Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Så ryd dog op, Klaus

Uorden. Balancen mellem skidt og kanel er tippet og det ikke på en god måde: Afslutningen på Rifbjergs historiske trilogi er for sjusket og sjasket og, nåja, rodet
Uklart. Hvorfor skal let omdigtede, faktiske personer hele tiden ind over? Og hvorfor skal deres navne alligevel forvanskes. Klaus Rifbjergs 'Rod' er noget rod.

Uklart. Hvorfor skal let omdigtede, faktiske personer hele tiden ind over? Og hvorfor skal deres navne alligevel forvanskes. Klaus Rifbjergs 'Rod' er noget rod.

Kultur
17. april 2008

Rifbjergs nye roman er tredje bind i en trilogi, der startede med Esbern og fortsatte med sidste års Hovedløs. De var spraglede kollektivromaner, der fulgte familien Dahlman-Winther (læs: Munch-Petersen), deres omgangskreds og deres tyende i mellemkrigstiden og under Anden Verdenskrig. Det nye bind, Rod, følger kun én person, den faderløse søn Kim Dahlman-Winther.

Kim er søn af Esbern, der - som Gustaf Munch-Petersen - digtede og malede og døde som frivillig i den spanske borgerkrig. Han er også bogens fortæller, og gengiver kapitel for kapitel scener fra sit liv. Nogle gange er vi i fyrrerne og de tidlige halvtredsere, så handler alt om skoleliv, dunkende nosser og manglende udløsning. Nogle gange møder vi Kim som lykkeligt familiemenneske, nogle gange som resigneret og midaldrende betragter af dansk kulturliv. Man starter og slutter den 11. september 2001, hvor han fraskilt og alene ser tilbage på et fuldt liv som kulissemaler.

Som læser aner man nok, at det ikke er en tilfældigt valgt bestilling. Kunstner er han ikke, og det er meget vigtigt, forstår man, i al fald gentager Kim det selv temmelig tit. Han er nemlig ikke som sin far. Og for at kontrasten mellem far og søn bliver ekstra tydelig, så har Kim den hobby, at han - i huset i forstæderne - bygger modeller af fly fra Anden Verdenskrig.

Derefter fører han dem langsomt gennem luften. Rigtige fly er det ikke, rigtig krig er det heller ikke. Engang var det liv eller død, nu er det er noget, han - vi, efterkrigstidens velbjærgede mennesker - kan lege med. Dén leg kan vi overskue, de altomvæltende følelser og begivenheder, dem vender vi os bort fra.

At vor fortæller som ung har et umodent, som voksen et fornuftigt sexliv, det siger næsten sig selv. Men det ville ikke være Rifbjerg, hvis han ikke samtidig og med skrækblandet fryd blev suget ind til kvinder, som han ikke forstår, som han fortaber sig i, og som han straks efter må vende sig fra.

De langsomme fly

På dén baggrund bliver bogens start og slutning - fortælleren ser billederne af den 11. september 2001 i fjernsynet - til absolutte højdepunkter. Her falder tingene nemlig sammen, de langsomme fly, de uvirkelige billeder og det fuldstændige sammenbrud:

"Jeg opdager, at det, der binder mig til billedet af flyet og tårnet og ildboblen, er langsomheden, for det går jo ikke på noget tidspunkt stærkt, det fly kommer ligefrem sejlende ind fra højre, det har slet ikke travlt, det ved nøjagtig, hvad det vil, og det er, som om det snuser sig frem med næsten og glæder sig ved tanken om, at om lidt vil maskinen forene sig med tårnet, og om lidt vil der vokse en ildboble frem i et tempo så behageligt, at det mest af alt ligner en blomst, der folder sig ud foran kameraet i slowmotion. Holy shit!"

I passager som ovenstående får man en idé om, hvilket format Rifbjergs trilogi kunne have haft. At det kunne havet været et formidabelt monument, som gik i kødet på vores fortrængninger og vores længsel efter fortabelse, og gik i kødet på det tyvende århundredes omskifteligheder uden hverken at heroisere eller banalisere noget. Det ville have været en drøm.

Men sådan er den ikke, og sådan er Rod især ikke. I stedet er den, nåja, noget rod. Som de to andre bind er den stærkt ujævn. Glimt og enkelte scener har en fantastisk prægnans, men det meste er blegt og konturløst i det; eksempler på den rifbjergske prosa, når den ikke lige er inspireret. Læg dertil indtil flere træk, som er stærkt distraherende. Til tider virker det som om, der er uorden i den historiske kronologi, under alle omstændigheder er der meget, der kun er med som fyld og staffage - kulisser, om man vil, der skal markere de historiske perioder.

Og hvorfor skal let omdigtede, faktiske personer hele tiden ind over? Og hvorfor skal deres navne alligevel forvanskes? Således at Ole Wivel bliver til 'Odmar Hvirvel', Erik Balling til 'Asger Barnfred', museet Louisiana guddødemig til 'Memphis'.

Hvis man nu var del af Rifbjergs generation, så er der sikkert mange maskerede spydigheder undervejs. For os andre virker det unødvendigt og ufrivilligt komisk. Det samme er de kapitler, hvor jegfortælleren skal være en ung, umoden knægt, der mest er optaget af store bryster og stive pikke. Og ellers ikke forstår, hvorfor den flinke hr. geografilærer, som engang var modstandsmand, nu rammes af helt uforklarlige raserianfald.

Vi, som er lidt tættere på vores egen ungdom, husker den som andet end 10 års tomhjernet, bestandig erektion. Måske står årene i et sådant, rosa skær for ældre herrer. Under alle omstændigheder har balancen mellem skidt og kanel forskudt sig i forhold til de to forrige bind. Der er for langt mellem snapsene i Rod, for meget brakvand i stedet.

"Tag dig nu sammen, Klaus, ryd op i din tekst."

Det skulle nogen - vennerne, forlaget, hvem ved jeg - have sagt. Det gjorde de ikke, og så hænger læseren desværre på arbejdet med at finde de spredte perler blandt prosaens æblegrød og forlorne kulisser. Ak ja, sic transit gloria mundi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her