Læsetid: 5 min.

Ud af skabene

Tegneserier og grafiske romaner fortsætter deres indtog i skønlitteraturens etablissement. Senest med selvbiografisk famileopgør fra Pennsylvania og traditionalisme fra Tibet
24. april 2008

Den amerikanske tegner Alison Bechel vokser op i et klunkehjem. Vi taler ganske vist om Pennsylvania i 1970’erne, men det kunne lige så godt være 100 år tidligere. Hjemmet er fyldt fra kælder til kvist med restaureret stuk, antikviteter, plydsmøbler, opsatser, tykke gardiner og tunge lysekroner. Det er hendes far, der står for hjemmets indretning, og han er en mand med passioner og lidenskaber. De passer ikke alle ind i et pænt middelklassehjem, men han besidder en imponerende evne til at holde sig i stramme tøjler og presse sig selv og sine omgivelser ned i forestillingen om det korrekte liv.

Som med hjemmets klunkestil er faren en mand med en dybere bund, som de dekorative forsiringer helst skal skjule for omverdenen. Resultatet er et forkrøblet menneske, men også et bind vægtige barndomserindringer i form af Alison Bechels grafiske roman Bedemandens datter, der netop er udkommet på dansk. Bechel reagerer tidligt over for farens perfektionisme og gennemskuer, at hjemmet først og fremmet er beregnet til omverdenens beskuelse:

»Når det indimellem gik godt, tror jeg faktisk, at min far nød at have en familie. Eller i det mindste den autentiske aura, vi gav hans udstilling. En slags stilleben med børn.«

Faren er et menneske splittet mellem, hvad han vil, og hvad han bør. Han er optaget af litteraturen og sin lærergerning, men arver familiens bedemandsforretning og må tilbringe dagene i balsameringsrummet. Han er ægtemand og familiefar, men homoseksuel og både opfyldt af skyld over det og af skam over ikke at realisere det. For datteren kommer farens hemmeligheder som et chok, selv om hun retrospektivt ikke kan undgå at se sporene og fortolker farens æsteticering og kontrol som et forsøg på at skjule sin skam og sit selvhad.

Den gradvise afdækken af hans historie, datterens detektivarbejde i sin egen fars sind, forløber parallelt med at hun selv – i hvert fald i teorien – springer ud som lesbisk. Da Bechel fortæller det til moren, parerer denne med for første gang at fortælle om farens affærer med andre mænd, hvad der »degraderede mig fra hovedperson i mit eget drama til komisk indslag i mine forældres«.

Da hun endelig konfronterer sin far med hemmelighederne og fortielserne, bliver det et regulært antiklimaks. Modvilligt taler han om sin homoseksualitet, men i grunden uden hverken at kunne se den i øjnene eller se den hos hende. For datteren bliver det ikke den længe ventede åndelige hjemvenden eller faderlige identifikation, men blot endnu et tilfælde af selvfornægtelse camoufleret som tilsyneladende åbenhed. Og kort efter dør faren i et biluheld – der måske har et selvmorderisk element – og efterlader datteren uden nogen form for slutning på familiedramaet samt et brændende ønske om at forstå og give vidnesbyrd i form af det partsindlæg, hendes erindringsbog er blevet.

Årets bog

Det kan ikke undre, at Bedemandens datter nu foreligger på dansk. Den kommer hertil med massive lovord fra den samlede amerikanske presse (intet mindre end ’Årets bog’ i Time Magazine) og et imponerende hav af priser og nomineringer.

Alligevel er der noget sært uforløst over det selvbiografiske projekt. Bag den skødesløse oprigtighed og dissektion af såvel sin egen som farens historie er der også hele tiden noget i klemme. Når beretningen konstant dækkes ind bag et hav af citater og allusioner til den klassiske litteratur og mytologi, er det svært ikke at se det som endnu et lag, der sættes op foran realiteterne. Som tør heller ikke fortælleren se sandheden eller fortiden i øjnene.

På sin vis gør det Bedemandens datter endnu mere fascinerende, at der så åbenlyst er sprækker i fortællingen, men det betyder også, at den aldrig kommer i nærheden af det niveau som for eksempel en David B. har lagt med den hudløst ærlige og kunstnerisk udfordrende erindringshistorie Det store onde, der udkom på dansk sidste år. Til gengæld har man en lumsk mistanke om, at de mange referencer til den klassiske dannelses litterære milepæle i Bedemandens datter er en medvirkende årsag til de mange lovord, der er blevet dynget ned over bogen. Over for en offentlighed for hvem grafiske romaner stadig er et nybrud og helst ikke må forveksles med tegneserier for børn, kan bogen legitimere sig med sine mange henvisninger til den etablerede kultur.

De selvbiografiske historier er det sted, hvor de nye tegneserier og grafiske romaner har markeret sig stærkest. Her har bruddet med den traditionelle tegneseries former og genrer være mest frugtbar for det kreative nybrud og ansporet en række stærkt individualistiske fortællere. Den klassiske albumtegneserie trives imidlertid i bedste velgående og udvikler sig stadig i nye retninger.

I italienske Barbucci og Canepas omfangsrige og ambitiøse serie Sky Doll mærkes således tydeligt en givtig inspiration fra den dynamiske billedfortælling, man finder i de japanske mangaer, som på original vis fusioneres med en vestlig tradition for lækkert designede fabler. I Sky Doll, hvor der hidtil er udkommet tre bind, sker det imidlertid med en indladende kælenhed i stregen, der i al sin perfektion meget hurtigt nærmer sig kvalmegrænsen. Historien er mere interessant med sin grundlæggende meget katolske variant af en fremtidsdystopi som en blanding af science fiction-klassikerne Bladerunner og Metropolis, men den får aldrig chancen for at hive sig fri af de lummert spekulative tegninger.

Tibetansk frihedskamp

Så er der trods alt mere tyngde i en traditionalist som schweizeren Cosey, der siden midten af 1970’erne har tegnet en lang række serier med inspiration fra østlig livsfilosofi og egne rejser i bl.a. Himalaya. Han var – uden at være i første række – med i årtiets bølge af tegneserier for voksne, der med spydspidser som italienske Hugo Pratt og franske Tardi insisterede på at sprænge det ellers meget skematiske albumformat og fortælle personlige genrehistorier for et ældre publikum og dermed bane vejen for de moderne grafiske romaner.

Coseys historier har oftest lidt under hans gode vilje og pædagogiske intentioner, og den slags kommer der ikke nødvendigvis stor kunst ud af. I det aktuelle tobindsværk Himmelbuddhaen fortæller han om den kinesiske besættelsesmagts undertrykkelse af Tibet under den store rorgængers kyndige ledelse.

Den unge englænder Gifford sniger sig ind i det forbudte område og hører legenden om den mystiske himmebuddha, som har været skjult i Himalaya i tusinder af år og varsler den gudommelige Lhahls genkomst. Som voksen vender han tilbage til det kloster, hvor han blev reddet fra at omkomme i en snestorm, og finder alle ophidset af rygterne om, at Lhalhl snart vil åbenbare sig. Han afslører hende dog som en kommunistisk partisoldat, der af myndighederne er indsat for at passivisere tibetanerne og få dem til at opgive ønsket om selvstændighed.

Kun ved hjælp af en række tilfældigheder og fortællemæssige krumspring forklædt som esoterisk østlig filosofi lykkes det Cosey at få historien til at hænge sammen. Himmelbuddhaen er en følt og spirituelt famlende beretning, men den rummer også elementerne af en fascinerende skattejagt og en grundlæggende kærlighed til Tibet og landets prøvede historie, som ikke kan undgå at smitte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu