Læsetid: 5 min.

En rejsende i musik

Trubaduren Benny Holst fejrer sit 40-års jubilæum med en fornem udgivelse, der både indeholder nyfortolkninger af hans egne klassiske viser samt et par spritny sange
Trubaduren Benny Holst fejrer sit 40-års jubilæum med en fornem udgivelse, der både indeholder nyfortolkninger af hans egne klassiske viser samt et par spritny sange
19. april 2008

Når man kigger på antallet af unge håbefulde trubadurer og spillemænd m/k, der p.t. markerer sig på plade og på scener, kunne det være skægt - hvis den slags var muligt - at få et blik ind i fremtiden - lad os sige 40 år - for at se, hvor mange af dem, der stadig ville være aktive, når de er i 60'erne eller deromkring. Og på samme måde, hvor mange, hvis guitar samler støv sammen med en gulnet scrapbog.

Dette ikke for at forklejne nogen - hvilket selvfølgelig også har sin charme - men personligt er jeg ikke ved at gå bagover af benovelse over den generation, som siden årtusindskiftet atter har gjort det dansksprogede sanger-sangskriverfag salonfæhig, efter at genren i 1990'erne på det nærmeste forsøgtes skrevet ud af historien.

Trods enkelte markante undtagelser savner jeg generelt tyngde i sangskrivningen hos den unge generation, altså sange, der vil andet end fortælle, hvordan den syngende sådan lige går og har det. Jeg savner ydermere også både sproglig tæft og en omverdensbevidsthed, der stikker dybere end hygofile betragtninger over nærmiljøet. Til gengæld er jeg virkelig, virkelig træt af pusseløjerligheder, kærestesorger og hjælpeløs syntaks.

Man kan selvfølgelig påstå, at de mange noget slappe begyndelser giver masser af mulighed for vækst. Jamen, lad os da for pokker håbe det.

Et åbent og søgende sind

Helt sikkert er det, at når jeg lytter til den efterhånden 68-årige Benny Holsts seneste vidunderlige udgivelse - smukt og passende betitlet Sepiadage - sætter den ubarmhjertigt mange af nutidens trubadurers mangler i relief, thi Holst udtrykker sig på et formfuldendt dansk over 12 beundringsværdigt enkle sange, der emmer af såvel livserfaring som af et både kritisk, finurligt og solidarisk engagement i den her forpulet mangelfulde verden, hvor vi alle til hobe er idømt tålt ophold på livstid.

Det kan godt være, Holst gik ud af 7. klasse, men det er ikke ensbetydende med, han er idiot. Tværtimod, fristes man til at sige, er sangene her udtryk for et åbent og søgende sind sammenkoblet med et lunt intellekt og så den der (måske medfødte) venlighed, der gør det så indbydende at tilbringe noget af ens nøje afmålte tid i selskab med ham og hans sange.

Socialistisk agitprop

Godt. Den gode Benny Holst fejrer sit 40-års jubilæum i år; ifølge hans hjemmeside blev han professionel musiker den 2. januar 1968. Det giver stof til eftertanke, at der i den grad kan sættes dato derpå, men hvorom alting er, blev han i første omgang kendt som straight man i forhold til makkeren Povl Dissings mere skæve fremtoning, og de to figurer kørte et kunstnerisk vellykket parløb frem til 1970.

Vi husker med glæde måden, de to herrer to livtag med gamle danske slagere på såvel som et elektrificerende samarbejde med gruppen The Beefeaters omkring en stribe gnistrende Shel Silverstein-fortolkninger, kongenialt fordanskede af Thøger Olesen. Samarbejdets peak var 1969-udgivelsen Dissing (i folkemunde kendt som Nøgne øjne), nok én af de bedste danske lp'er. Nogensinde.

Fra 1970 og årtiet ud markerede Holst sig først og fremmest med socialistisk agitprop, især i selskab med kammeraten Arne Würgler, men også med forfatteren Jesper Jensen, hvilket udmøntede sig i venstrefløjsklassikeren Den Første Maj (1971), som satte ord på den tids store politiske opbrud.

23 års pause

Personligt sætter jeg dog større pris på den stribe lp'er, han i løbet af årtiet udsendte i eget navn, og hvor han ubesværet blandede inspirationen fra Dylan med dansk visetradition: Sange af Benny Holst (1972), Rejsende i musik (1974), den socialrealistiske sangcyklus Historien om Jenny (1978) og Sten i min mur (1981); sidstnævnte skulle i øvrigt vise sig at blive det sidste album fra mesterens hånd i 23 år!

Ikke at Holst lå på den lade side i den mellemliggende periode, tværtimod var han uhyre aktiv inden for musikteateret, ikke mindst som en af drivkræfterne i John Mogensen-forestillingen Så længe mit hjerte slår, der fik premiere i 1985 og siden kørte i 12 år! Men det var først med comeback-albummet Himlen kan vente, at Holst i 2004 kom ind i varmen igen, thi det var simpelthen en suveræn demonstration af, hvor god en sangskriver (og sanger med, såmænd), han egentlig er. Heldigvis skulle der ikke gå 23 år, før han atter kom på banen igen, nej, han er efter kun fire år nu atter pladeaktuel og hurra for det.

Tilbageholdte åndedræt

Modellen på Holsts nye udspil, Sepiadage, minder om den, der kendes fra samarbejdet mellem produceren Daniel Lanois og koryfæet Bob Dylan, især som det manifesterede sig på mesterværket Time Out of Mind fra 1997, som Holsts plade minder en del om.

Det vil sige, at stemning, stoflighed og groove prioriteres over vellyd, effekter og perfektionisme, hvilket så igen giver sangene en vidunderlig fornemmelse af liv og sjæl. Mestendels indspillet live i studiet har producer og kapelmester Jacob Rathje samlet et drømmehold af både unge og lidt ældre løver, heriblandt kapaciteter som guitaristerne Rune Kjeldsen, Troels Jensen, Boi Holm og Rathje selv, den suveræne trommeslager Jakob Høyer, hammondorganisten Dan Hemmer, gamle kumpaner som den fyrige violinist Martin Andersen og mundharpespilleren Jørgen Lang m.fl. Alle slutter de solidarisk og indfølt op om solisten, og det er tydeligt, at ingen her er bange for hverken det tilbageholdte åndedræt eller den sigende pause.

Det betyder et organisk og nærværende lydbillede med masser af plads til Holsts værdige og udtryksfulde stemme, hans som tommelfingerregel knaldgode tekster og måske noget rudimentære, men fuldstændig synkefri melodier.

Han har i anledning af jubilæet valgt at genindspille syv af sine gamle sange - her i blandt "Café", der såmænd var en af de første sange, undertegnede lærte at smadre på akustisk guitar! - ikke mindst fordi hans bagkatalog ikke er tilgængeligt på cd. Men vel også fordi han i den grad formår at puste nyt liv i dem og tilføre dem en nerve, man ellers sjældent møder.

Derudover har han til lejligheden begået tre nye sange, som holder den høje standard fra de hektisk produktive 1970'ere. Men størst indtryk gør nu klassikeren "Rejsende i musik", og hvorfor ikke lade mesteren selv få det sidste ord ved at citere et vers derfra:

Med resten af en brandert i kroppen/

Missende mod den ny dags lys/

Langtfra helt på toppen/

Billedrøret bør fornyes/

Med masser af venner fra i aftes/

Spørg ham ikke hvem/

Den rejsende i musik har pakket ned/

Han kan ikke huske dem -

Sådan. Godt gået. Tillykke, Benny - med det hele. Og tak.

Benny Holst: Sepiadage (Gambas Records/GDC)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu