Læsetid: 5 min.

Rebelske mødre og artige sønner

Journalisten Britt Lilja har interviewet syv feministiske mødre og deres voksne sønner, som taler i skønne harmonier om, hvor rigtigt det var og hvor meget, der stadig mangler
Journalisten Britt Lilja har interviewet syv feministiske mødre og deres voksne sønner, som taler i skønne harmonier om, hvor rigtigt det var og hvor meget, der stadig mangler
12. april 2008

En tragisk bevidsthed er velkendt blandt stærkt venstreorienterede forældre. Man er bange for at opdrage venstreorienteret. Ikke fordi man frygter, at man tager fejl og giver børnene et kort over himlen til at finde vej nede på jorden. Man er bange for noget meget værre: at børnene reagerer dialektisk og bliver højreorienterede.

Denne forfaldsmyte udvikles prototypisk i den amerikanske tv-serie Blomsterbørns børn: De frigjorte og evigt forelskede forældre Stephen og Elyse Keaton er børn af tresserne, og som voksne er de praktiserende progressive. Selv om de har tre, siden fire børn, griber de stadig den akustiske guitar frem og falder spontant i duetter, når de første akkorder af Pete Seegers' eller Bob Dylanslagere bliver slået an. De deltager i demonstrationer mod alt det konservative i Amerika, og de tror på en bedre verden. De husker i hvert fald lykkeligt, dengang de gjorde. Alligevel får de sønnen Alex P. Keaton, som går i jakkesæt i folkeskolen og har et portrætfoto af Nixon på væggen i sit barneværelse. Den tragiske bevidsthed kunne således betegnes Alex P. Keaton-syndromet.

Der er lagt op til Alex P. Keaton-syndromet i den samtalebog, som journalisten Britt Lilja har skrevet på baggrund af dobbeltinterview med "syv markante kvinder, der gik på barrikaderne i 70'erne, og deres sønner".

Og som Nikolaj Gandrup Borchhorst, der er søn af kønsforskeren Anette Borchhorst, udtaler:

"Samtidig med at ens forældre kan fungere som forbilleder, kan de også indimellem fungere som skræmmebilleder. Hvis ikke min far havde smurt så dårlige madpakker til mig som barn, ville jeg sikkert ikke prioritere nær så højt at smøre gode madpakker til de børn, jeg selv får."

Det er jo et opgør, der rykker: Den unge generation gør op med forældrenes madpakkesjusk! Men som de fleste andre antydninger af opgør i bogen er der egentlig tale om en bekræftelse af det feministiske projekt: Den unge mand drager omsorg for det huslige arbejde.

Det nære

Madpakkeprotesten træffer en anden tendens i sønnernes dialektiske svar på deres feministiske opvækst: De vil tage sig af hjemmet. Kernefamilien udlægges ikke som patriarkalsk indespærring, men som en fordring: Bo Degn, søn af den socialdemokratiske politiker Helle Degn, forsikrer, at han ikke ville bruge sin tilværelse i politiske arbejde. Han "prioriterer" at være sammen med sin kone og sine børn. Hans mor kæmpede på den lange bane for ligestilling, men hun var ikke så meget tilstede for sin egen familie:

"Det kan godt være, de satte børns præmisser på den politiske dagsorden, men det var bare ikke mine præmisser."

I øvrigt mener Bo Degn, at 'milimeterdemokratiet' mellem den feministiske mor og faren gik ud over husholdningens standard: De spiste ikke ordentligt, og rengøringsniveauet var ikke tilfredsstillende. Han er ikke den eneste i bogen, som gør opmærksom på, at 'serviceniveauet' altså kunne have været højere på hjemmebanen.

Hannibal Nissen, hvis mor Vibeke Nissen var med til at stifte Kvindehøjskolen, har kun "et eneste lille behov" for at gøre op med sine forældre: Han vil tage ægteskabet alvorligt: "Når det kommer til ægteskab, har jeg nok højere krav til valget end de fleste". Ellers mener han, at forældrene har "klaret revolutionen med bravur".

Der er selvfølgelig sønner i bogen, som har sagt 'patter' for at provokere deres mor, og én har hængt en plakat af en nøgen dame op ude på toilettet. Men det var netop kun for at provokere, og det var tilsyneladende helt i orden, at moren pillede den ned og smed den i skraldespanden. Det var jo bare for sjov.

Også Thomas Møller Christensen, hvis mor Elisabeth Møller Jensen, der er KVINFO-direktør, sætter stor pris på den feministiske opdragelse. Med sit første barn tog han kun 14 dages barsel, hvorimod han med de to næste tog et halvt år: "Når der er så få mænd i min generation, som tager en lang barsel med deres børn, tror jeg, det skyldes, at de ikke har oplevet det med deres egne forældre. Hvis man aldrig har set det kønsrollemønster, får man ikke idéen selv."

Undtagelsen

Den eneste kandidat til en rigtig Alex P. Keaton er komikeren Sebastian Dorset, hvis far entusiastisk 'investerede' sin søn i Rudolf Steiner-pædagogikken, og hvis mor tog ham med på Femø-lejr. Han har med årene udviklet en generel irritation for kvinder: De positionerer sig strategisk som 'ofre', og de ringer til hans kolleger på arbejdspladsen for at tjekke, om de unge fædre nu også har husket madpakker og regntøj til børnene. Og i virkeligheden vil moderne kvinder ifølge Dorset ikke have den bløde mand:

"Hvorfor skal en mand være blød, tage sin del af barselsorloven og sørge for, at kvinden kan udfolde sig på arbejdsmarkedet, hvis det alligevel ikke er det, hun tænder på? Så kan de bløde mænd stå og se på, mens kvinderne stikker af med bodybuilder Dennis."

Den analyse står Dorset dog temmeligt alene med i bogen. Ellers er sønnerne enige med deres mødre. De vil tage deres del af slæbet, og de opfordrer andre mænd til at tage mere barsel. Bogen er illustreret med skønne fotos, hvor sønnerne poserer med deres mødre, griner til mødrene, ser alvorlige ud sammen, tillader sig at være glade sammen eller lægger en arm om skulderen på mødrene. Der er ikke oprør eller dialektiske modreaktioner. Hvor mødrene var rebelske, synes sønnerne artigt enige. Hvis man er bange for Alex P. Keaton-syndromet, kan man trygt læse Britt Liljas samtalebog. Det kan selvfølgelig også være, at de unge mænd ikke tør sige sandheden, mens mor hører det. Men det mest sandsynlige er, at det, der for en generation kan være rebelske krav, i næste generation er indlysende sandheder. Det forklarer dog ikke det påtrængende spørgsmål: Når mænd og kvinder taler om ligestilling i dag, taler de alle som praktiserende feminister. Men de banale sandheder har stadig meget svært ved at blive realiseret som hverdagspraksis. Det er ikke, fordi det, der siges i bogen, er forkert eller anstødeligt, at den fremstår som en serie af triviallitterære klichéer. Det er snarere, fordi kampen for ligestilling foregår et andet sted end i samtalen mellem dem, der allerede er enige om det rigtige.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Så kan de bløde mænd stå og se på, mens kvinderne stikker af med bodybuilder Dennis."

Den analyse står Dorset dog temmeligt alene med i bogen.

Men kan med tilføjelsen "samt de børn, de blev Danmarksmestre i at lægge ble på" bekræftes af kilder, der står forfatteren fjernt.