Læsetid: 4 min.

Sygdomme som en anden sandhed om kapitalismen

Den danske sociolog Ole Bjerg har skrevet en analyse af 'nutidens kapitalisme', som er ligeså underholdende, som den er svær at tage alvorligt som 'kapitalismekritik'
Ludomani, narkomani og købemani udlægges i Ole Bjergs bog som 'subjektivt manifesterede sammenbrud i kapitalismen'. Disse tre forfaldsformer er alle relativt udbredte, de står ikke i kvalitativ modsætning til 'normaladfærden', men markerer snarere gradsforskelle fra almindeligt spil, omgang med rusmidler og forbrug.

Ludomani, narkomani og købemani udlægges i Ole Bjergs bog som 'subjektivt manifesterede sammenbrud i kapitalismen'. Disse tre forfaldsformer er alle relativt udbredte, de står ikke i kvalitativ modsætning til 'normaladfærden', men markerer snarere gradsforskelle fra almindeligt spil, omgang med rusmidler og forbrug.

19. april 2008

Begejstrede, men beherskede er vi. Det gælder om at grine, men det gælder også om ikke at gå over gevind. Man skal give slip, men man skal også styre sig. Med en fortolkning af en frase kunne det hedde: Sådan er vor tids kapitalisme.

Men der er også dem, der giver helt slip og går ganske over gevind. De karakteriseres ved forskellige manier som narkomani, ludomani og købemani.

Sociologen Ole Bjerg bruger i sin nye bog For tæt på kapitalismen disse tre manier som privilegeret analytisk tilgang til "nutidens kapitalisme".

Som udgangspunkt erkender han det indlysende, at det ikke gik, som Marx prædikede. Kapitalismen udviklede ikke den revolutionære modsætning, som skulle bringe den til kollaps.

Bjerg antager, at Marx "måske ikke i tilstrækkelig grad har taget højde for individualiseringen som en af dens grundpiller". Kapitalismens kollaps skal således ikke søges på det kollektive, objektive niveau, men derimod på det "individuelle subjektive plan."

Patologier som ludomani, narkomani og købemani udlægges følgelig som "subjektivt manifesterede sammenbrud i kapitalismen". Disse tre forfaldsformer er alle relativt udbredte, de står ikke i kvalitativ modsætning til 'normaladfærden', men markerer snarere gradsforskelle fra almindeligt spil, omgang med rusmidler og forbrug. De tre lidelser bestemmes som mislykkede forbindelser til tre væsentlige objekter i det kapitalistiske samfund: Ludomanen forholder sig til penge, narkomanen til kroppen og den købemaniske til varer.

Selv som mangel

Den altid spektakulære slovenske filosof Slavoj Zizek har i forlængelse af den franske psykoanalytiker Jacques Lacan bestemt selvet som "en mangel". Der er noget absolut i selvet, som ikke kan udsiges. Selvet er i en vis forstand en symbolsk, sproglig konstruktion, men der bliver altid en rest tilbage, som ikke kan symboliseres. Denne rest kaldes det reelle. Hvis selvet var identisk med den symbolske gengivelse, ville det ophøre med at være et selv. Denne distance mellem selvet og det sociale, det reelle og den symbolske orden betyder, at selvet er grundlæggende fremmedgjort. Vores forhold til det reelle er styret af begæret. Vi begærer de genstande, som vi savner for kunne blive et fuldstændigt selv. Ideologien formidler ifølge Zizek, og i forlængelse af ham Bjerg, forholdet mellem selvet og den symbolske orden. Vi begærer penge, fordi "den kapitalistiske ideologi fortæller os, at den mangel, vi oplever i vores selvforhold, er en mangel på penge". Vi begærer i samme perspektiv varer, fordi vi tror, at lige præcis denne skjorte eller det køkken er 'lige mig'.

Præmissen for Ole Bjergs analyser er, at vi er under en ideologisk indflydelse, som manipulerer os til at tro, vi kan ophæve den grundlæggende mangel ved at købe den rigtige genstand eller ved at akkumulere tilstrækkeligt mange penge. Det viser sig naturligvis hver gang, at tilfredsstillelsen enten ikke indfinder sig eller blot er midlertidig.

Der er bliver aldrig penge nok til at udfylde vores mangel, og vi finder aldrig vores sande selv i varerne. Begæret er umætteligt. Vi bliver ved med at arbejde og tjene penge, forbruge og forbruge mere, fordi vi tror på det sublime objekt, som vil tilfredsstille os definitivt. Dette bliver kapitalismens dynamik. Kapitalismen er i følge Bjerg egentlig manisk, men det opdager vi ikke, fordi "ideologien maskerer kapitalismens traumatiske kerne, dens grundlæggende mani".

For tæt på

Det, der sker for ludomanen, narkomanen og den købemaniske, er, at de kommer for tæt på det sublime objekt, som således mister sin sublime karakter. Den ludomane, som på en aften vinder mere, end han kan tjene på tre år, mister respekten for pengene. Den ludomane "ved for meget", han har afsløret ideologien. Derfor kan han ikke længere tage de hverdagslige konventioner og koder alvorligt. Narkomanen har ligeledes opdaget en genvej til den direkte nydelse. Narkomanen har oplevet den "absolutte nydelse" og derved mistet troen på, at nydelsen skal søges i den symbolske orden. Bjerg anfører, at narkomanens nydelse stammer fra et stykke affald, som "junk" også betyder på engelsk. Således konkluderer Bjerg, at både ludomanen og narkomanen befinder sig i "postkapitalistiske tilstande".

Den købemaniske har gennemskuet en lignende sandhed: Nemlig, at den enkelte vare ikke forløser hans autentiske selv. Den maniske forbruger zapper rastløst fra vare til vare med visheden om, at den enkelte vare ikke tilbyder det, der "er lige mig".

De tre manier udlægges således som særlige indsigter. Når ludomanen, narkomanen og købemanikeren ikke er i stand til at føre en stabil hverdagslig tilværelse, skyldes det, at de hver især har fundet den forbudte sandhed. Det siges således, at narkomanens problem egentlig ikke er afhængighed, men faktisk uafhængighed, fordi narkomanen har gjort sig fri af de kapitalistiske illusioner.

For tæt på kapitalismen er underholdende som en kriminalroman: Der er forbudte hemmeligheder, som skal afsløres. Der er den planlægger bag det hede, 'kapitalismen', som virker gennem sin 'ideologi'. De tre manikere er ikke lidende ulykkelige, som har mistet kontrollen over deres eget liv, men tragiske helte, som går under, fordi de har set den barske sandhed i øjnene.

Det er omvendt svært at tage bogen alvorligt som en kritisk kapitalismeanalyse: Den har i nærmest karikeret grad overtaget forestillingen om 'kapitalismen' som det mægtige subjekt i historien, der behersker den sociale virkelighed totalt. Problemet med Marx' analyse er ikke, at han ikke tog højde for 'individualisme'. Det er snarere, at han ikke tog højde for andre former for kapital end økonomisk kapital og baserede sig på en totaliserende historiefilosofi, som mente at afdække "irreversible udviklingslogikker" og fremskrive dem som historisk skæbne. Det virker næsten komisk at se disse metafysiske rester reproduceret i et forsøg på en kritisk analyse af "vor tids kapitalisme".

Men komikken er ikke kun latterlig. Der er disse helt grundlæggende forbehold til trods sjove læsninger og udlægninger i bogen, som nok selv er for tæt på en ortodoks opfattelse af kapitalismen som verdenshistorisk subjekt, men som stadig præsterer oplysende detailanalyser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu