Læsetid: 5 min.

Se min kjole, den er blå som havet

Hver sæson sin portion purunge kvinder på popmusikkens alter, men i denne ombæring så talentfulde, at de muligvis kan strække de lovende begyndelser til hele karrierer
Hver sæson sin portion purunge kvinder på popmusikkens alter, men i denne ombæring så talentfulde, at de muligvis kan strække de lovende begyndelser til hele karrierer
10. april 2008

Hvert år, hver sin ofring. Rigtigt er det, at vi ikke i bogstaveligste forstand ofrer unge kvinder til guderne mere, men i overført betydning pågår det uafbrudt. Først bygges unge sangerinder (nogen gange skuespillerinder) op til noget nær det guddommelige, siden flåes de fra hinanden af publikum, paparazzierne og tabloidpressen i skøn forening; det unge kød skifter frisure og tøjstil i takt med tiden, men forløbet er stort set det samme hver gang.

Når disse fagre ungmøer - og husk lige, at vi taler om unge kvinder i starten af 20'erne, som fandeme knap nok er blevet tørre bag ørerne - på en eller anden måde bryder nogle uskrevne kendisregler, falder hammeren. Og den falder hårdt. Også selv om det indebærer grove krænkelser af privatlivets fred, og hvad ved jeg. De seneste eksempler herpå er selvfølgelig stakkels (og det mener jeg sgu; stakkels, stakkels pigebarn) Britney Spears og ikke mindst sidste års sensation i andedammen, Amy Winehouse.

Britiske stjernefrø

Og netop Winehouses skæbne - stoffer og sprut og en uregerlig libido - har betydet, at der er blevet plads til en ny 22-årig mediedarling i form af den vokalbegavede Duffy, som tilmed til forveksling af udseende ligner en blanding af Julie Christie og Brigitte Bardot, da de var i den alder.

Duffy giver dog ikke en helt så hårdtpumpet omgang retrosoul, som den Miss Winehouse har sat dagsordenen med, men griber i stedet tilbage til 1960'er allround stilister som Dusty Springfield, Sandie Shaw og Petula Clark med en optimistisk, melodisk skridsikker stemme, som besidder tilpas råhed til ikke at gå i ét med fisseflokken store fritidskor. Og så har hun allieret sig med en stribe gode sangskrivere og producere på debuten Rockferry, et kompetent bud på nutidig retropop (fangede De den?). At hendes Stax-påvirkede hit "Mercy" lyder som Amy Winehouse Light, skal De ikke lade dem narre af, thi det behageligt underspillede album lægger sig i højere grad i den klassiske pigegruppe-tradition end i den mere svedige soul-ditto. Alt i alt en glimrende debut, som dog næppe står mål med den uhæmmede hype, der er blevet dette klejne walisiske kvindemenneske til del; der skal for hulen da også være plads til vækst. Så lad os vente og se.

Varierede Adele

Også den kun 19-årige Adele er på mange måder blevet båret frem af den stil, Miss Winehouse har gjort salonfæhig, om end hendes debut - og den hedder da såmænd bare 19 - er stilistisk noget mere varieret og lyder mindst lige så påvirket af Suzanne Vega som af Jill Scott.

Hun har på den ene side fod på såvel det blues'ede som det rent ud funky og mestrer på den anden side det intimt fortrolige, der karakteriserer sanger-sangskriveren. Læg dertil, at hun vokalmæssigt udviser en forbløffende modenhed og sammenligningerne med Winehouse begynder at blegne, thi Adele lyder først og fremmest som - sig selv.

Selvom der da stadig er ekkoer af bl.a. Feist, Regina Spektor, Norah Jones og - nå ja - Winehouse. Herregud - hun er også kun 19. Men stemmen lyder altså som en noget ældre kvinde. Og da hun selv tegner sig for alle sangene (fraset en enkelt Dylan-cover), aldrig bruger unødigt store armbevægelser og i det hele taget i forbløffende grad synes at hvile i sig selv, kommer man ikke udenom, at her ligger kimen til noget stort.

For så lige at dryppe lidt malurt i bægeret myldrer det - udover måske "Right as Rain", "My Same" og det atypisk poppede "Tired" - da heller ikke med uforglemmelige melodier på 19. Men de skal nok komme. Talentet er uomgængeligt.

Debutant og veteran

Én, der til gengæld kan skrive melodier, så man må sig forbarme, er vor egen 22-årlige stjernefrø, der som de ovennævnte også helst vil kendes ved fornavn alene. Aura hedder hun, og hun beviser på sit indtagende debutalbum Columbine, at hun den ondelyneme har fod på det melodiske, selvom hun ikke følger 'reglerne' for almindelig adfærd indenfor det gebet; hvilket måske er del af hendes styrke.

Hun lægger sig tydeligvis i den moderne kvindelige sanger-sangskriver tradition, og som hos de to ovennævnte briter kan man rask væk fyre navne af, hun er beslægtede med; ikke mindst Tracy Chapman, Tina Dickow og førnævnte Vega rinder én i hu under aflytningen af dette friske og indbydende udspil.

Men men men - Aura besidder en melodisk lethed og ynde, som er helt hendes egen. Og så er Kenneth Bager med fleres produktion eminent, fuld af finurlige detaljer uden at miste det store forkromede overblik.

Kan man se bort fra Auras narcissistiske selviscenesættelse, som den folder sig ud i pressemeddelelse og dertil indrettede medier, er her meget at komme efter, hvis man er til melankolsk popmusik med begavede tekster.

Ja. Ovenpå sådan en omgang ungpigelir (man er jo ikke 40 længere!) er der nu noget vederkvægende over at vende sig mod en fuldmoden kvindelig sangkunstner, der tilmed har prøvet det meste i en karriere, der efterhånden strækker sig over 25 år.

Vi taler om den 45-årige veteran Caroline Henderson, som efter at have gjort sig bemærket som pop-, triphop- og diskokunstner siden 2003 udelukkende - og med stort kunstnerisk udbytte - har gjort sig en særegen jazzet stil, hvor hun ufortrødent blander materiale fra den store amerikanske sangbog med idiosynkratiske valg fra alt fra Grateful Dead over Lou Reed til Grace Jones. Det er det sidste, der skiller hende ud fra de 12-på-dusinet-jazzsangerinder, der befolker denne, den bedste af alle verdener. Det gør hende svær at sætte i bås, og på den led skiller hendes fjerde skive udi et jazztintet landskab sig ikke nævneværdigt ud. Det hedder bare No. 8 og som på forgængerne er det de aparte valg, der lyser op: folkesangen "Ribbon Bow", Nick Drakes guddommelige "Riverman", Sonny Bonos uopslidelige "Bang Bang" og ikke mindst Stephin Merritts (Magnetic Fields) kyniske "There Will Be Enough Rocking When We're Old".

Men hun skal nu også have props for ikke at synge de valgte standards på vant facon, men i stedet konsekvent forsøge at trække dem nye steder hen. Derfor også respekt til hendes skrappe musikere, der går planken ud med hende.

Det er hverken børne- eller ungpigetoner, bare pissegod musik for voksne. Såmænd. Vi kan som bekendt også være bange! Men så synger Caroline bare nogle sange -

Duffy: Rockferry (A&M/Rough Trade/Universal)

Adele: 19 (XL Recordings/Playground)

Aura: Columbine (Music For Dreams/VME)

Caroline Henderson: No. 8 (Stunt Records)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu