Læsetid: 3 min.

Påskeforsoneren Reenberg

Jørgen Reenberg fjerner Strindbergs moralske kvabbelse med et hånligt blik. Og så får han 'Påske' til at handle om at tilgive nogen uden at få et undskyld
Jørgen Reenberg vækker Påske-tilskuerne med sin svirpende karisma og sine spydige fnys. Stokken er kun til pynt - og ikke engang til at slå med. For Reenberg kommer med kærlighed.

Jørgen Reenberg vækker Påske-tilskuerne med sin svirpende karisma og sine spydige fnys. Stokken er kun til pynt - og ikke engang til at slå med. For Reenberg kommer med kærlighed.

Thomas Petri

8. april 2008

Selvfølgelig er Jørgen Reenberg skøn. Han behøver bare træde ind på scenen, så vækker han alle os henslumrende tilskuere med sine mørke øjne, sine truende skuldre og sine støvleklædte fødder.

Hvem er han? Er han ritmesteren fra Faderen? Er han Strindberg selv?

Ingen føler sig sikre. Men autoriteten blæser ind på scenen sammen med ham og et hvidgyldent lys. Og dog er det selveste næstekærligheden, der kommer her. Godt nok klædt truende på som en hævnklar, pengeindkradsende Lindqvist, men i virkeligheden en påskeforsoning af de allerstørste. Et påskeæg af Fabergé'sk overrumpling. En nådegave.

For Jørgen Reenbergs eminente vrede får her vendt vrangen ud og bliver til overbærenhed. Hans skarpe, 80-årige stemme sprinkler kun mildhed i sine præcise påskestråler. Med raffineret suspense og kærlighed. Og han får stykket til at handle om at tilgive nogen uden at få et undskyld.

Forvrængning

Påske er ellers et mærkeligt stykke af den 51-årige Strindberg. En masse tvivlsord, en masse handlingskonstruktioner, en masse venten. Måske er det i Påske, at Strindberg minder allermest om Ibsen. Stykket emmer i hvert fald af forloren moral og flosset familiære på den dér kejtede facon, som gør Ibsen træls til tider.

Samtidig har Påske intet af Strindbergs fighterånd fra oprøret i Frøken Julie fra 1888 eller fra hadet i Dødsdansen, også fra 1900.

Stykket handler hovedsagelig om en irriterende nørd, der hverken er god til livet i teori eller praksis - og som vi alligevel skal tro er oplagt at elske for en smuk og klog kvinde. Suk for en mandsforvrængning! Havde det ikke været for Christiane G. Kochs næsten overjordiske yndesmil og hendes tålmodige hænder over Peter Gilsforts maniske skuldre, så havde det ikke været til at holde ud.

For stykket virker uendeligt i sig selv. Og tiden går ikke ligefrem hurtigere i Gunnel Lindbloms iscenesættelse. Et smukt bordur står og tikker på et bord, så man er ved at blive vanvittig af lyden fra sekunderne, der spildes. Alligevel er det svært ikke at beundre instruktørens nænsomhed. For her sker intet andet end replikkerne. Alt står stille. Alt skal findes inde i skuespillerne selv. Værsgo.

Pingpong

Særligt vellykket er Mille Hoffmeyer Lehfeldts maniske Eleonora. Hendes vanvidsscene foldes ud med fin nøgternhed og en påfaldende ubekymret logik.

Denne Eleonoras intuition forråder hende ikke, så enkelt er det. Og man forstår, at Anders Juuls teenagedreng bliver aldeles forblændet af så meget liv og så megen følelse - og så køn en krop. Man forstår også, at Lane Lind som en selvoptaget fru Heyst ikke kan finde ud af at kramme denne datter. Hun har for megen sandhed i sig til, at et knus ville gøre godt.

Til gengæld kan netop Jørgen Reenbergs Lindqvist se denne pige tydeligt. Med det nærvær mod en yngre spiller, som han også så potent har vist over for skuespillere som Sonja Richter og Sofie Gråbøl: Med lige dele beundring og belæring og konkurrencedyst i replikkernes sære pingpong. Betagende.

Hvor alt dette foregår? I Birgitte Mellentins smukke, svenske dekoration af en hvidmalet stue med høje paneler - og med hvidmalede vinduer netop så opadstræbende og dræbende smalle med skæve lysninger, at kun nådens lys synes at kunne tvinge sig vej herind til de urimelige. Funklende flot.

Hvordan scenografien vil gøre sig på Skuespilhusets Store Scene ved Reenbergs 60 års skuespillerjubilæum den 18. maj er alligevel ikke helt til at gennemskue. For slet ikke at tale om genopsætningen til august på Portscenen. Har Skuespilhuset besluttet sig for at dyrke multianvendelige scenografier, nu hvor det ellers netop kan prale med tre vidt forskellige scener?

Sandheden er vel også, at man ville kunne anbringe Jørgen Reenberg på en hvilken som helst scene, og han ville brænde igennem.

Her endda i Birgitte Mellentins smukke overfrakke med pelskrave, som klæder ham med den mest udsøgte elegance.

Men urkædepynt eller ej: I Påske fnyser Jørgen Reenberg sine dragefnys lige så hånligt som altid. Gennem marv og mystiske replikker. Gudskelov.

Påske af August Strindberg (1900). Oversættelse: Frederik Dessau. Iscenesættelse: Gunnel Lindblom. Scenografi: Birgitte Mellentin. Lys: Bjarne Olsen. Skuespilhuset, Lille Scene, til 30. maj. www.kglteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu