på landet og mindet i sindet og længslerne i en kvindes krop. Så meget kan imidlertid slås fast, at hovedpersonen og jeg-fortælleren Agate lever og snakker endnu, da romanen slutter, og man er nået igennem besættelsestiden, sådan som den opleves fra et hjørne af verden, i en landsby i Danmark, i og omkring malerens gård.
Den lille familie består af tre: den evigt sagtmodige Jakob med de lette, præcise, følsomme hænder, datteren Margarita eller Marita med de mange store spørgsmål om alt mellem himmel og jord, og så den stolte, stejle, hårde, ofte beske Agate, der synes, hun er heldig, hun, som har fået sit på det tørre.
Uden kors ingen krone
"Du er uhyggelig, mor," siger Marita en dag og begrunder det med, at moren ikke kan "hygge" sig. Hertil svarer Agate, at fravær af hygge ikke er ensbetydende med uhygge. Men i øvrigt må hun give sin datter ret: "Det er ikke noget for mig at pille og pusle og snakke høfligheds- og venlighedssnak og sludre ved maden og glo på hinanden på kommando."
Andre folk sidder og snakker om aftenen og om søndagen, men hun fløjter videre og koger lim eller saver træ eller læser avis. Sin mad nyder hun ikke, den er bare noget, der skal spises. Det eneste, hun for alvor kan nyde, er en lang roman og en pibe tobak.
Et eller andet sted i Agate murrer der en længsel efter noget andet, en vildsom higen efter frihed fra de daglige pligter, ferie fra hendes selvfjendske stræben. Men disse længsler får kun sjældent lov til at folde sig ud, det bliver højst til en dagdrøm om biler eller en hed fornemmelse, når hendes veje af vanvare krydser ungdomskæresten Leos.
Bortset fra sådanne strejf holder hun sig til sin livsvisdom, at den, der ikke kan klare sig selv, må tage til takke og tåle. Uden kors ingen krone, og uden arbejde ingen løn. Den gren skal krøges, som god krog skal være.
Det er denne indsigt, der indeholdes i romanens titel. Indretningen, det er verdens indretning, måden tingene nu engang er på. Går det op for nogle, går det ned for andre, sådan er verdensbalancen. Når folk ikke har noget at lave, kan de ikke engang passe den smule, de skal. Nej, man skal kunne klare sig selv og må ikke ligge andre til byrde. Sådan er verden indrettet.
Ja og nej, kunne man tilføje. Sådan var verden indrettet, dengang man levede i et samfund, hvor der ikke blev sørget for én, og hvor de svage blev siet fra. Men sådan tænker vi ikke mere, nu hvor man har lært at kræve et mindstemål af velfærd og muligheden for at lave ingen verdens ting er blevet en umistelig ret. Dengang kunne man sige med Agate, at man tænker sig syg, man tænker sig rask. Nu har vi vænnet os til at bryste os af vores stress. Og lidt syg er man vel altid?
Vibeke Grønfeldt skriver sig ind på den dobbelthed i tilblivelsen af det moderne Danmark, at der på vej til velfærdssamfundet også er gået en stolthed tabt, en selvstændighedsvilje, en sejhed. Samtidig viser hun så i Agate bagsiden af denne stolthed. Vi mærker den stærkes svaghed, den hårdes afmagt og den frygtløses angst. Midt i hendes tilfredshed ser vi den heldiges lykkeløshed og føler tomheden indeni.
Det er ikke mange mennesker, man lærer at kende så grundigt som hende, og det er få forfattere, der som Vibeke Grønfeldt formår at give dagliglivet fylde og substans. Man læser hendes bog langsomt og omhyggeligt, lidt bange for at miste dynamikkerne i et replikskifte eller antydningen i et portræt. Og man spærrer øjnene op, når fordrivelsen af et fire uger gammelt foster (med sæbevand på ryggen på risten i vaskehuset) beskrives i samme tørt konstaterende diktion, som fortælleren anvender, hvor hun siger:
"Skråtyggere udvikler mundvand i overvældende mængder."
Ude mellem tingene
Hendes skrivemåde vidner om, hvordan vores bevidsthed hele tiden er ude mellem tingene, ude hos andre mennesker, og hvordan, modsat, omverdenen uophørligt slår ind i os. Stilen taler, uden direkte forkyndende udsagn, om en dyb forbundethed mennesker imellem og mellem os og verden. For nok kan skrivemåden virke fragmenteret - med replikker uden forankring i form af sagde han eller siger jeg, og med bratte spring imellem situationer eller imellem nutid og erindret fortid - læseren holdes dog konstant helt inde i romanens store fællesrum, sådan som dette breder sig i koncentriske cirkler fra jeg-fortælleren udad til familie, naboer, slægt.
Vi kan også sige det sådan, at Agates selvberoende væren af skrivemåden relativeres og korrigeres, ja, afsløres som illusion. Og vi kan så gå videre endnu og konkludere, at Vibeke Grønfeldts æstetik tilmed rummer en fællesmenneskelig omsorg større og mere omfattende, end hvad der kan begribes med ord som forsorg og velfærd.
Agate, malerkonen Agate, kaldes er sted for "det omvandrende farvekatalog". Men karakteristikken kan for så vidt også gælde romanens forfatter, som har adgang til så mange sproglige nuancer, til så vidtstrakte egne i sindet.
Ovenstående læsning har bevidst set bort fra alt det i romanen, der specifikt hører besættelsestiden til. Bevares, vi hører om engelske faldskærmsfolk, der gemmes på et loft, om kvinder, der syr kjoler af den silke, der dratter fra himlen, og familiemedlemmer, der opbevares privat de første dage efter 4. maj 1945, fordi de havde underlige venner og forkvaklede sympatier. Men det er faktisk en vigtig pointe, at Danmark under besættelsen lignede - sig selv. Den hele mentalitetsforandring, forfatteren ønsker at tegne, skete nemlig på et dybere plan.
Så meget mere spændende bliver det siden hen at se den igen igennem Agates sind - uanset om det bliver i ét, to eller flere fortsættende bind.
