Uden intensitet eller troværdighed

Der er ikke mange forsonende kvaliteter ved Mike Newells Gabriel García Márquez-filmatisering, Kærlighed i koleraens tid. Bogen er en af den sydamerikanske forfatters mere kulørte, og filmen en fæl gang pladderromantik.

Det begynder med et dødsfald i en have i Sydamerika. Den aldersstegne dr. Juvenal Urbino (Benjamin Bratt) falder ned fra en stige, og Florentino Ariza (Javier Bardem, der ikke gør sin Oscar ære), som har elsket Urbinos kone, Fermina (Giovanna Mezzogiorno), i mere end 50 år, kan endelig erklære hende sin kærlighed. Det får dem begge til at tænke tilbage på dengang, de mødtes, og hvordan deres korte kærlighedsaffære blev afbrudt af hendes far. Hun giftede sig siden med Urbino, og Florentino satte sig for at bortviske sorgen ved at gå i seng med så mange kvinder som muligt.

Filmen vil gerne være episk kærlighedsdrama, men har ingen intensitet eller troværdighed i historien. Alle taler engelsk med ubestemmelige accenter, hvilket placerer filmen i det samme kulturelle og sproglige ingenmandsland som Bille Augusts beslægtede Åndernes hus. Man tror simpelthen ikke på miljøet, personerne eller deres stærke følelser for hinanden. Næsten alle skuespillerne agerer, som var de med i et højspændt Danielle Steele-drama, og efterhånden er det et stort problem, at de samme skuespillere spiller samme roller fra start til slut, dvs. over en periode på 50 år. Det ser ikke ægte ud og bliver ufrivilligt komisk, når en ung mand skal bevæge sig som en gammel, og det resulterer i, at man mister interessen for alt, hvad der foregår på lærredet.

Det er en mindre skandale, at denne film er med i Biografklub Danmark.

Kærlighed i koleraens tid. Instruktion: Mike Newell. Manuskript: Ronald Harwood. Amerikansk (Alt for mange biografer landet over)