Læsetid: 6 min.

Så længe der er bas ...

... er der liv. Ifølge i hvert fald en dansk reggae-plade af internationalt tilsnit og en antologi med årets potentielt populærkulturelle genreboom, kaldet bassline
23. april 2008

Så længe der er bas, er der liv. Det er lyden fra vore hjerter. Det er pulsen, der ryster gennem festen. Det er trommen, der transporterer blodet rundt i styresystemet.

I klubben er der bas. Men der er mange klubber. Der er techno-logen, hvor programmerede bas og trommer leverer lifligt mikroskopiske udfordringer af den stramme disciplin. Der er house-bakkanalet, hvor der er løsnet op for programmeringerne for at emulere disco for maskingenerationen. Og så er der reggae- og dancehall-festen, hvor bassen bobler og syder med både humanistisk elasticitet og taktiske bombninger. En melodisk fortaler for dialog og et vanedannende kviksand for de nedre regioner.

Sidstnævnte bas har man kunnet nyde til utallige højhellige søndage gennem de sidste fem år på Stengade 30 i København, hvor klubben RubA'Dub Sundays har holdt hof for nyrullede såvel som gennemristede rastafarianere.

Søren Schou alias Pharfar - der var hovedproducer for afdøde Natasja og medlem af Bikstok Røgsystem - står sammen med vennen Malachy bag den toneangivende aften for jamaicansk fortid, nutid og fremtid. Og gennem flere år har Pharfar parallelimporteret RubA'Dubs gæstende kunstnere til sit Food Palace Studio for at indspille deres vokaler, ligesom han også har været på Jamaica for at forevige nogle af de store sangere på hjemmebane.

Ikoner

Pharfar har selv produceret de riddims, altså de instrumentalspor, som de indbudte sangere har skrevet tekst og sunget henover. Der er tale om ikoner som Horace Andy (som har sunget flere gange for Massive Attack), Max Romeo og Sugar Minott og unge løver som den samfundsrevsende Warrior King og den røgfarvede Lutan Fyah. Og resultatet er A Rubadub Sunday In Copenhagen med undertitlen The Food Palace Allstars, et album viet roots reggae, den gode gamle reggae, som Pharfar dog udsætter for diverse finesser hentet fra studie-magien kaldet dub.

Blandt mine personlige højdepunkter på albummet er Horace Andy og "That's My Woman", hvor den aldrende mester endnu engang fyrer op under sine spirituelle kul og sprødrister sin ærværdige vibrato. Johnny Clarkes melodiøse elasticitet på "Wicked Haffi Rune". Warrior Kings singalong og indignation på "Signs Of The Times" - Crime rate is on the rise/ Every day an innocent dies, lyder det om dagens Jamaica. Og Junior Mervin på den klassisk saliggørende "Victory".

Til gengæld er jeg ikke glad for de få sentimentale skæringer på albummet, der resulterer i en form for rastafariansk sødsuppe såsom "Judge & Jury" (stærkt irriterende akustisk guitar skabt til candlelight dinner for to) og "She's Gone", begge med Echo Minott.

Det er i det hele taget et projekt af romantiske dimensioner, dedikeret en stolt stil-art, som genoplever et vitalt liv på Jamaica og i København i disse år. Men som altså også kan kamme over i det sentimentale. Men A Rub-adub Sunday In Copenhagen er som helhed et charmerende, til tider forrygende postkort fra en klub, en ø, en ånd, en ild, man gerne luner sig ved.

Der er også bas uden for klubberne, i gaderne. Og her til lands har reggae og dens mere kontante, elektroniske afkom, dancehall, været soundtrack til et væld af demoer i København. Ja, måske husker du, kære læser, Natasja synge for i optoget mod nedrivningen af Ungeren og normaliseringen af Christiania for - hvad der synes som - en evighed siden. En uskyldigere tid. Og mon ikke vi kommer til at høre tracks fra ARubadub Sunday In Copenhagen ved torsdags-demoerne her i hovedstaden?

Hektisk og kantet

I forhold til genren bass-line virker roots reggae som en rar, humanistisk bedstefar med udgangstilladelse. Bass-line er hektisk, kantet, stærkt syntetisk, gerne lettere fjollet. Og alligevel har de to genrer for en stund haft et vist modkulturelt fællesskab.

Først lidt historie: I Storbritannien har myndighederne tradition for kontrolmaniske reaktioner på ungdommelige forsamlinger under påvirkning af musik. Criminal Justice Act fra 1994 blev således en realitet som reaktion på den tids eksplosive rave-kultur, og ud over bl.a. at give politiet udvidede beføjelser til at kropsvisitere forbød loven også spontan forsamling, især med sigte på folk, der lyttede til "sounds wholly or predominantly characterized by the emission of a succession of repetitive beats", som det stod skrevet i loven. Social forandring (techno og house var da-tidens foretrukne soundtrack til demonstrationer i Storbritannien), ny ungdomskultur og specifikke musikgenrer blev altså direkte undertrykt i Criminal Justice Act.

Så længe der er bas, er der også ballade, synes ræsonnementet således at lyde i Criminal Justice Act. Og det har man tilsyneladende ikke glemt hos politiet i Sheffield. Det kunne i hvert fald være en af forklaringerne i 2005, da endnu en ung elektronisk genre med forkærlighed for kropsnære bas og beats kom i søgelyset. Den 27. november stormede 300 politifolk bassline-klubben Niche og endte med at anholde 12 personer. Årsagen til operationen var drive by-shootings og narko, og Niche endte også med at blive beordret lukket i tre måneder. Og gangsterne måtte finde nye steder at drive deres forretning. Men samtidig måtte et væld af helt uskyldige bassline-fans kigge i vejviseren efter et nyt mekka.

Bassline opstod også i Sheffield. Omkring 2002. Den voksede ud af garage- og grime-scenen, og klubben Niche var en vigtig udklækningscentral. Derfor kaldes genren også af og til for niche, ligesom house i sin tid hentede navn fra Chicago-klubben Warehouse.

Reaktion på det herskende

Niche eller bassline blander uk garage, r&b og af og til også grime-raps og dubstep-baseksperimenter med nogle markante basgange - deraf navnet - som både kan være rundtossede, fjollede, stærkt dynamiske eller ligefrem lyde som barokmusikere på stoffer og udstyret med billige synthesizere.

Som så mange andre genrer kan man også høre bass-line som en reaktion på en herskende lyd. Ligesom for eksempel uk garage et årti tidligere svarede med champagne, bling og dansebeats på den mørkere side af drum'n'bass, dens drengede nørderi og dunkle lyttekvaliteter. Således kan bassline også ses som et svar på de sidste par års hersker i undergrunden, den ligeledes mørk-ladne dubstep. Ikke at man ikke kan danse til dubstep og dens forræderiske rytmer, men det er givetvis lettere for en hvid middelklasse at feste til bassline. Til dygtigt svungne r&b-vokaler, stærkt kulørte basmelodier og de smældende beats fra uk garage, som folket lærte at danse til allerede i midten af 90'erne. Genkendelighed tilsat nye kulører og en løssluppen holdning til bassens plads i mixet. Den er her, der og alle vegne, men mest i front.

Det kan alt sammen høres på antologien The Sound of Bassline, som Niche har udgivet i samarbejde med klub-med-mere-mastodonten Ministry of Sound. Niche eksisterer ikke længere som en klub, og efter raidet i 2005 var det også for en stund svært at stable bassline-klubber eller -aftener på benene. Men i 2007 gik T2's single "Heartbroken" direkte ind på den britiske singlehitlistes andenplads, og nu spår industrien en stor kommerciel fremtid for genren.

I mellemtiden kan man på The Sound of Bassline konstatere at genren har en livsalig energi, en nærmest svimmel lethed og en syntetisk lege-syge, som gør, at producerne for eksempel er næsten helt ude af stand til at holde fingrene fra de hovedsageligt kvindelige vokaler. De klippes op, de autotunes, de pitches, de stammer, knækker, hvisler.

Personligt holder jeg ikke til meget mere end en halv bassline-cd af gangen i ædru tilstand. Der er trods alt et stykke mellem snapsene, og især de markante basgange tenderer tit mod gøgl eller opportunistisk genrestempel frem for melodisk eller rytmisk ide. Men check for eksempel TRC, Jamie Duggan og Burgaboy.

At modstandspotentialet i bassline så allerede er væk, næsten før det viste sig, ja, det skyldes kapitalen og det lovlige nattelivs altædende logik, men også at genren i sit udgangspunkt har været lystig og lettilgængelig. Men siden hvornår har lettilgængelighed været en hindring for musik og for en god aften på gulvet?

Diverse kunstnere: Pharfar Presents A Rubadub Sunday In Copenhagen - The Food Palace Allstars (Food Palace Music/Playground). www.rubadub.dk/Diverse kunstnere: The Sound of Bassline (Ministry of Sound/Niche/VME).www.nicheallniter.co.uk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nu har hhv reggae- og dancehall scenens og så Niche-lyden ikke stort meget tilfælles, andet end, at bass-linen sandt nok har rødder i roots reggae, som artiklen antyder.

Men den musik, Niche er kendt for er den britiske 4/4 takt-baserede (four-to-the-floor) Speedgarage, som kort fortalt er en subgenre af housemusikken. Lyden kom til verden i Londons klubber allerede i 1996, hvor DJ's som Matt 'Jam' Lamont, Karl 'Tuff Enuff' Brown m.fl. der spillede amerikansk house, kaldet Garage - endnu en af utallige subgenrer, der igen havde (har) sit navn efter den legendariske New Yorker club Paradise Garage, hvor denne del af house musikken havde sit primære udspring. Disse US Garage plader begyndte DJ-makkerparret Tuff & Jam og den amerikanske DJ og house producer Todd Terry at speede op og efterhånden også at lægge ekstra basslines ovenpå.

På det tidspunkt havde en anden UK-baseret elektronisk genre, kaldet Jungle, som er en stilart, der har rødder i såvel reggae som breakbeat/techno og som er kendetegnet ved sine hurtige synkoperede beats og enormt dominerende og legende basslines, været stor på den britiske clubscene. Her fandt DJ'sne det krydderi, der skulle til for at skabe den nye højeksplosive subgenre Speedgarage, nemlig basslines, som man samplede eller efterlignede fra Jungle tracks. Således havde man nu US Garage plader, der blev spillet ved at pitche tempoet 10 - 15 - 20% op - og altså med en bass, der sparkede røv på alt, hvad housemusikken nogensinde havde kendt.

Sommeren 1996 og hele 1997 eksploderede denne nye stilart fra at være en pakket søndags club event til at blive det store craze på den britiske clubscene, og der blev udgivet masser af fantastiske - og en del mindre heldige - tracks og ikke mindst dubplates med remixes af nye såvel som ældre house- og r'n'b numre i den periode. Ved lidt søgning på "Speed Garage" kan man stadig opstøve compilation CD'er - og hvis man vil lidt til lommerne - også vinyl 12"ere på ebay og diverse netbutikker.

Speed Garage gik igen undergrund i løbet af 1998 - for atter at opstå i en ny lyd i form UK Garage eller 2Step, som nåede hitlisterne også udenfor UK med bl.a. Artful Dodger og Craig David i 1999 og 2000. Særligt ved den nye UK Garage var, at man fjernede 2. og 4. bass kick i hver 'bar' og dermed pludselig havde en frisk og funky breaket lyd, der lagde sig et sted mellem R'n'B og house.

Derefter har den britiske Garage morfet adskillige gange, og har spredt sig vodt omkring i forskellige forgreninger. Der er opstået en MC-baseret bastard af UK Garage og britisk hiphop i form af Grime, som man kender den fra kunstnere som Dizzee Rascal, Wiley og til dels The Streets. Og i den rene elektroniske form er det helt store og nyeste skud på stammen af basdrevne UK genrer, Dubstep. Her har vi at gøre med et mørkt og maskinelt univers, der dyrker grænserne for hvor massiv bassen kan blive. De seneste år har man kunnet stifte bekendtskab med kunstnere som Skream, Burial og Vex'd samt en hel underskov af talenter.

Herhjemme har de danske drenge fra klub og promoter teamet OHOI! gjort sig bemærkede med en række helt forrygende Dubstep fester, hvor en perlerække af UK's fremmeste Dubstep og Grime acts har optrådt og solgt alt ud på forskellige københavnske venues, hvor man hver eneste gang har statsgaranti for at få blæst sin krop af helvede til med helt vanvittige lydanlæg, der kan trække mere bass end man på forhånd kan forestille sig. Ligesom OHOI!-folkene som DJ's og producere har udsendt en række 12"ere på deres eget plade label Kraken Rec. og blandet sig på bestseller listerne indenfor Dubstep genren på den britiske scene.

For at supplere Ralf Christensens pladeforslag kan bl.a. anbefales:

Tuff Jam og this is Speed Garage og 187 Lockdown, der alle er klassisk Speed Garage fra perioden '96 - '98. Ligesom Todd Edwards trods det, at han er ærkeamerikansk, står som én af genrens originators med sine uptempo house tracks og sin trade mark lyd af opklippede vokalstykker og dybe basgange.

UK Garage / 2Step perioden kan (gen)opleves ved at investere i den legendariske DJ EZ's serie Pure Garage, den helt store musikalske hjerne og créme de la créme lyd-producer MJ Cole og selvfølgelig hitmagerne The Rtful Dodger.

Dubstepscenen er i øjeblikket noget af det mest interessante elektronisk musik kan byde på, og her kan anbefales Burial, som er meget lyttevenligt for nye indenfor genren med sine smukke kompositioner og vokal tracks, der ofte rækker lydmæssigt tilbage til den mere R'n'B-agtige 2Step lyd fra senhalvfemserne. Ligeleds kan Skream, Benga, Boxcutter, Dubstep Allstars serien, samt Københavns egne Kraken Rec. hvor også Natasja er repræsenteret i et svedigt Dubstep remix med wobbling bassline til dansegulvet.

Mere bas!

Rettelse:

"Ligeleds kan Skream, Benga, Boxcutter, Kraken Rec. hvor også Natasja er repræsenteret i et svedigt Dubstep remix med wobbling bassline til dansegulvet."

skulle have været

Ligeledes kan (...) samt Kraken Rec. hvor også Natasja er repræsenteret i et svedigt Dubstep remix med wobbling bassline til dansegulvet, varmt anbefales.

Ishkur er en klassiker på music boards rundt om på nettet - mest fordi, han er nemt bytte for diverse nørder, der kan flexe deres egen overlegne viden om ubrugelig petit trivia ;)

Linket leder dog ikke hen til guiden.

Endeligt kan jeg som endnu et alternativ til Ralf Christensens cd-anbefalinger anbefale at droppe den dér Niche Basslines opsamling og istedet gå efter Garage Classics mixet af UK Garage legenderne The Wideboys. Det er en opsamling, der formår at samle op på det bedste indenfor både den helt gamle Speed Garage, den senere 2Step og den nyere Sheffield/Niche "basslines" lyd, som egentlig er en genoplivning af Speed Garage, men med en mere poppet og "dance-agtig" og - efter min mening - ofte halvkedelige produktioner og temmelig enslydende pigevokaler. Der er m.a.o. alt for langt mellem snapsene indenfor den nyeste bølge af 4/4 Garage - eller også er jeg bare ved at blive gammel ;)

Men denne 3xCD byder efter min mening på det bedste indenfor UKG's perioder, og kan altså bedre bære at byde på den nye generation i kraft af langt færre tracks fra perioden. Bemærk dog, at der her udelukkende fokuseres på den opløftende og yderst dansable UK Garage - altså ingen Grime og Dubstep.

"altså ingen Grime og Dubstep."

Og dog!

3. Benga & Coki - Night
4. Qualifide - Look Shook

I øvrigt er det lidt sjovt at høre dansk popmusik udsat for britiske basslines. Ida Corr og Kristine Blond er begge blevet remixet og blevet tilsat rigelige mængder bas på den der "Garage Classics".

For lige at kommentere artiklen, så kan man jo tilføje, at man af og til skulle tro, at Criminal Justice Act også gjaldt i København. Det hører da ikke til sjældenhederne, at ordensmagten rydder dansende mennesker med knipler og andet godt.

Et par linier fra UK Garage rapperen The Streets' gade-poetiske forhold til raves og bassen som kampmiddel mod normalitet og ensretning dukker op i mit hoved:

"And to the Government I stick my middle finger up wiv regards to the Criminal Justice Bill"

"They could settle wars with this... Imagine the world's leaders on pills"

"Once more before the law judges over all of us
Cos in this place you'll see me
Brace yourself, cos this goes deep
I'll show you the secrets the sky and the birds
Actions speak louder than words
Stand by me my apprentice
Be brave, clench fists"

Fra hans album Original Pirate Material. Og ganske sigende linier om det forhold at raves og piratfester ofte stormes som var det et raid imod en terrorcelle...

Heinrich R. Jørgensen

Bo Nielsen:
"Ishkur er en klassiker på music boards rundt om på nettet - mest fordi, han er nemt bytte for diverse nørder, der kan flexe deres egen overlegne viden om ubrugelig petit trivia ;)"

Jeg var også næsten sikker på at du kendte (til) Ishkur's Guide :-)

Ishkur's Guide er bestemt ikke et autoritativt værk. Men en sjov og lærerig enmandsfest, så det er vel meget naturligt hvis nørder hygger sig med guiden.

Jeg kan ikke vurdere, hvor meget den gode Ishkur har fat i den rigtige ende i hans forsøg på at definere genrer og stilartet. Men for én der ikke har fod alle genrerne, kronologien og geografien og alt det andet, så er det en lærerig og ikke mindst underholdende introduktion og gennemgang. Et sjovt genhør med en masse musik, man ikke har hørt i årtier. Og mere sjovt når musik man kan lide, evt. får Ishkur hårde dom.

Michael Skaarup

til de glade bass fans, vil jeg lige kaste en tanke. Kender i til deepbassnine trackeren? Der er masser af white labels 12"'er, i genre, som bass, dubstep, garage, dnb, house, ol'skool, breaks.
Trackeren er privat, men det er muligt at få invites via deres irc-kanal.

mere kærlighed og bass..

Michael Skaarup

selv tak..:)

Der er forresten også masser af 12" er, full albums, og compilations, med de mere "kendte" fra de "store" labels, som warp, planet mu. og selvfølgelig vildt mange fra små indie labels.

derudover er der på shoutcast, subfm.com og dubstep.fm, med lækker grime og dubstep..

giv den bass....

mere kærlighed