Læsetid: 3 min.

Turist i egen by

Arkitektur. En udfordrende rejseantologi, en byteoretisk afhandling og en rundtur mellem Torben Ebbesens skulpturelle vartegn. Tre bøger stiller drilagtige spørgsmål til forholdet mellem topografi, fortolkning og sociale kvantespring
Arkitektur. En udfordrende rejseantologi, en byteoretisk afhandling og en rundtur mellem Torben Ebbesens skulpturelle vartegn. Tre bøger stiller drilagtige spørgsmål til forholdet mellem topografi, fortolkning og sociale kvantespring
10. april 2008

I bogen Turisthistorier citeres et afsnit af antropologen Marc Augés bog om den umulige rejse.

Byen eksisterer i kraft af det imaginære, påstår han. Erindring og historie forenes som et spil imellem det murfast bestående og de stadige forandringer i byens sociale rum eller voksende strukturer.

Det imaginære er blandt andet de bybilleder, som til stadighed spredes i hele verden, ikke bare som tv-indslag men også som turistfotos og på mobilen.

Bogen, der blev udgivet samtidig med en udstilling i Århus Kunstbygning for nylig, viser også eksempler på billedkunstneres særlige omgang med turistkameraet. Og turisten er mere målrettet end vagabonden, men lige så meget uden for det hele som flanøren og på jagt efter egne forestillinger - mener Zygmunt Bauman i antologien. Turisten er en nutidig udgave af pilgrimmen i trav efter dybere indsigt.

Så måske er det ikke tilfældigt, at navngiveren til det første rejsebureau, Thomas Cook, var missionær, lige som vores egen pastor i Tjæreborg. Og måske har Kodaks små kameraer betydet mere for turismen som boom, end det klassisk-kulturelle dannelsesideal, påstår i alt fald Jonas Larsen i en anden af bogens artikler.

Lysten til selv at være på det sted, de andre øjensynligt har været (eller ligefrem er på med mobilkamera i hånden), ligner en drivkraft til forståelse af det imaginære som håndgribelig historie,

Identifikationer

Henrik Reeh er universitetslektor i humanistiske studier og moderne kultur, men fotograferer også, når han er på jagt efter byens identiteter. Ikke så meget for at fastholde stederne, som for overhovedet at kunne se dem.

Det får vi andre så glæde af gennem Reehs bøger. Tidligere om den urbane dimension i den moderne bykultur, eller - endog som Penguin-book - om Siegfried Kracauer og storbyens vidt forgrenede ornamenter. Og nu i en bog om billedhuggeren Torben Ebbesens skulpturer i det offentlige rum.

Her lægger han ligefrem en dannelses- eller opdagelsesrejse ad de københavnske motorveje til grund for sine tanke-ekskursioner til også tyske og jyske lokaliteter med billedhuggerprofessorens fingeraftryk eller åndelige spor.

Med rum som ramme hedder vandrehistorien, fra "Pladser til Indgange" eller "Særlige steder i Landskabet", sådan som kapiteloverskrifterne lyder.

Og Torben Ebbesens 30 stedsspecifikke kunstværker er meget forskellige - fra vellignende tallerkener i overstørrelse foran Fødevarestyrelsen i Mørkhøj, til skilderhuse langs Ingeniørhøjskolens bakkedrag, eller som en blanding af genkendelige dyreskikkelser, overdrevent rødt-hvidt murværk og rene konceptfigurer.

Alt sammen for at danne identifikationspunkter i udflydende forstadsmiljøer af nye institutioner og bebyggelser.

Intentioner

Når arkitekten og by-teoretikeren Tom Nielsen bruger ordet identifikation, er det netop som tilbageskuende paradigme for den velaflagte eller mimede historiske by. Her overfor sætter han de tilsyneladende vildtvoksende bydele, hvis postmoderne kvaliteter pragmatisk opdages i en senere fase.

Gode intentioner og uregerlige byer hedder bogen da også lige ud ad landevejen, selv om spørgsmålet om planlægning og ideologier i dag er alt andet end entydigt retningsbestemt.

Det er funktionalismens drøm om den gode by, som resultat af velfærdsplanlægning, der stadig spøger, selv om overlappende erfaringer tydeligt viser, at regulerende planlægning altid halter bagefter eller bliver overhalet indenom af tekniske og økonomiske realiteter.

Hvad stiller man så op som byplanlægger - og især som landsmand til Søren Kirkegaard og hans etisk-æstetiske skelnen - spørger bogen videbegærligt og indkredser pragmatiske tendenser i både planlægning og politik.

Teksten er ikke uden videre opmuntrende, hvis man kigger efter nemme svar. Og skala-forskellene mellem europæiske stæder og fjernøstlige megabyer gør det ikke nemmere at udstrække fagligheden i generelle termer.

Men Tom Nielsen peger på økologiske netværk og på fælles byrum i et lagdelt samfund som overkommelige emner for moderne æst/etisk byplanlægning. Økologi er praktisk (om end ikke politisk) ligetil, men de fælles byrum en intrikat størrelse. For har byrum nogensinde været fælles på tværs af klassedeling og ejendomsforhold? Eller snarere altid fungeret opdelt i ghettoer og territorier?

Er drømmen om plads til alle en post-velfærds legitimation af alles fastlåste plads i by-hierarkiet, en tivoliseret identifikationsmodel på tværs af lokalhistorie og globalisering?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu