Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Tilværelsens ulidelige ulidelighed

Den arbejdsomme sortseer Simon Staho leverer med ægteskabsdramaet 'Himlens hjerte' et modent, facetteret, yderst velspillet og, ja, dystert karakterstudie
Den arbejdsomme sortseer Simon Staho leverer med ægteskabsdramaet 'Himlens hjerte' et modent, facetteret, yderst velspillet og, ja, dystert karakterstudie
Kultur
25. april 2008

"Børn er de uskyldige ofre for voksnes trang til at dyrke sex."

De er, sagt på en anden måde, bedst tjent med ikke at blive født. Så skulle tonen være slået an til endnu et af Simon Staho og hans faste medmanuskriptforfatter Peter Asmussens nådesløse nærstudier af mennesker i afgrundsdyb krise.

Hvis Stahos syn på den menneskelige tilstand vitterlig er så sort, som hans film indikerer, har det i hvert fald endnu ikke ført til apati.

For kun fem måneder siden ramte den seneste spillefilm fra den danske instruktør med den stærke tilknytning til Sverige, Daisy Diamond, lærredet. Nu er han altså allerede tilbage, skønt ikke just by popular demand.

Selvom Staho er en talentfuld og interessant instruktør, går billetterne til hans film som muggent brød i de danske biografer. Formentlig fordi de er direkte anti-eskapistiske som følge af Stahos stædige kredsen om almindelige menneskers grimme og tabubelagte følelser. Som nu lede ved sin livsledsager.

Førerhunnen glammer

Ægteskabsdramaet Himlens hjerte fokuserer udelukkende på fire midaldrende personer. Den elskværdige vatnisse Lars (Mikael Persbrandt) er gift med den selvsikre og skarptungede Susanna (Lena Endre). Lykkeligt, så vidt han ved.

I en eminent eksekveret tidlig scene kommer deres gode venner Ulf (Jakob Eklund) og Ann (Maria Lundqvist) til parmiddag i Lars og Susannas smukke hjem. Samtalen drejer ind på utroskab, og Susanna tager "måske det i visse situationer er lige, hvad der er brug for"-standpunktet.

Hvis tryghedsnarkomanen Lars er ligeså skarp i pæren som sin hustru, går han stille med det, og det er afgjort Susanna - som Endre spiller som en kvinde, der ville kunne vinde en stirrekonkurrence med en galionsfigur - der i denne scene synes at have mest format.

Måske også fordi Susanna i lighed med instruktør Staho tør tage favntag med de sprængfarlige og hyggesamtaledræbende spørgsmål. Som eksempelvis: Er ægteskabet som institution rummelig nok til at kunne indfri alle vores drømme? Eller er det mest af alt en mur mod ensomheden?

Som strudsen

Dog har Susannas interesse i utroskabstemaet at gøre med andet end sund og uforfærdet diskussionslyst, for snart tilstår hun en diffus længsel efter noget mere.

Lars hævder at være fuldt tilfreds, men der er fortrængte frustrationer under den omgængelige overflade. Han er gidsel af den naive antagelse, at hvis blot man undlader at kikke sin tvivl direkte i øjnene, gør den nok ikke én noget. En strudsstrategi, som vækker hans temperamentsfulde hustrus foragt.

Når bløde Lars aldrig gør en ynkelig figur, er det fordi Persbrandt er en genial fortolker af skamskudt maskulin selvfølelse. Alligevel præsterer Endre det umulige - at stjæle billedet fra Persbrandt. Hun sætter sig på hver en scene, hun medvirker i med sit dødeligt præcise portræt af den begavede, rastløse, intense og stadig ganske sexede Susanna.

Efterhånden kommer mindre beundringsværdige sider af hendes stærke personlighed desuden til syne. Susanna har eksempelvis en sigende antipati mod sin mands tårer, hvilket skubber Lars i armene på Ann, der dermed måske kommer Ulf, som længe har kikket efter andre kvinder, i forkøbet, hvad utroskab angår.

Hemmeligheder og løgne

At Stahos film står i gæld til Ingmar Bergman synes efterhånden overflødigt at nævne, men også Stanley Kubricks svanesang Eyes Wide Shut (1999) spøger i baggrunden. Navnlig den scene, hvor Nicole Kidmans figur forfærder sin husbond ved at indvie ham i tanker, hun har gjort sig om en anden mand.

Men i Stahos univers har ingen fast grund under fødderne, og da Susanna får, hvad hun tror, hun ønsker sig, ligner hun hverken en lettet eller lykkelig kvinde.

For slet ikke at tale om Ann, ophavskvinden til udtalelsen om børn som uskyldige ofre, der af skam over sin manglende lyst til at blive mor og for at holde på Ulf som ung løj sig ufrugtbar og dermed forringede hans chance for lykke i tilværelsen. Staho ivrer ikke efter at dømme eller moralisere, og lader det være op til tilskueren, om Ann skal ydes forståelse eller ej.

Symmetriske sokker

Som alle Stahos film er Himlens hjerte altså fuld af følelsesmæssig tumult. Men instruktøren lader dette kaos udspille sig inden for en stilistisk ramme, som er sirligheden selv: Nøje afmålte billedkompositioner og et næsten klinisk observerende kamera.

Som tidligere skilter Staho med, at hans film er en konstruktion, denne gang også ved hjælp af den sære og som regel ret inspirerede sans for humor, uden hvilken hans film utvivlsomt ville være ubærlige.

Da Lars og Ann finder sammen seksuelt, ser vi en række beklædningsgenstande på gulvet, blandt andet to sokker i næsten symmetrisk formation. Det virker mildest talt usandsynligt, at en person i sit begærs vold ville lægge sine sokker just sådan. Altså må det være instruktøren, der har været på spil!

Stahos bevidsthed om sin rolle som iscenesætter kommer dog også til udtryk på mindre charmerende vis. Staho og Asmussen vrider hist og her nogle lidt billige grin ud af, at vi ofte ligger inde med betragtelig mere viden end filmens figurer, som når Susanna om Ann siger til Lars - der på dette tidspunkt er Anns elsker - "hun burde tage sig en elsker."

Disse strejf af koldsindighed ændrer ikke ved, at Himlens hjerte er en seværdig film fra en modig instruktør, som fortjener et større publikum.

Himlens hjerte. Instruktion: Simon Staho. Manuskript: Simon Staho og Peter Asmussen. Dansk og svensk (Grand i København samt Metropol i Århus og Ålborg)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Børn er de uskyldige ofre for voksnes trang til at dyrke sex."

De er nu også resultatet af det . men det vil enhver hysteriker til enhver tid nægte at tro...

Hvorfor hedder bløde kvindeundertrykkere altid Lars i dramaer?