Læsetid: 3 min.

Én stor, dysfunktionel familie

Dansk hiphop har fået en ny dynamik i modsætningsforholdet mellem samfunds-engagement og selvoptagelse. I spændingsfeltet mellem politisk indignerede pro-testrappere og det syndige ego er L.O.C. fanget i sit djævelske trykkammer
Dansk hiphop har fået en ny dynamik i modsætningsforholdet mellem samfunds-engagement og selvoptagelse. I spændingsfeltet mellem politisk indignerede pro-testrappere og det syndige ego er L.O.C. fanget i sit djævelske trykkammer
4. april 2008

De kender alle sammen hinanden, men de er ikke alle sammen på talefod. Eller i øjenhøjde. Eller på bølgelængde. Eller på hat/kasket med hinanden.

Der er brudflader i dansk rap, og det er evident, når man lytter til politisk bevidst protestrap eller conscious hiphop fra opkomlingene Søren Strøm og AndyOp og dernæst sætter stjernen L.O.C.'s spritnye udladning om hans personlige skærmydsler i cd-afspilleren (jo, de findes skam stadig).

Dansk-irske Liam O'Connor aka L.O.C. er stadig en brillant skarp rapper på det korte dobbeltalbum Melankolia/XxxCouture.

Få stanser ordene så præcist, med så brysk volumen, så meget autoritet som rapperen fra Århus. Også når han går i gang med det klassiske kammerspil mellem den selvdestruktive lyst og den opbyggelige selvrefleksion.

Hele herligheden/syndigheden er produceret af Rune Rask (fra Suspekt) og et par gæstekumpaner, og de er gået personlighedsspaltet til værks. Melankolia er tungt hængende, skurrende, rusten, ganske organisk klingende.

Selverkendelse

Her er vemodigt harmonisk/melodiske tracks gerne farvet af traditionelt håndspillede instrumenter. XxxCouture er til gengæld tænkt i overhalingsbanen, dansegejl, syntetisk og bl.a. inspireret af indtoget af EU-romance i hiphop og r&b.

Tekstligt er der knagende parforhold på den ene skive, løs sex på den anden. Ensom bekendelse på den ene, hust-lerstil i projektørlys på den anden. Men det er kun i grove træk. For selvopgøret gemmer sig også under XxxCoutures glitrende overflade:

"Jeg kan leve med skammen/Hvis du kan huske mit navn."

Og egomani, stoffer og sex som syrebad er også med til at forstærke selvhadet på Melankolia.

Det er en efterhånden fortærsket selverkendelse, som præger L.O.C.'s seneste værk, og den galopperende selvoptagelse lettes kun lejlighedsvis af portrætter af andre fortabte sjæle. Det er et djævelsk trykkammer af en egofælde, som hr. O'Connor befinder sig i.

Der er en fornemmelse af tomgang eller måske rettere klaustrofobi i tekstuniverset-set, men det portrætteres med musikalsk, rappet stål i hver en struktur. Og især Melankolias syv numre er af høj karat, mens der er lidt mere slingrevals ikke mindst i kvaliteten af de syntetiske melodier på XxxCouture.

Som sagt kender de alle hinanden. Søren Strøm kender også godt L.O.C., der rapper med på Niarn-nummeret "Stikkersvin", hvor Strøm fra den vestjyske by Ulfborg bliver udsat for - lad os bare kalde det - en uhøflig svada. Men bøffer - danskhop for godt gammeldags nid - er én ting, kvalitet en anden.

Brænder igennem

Heldigvis kan Strøm blære sig med begge dele på Autentisk. Et album der kobler title

ns adjektiv til den socialrealistiske, samfundsengagerede indignerede skole inden for hiphoppen. Den som blev affyret tidligt af Grand-master Flash & The Furious Five med urklassikeren "The Message" og videreført af Public Enemy, KRS-One og i disse dage til dels Kanye West.

Strøm holder det dog noget tættere på "The Messages" gadeplan, hvor der ikke så meget stinker af pis (om end i stigende grad), men af desillusion her til lands. Over regeringen, over velfærdssamfundets skævvridning af værdier, af vores magelighed.

Strøm brænder igennem uden at være overvældende skarp i diktionen. Men dét er teksterne, og musikken har et skridsikkert spartansk beat og en støvet samplerdelisk varme.

F.eks. på den fyndigt udstansede "Rap Homie", den melodiøst forsirede "Tæt på kanten" og det arabisk strygerfarvede bonusnummer "Når sandheden kommer frem". Med Strøm og Autentisk har vi fået en seriøs charmeoffensiv fra den politiske hiphop.

Noget stivbenet

Århusianske AndyOp kender godt Søren Strøm. Men de er på god fod. Han medrapper faktisk på Autentisk, og deler også Strøms omverdens-omfavnelse på sin albumdebut Nærmest perfekt.

AndyOp alias Andreas Seebach har tidligere haft Villy Søvndal med på gæstevokal mod Fogh, og han er ikke bleg for at bekende politisk kulør eller kropstackle den kommercielt succesfulde gangstarap repræsenteret af f.eks. Johnson, Niarn, L.O.C.:

"Du er ikke længere sådan, som du var i gamle dage/Hiphop hvor er du blevet af () Drop dit gangstapis og hvor hårdt du har det/Du er født i Dan-mark, homey, du kan ikke bortforklare det."

Musikken er noget mere stivbenet, behørigt ladet med indfald, som bare aldrig kvalificerer til at være nye ideer.

Trods de sympatiske tekster kommer jeg til at savne det forvredne mørke i L.O.C.'s sauna af synd. For Nærmest perfekt er for forudsigeligt eksekveret i produktioner, der nærmer sig det politisk korrekte i deres uantastelige, men også til tider trivielle pænhed.

AndyOp, Søren Strøm og L.O.C. kender altså alle sammen hinanden. Én stor dysfunktionel familie, fastholdt i et olmt modsætningsforhold, der får det til at knage i familiestrukturerne - men samtidig også skaber dynamik på den danske hiphopscene.

L.O.C.: Melankolia/XxxCouture (Virgin/EMI).

Søren Strøm: Autentisk (Røgslør Recs) www.rogslor.dk.

AndyOp: Nærmest perfekt (Artiscope Music/Cope Re-cords/VME)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu