Læsetid: 3 min.

Valget er dit, hr. Forlægger

Hvad er virkelighed? Er spejlet af virkeligheden kunst? Hvem har ret til at skrive en historie? De velkendte spørgsmål om etik, fiktion og kunst hober sig op i Janne Tellers nye roman
24. april 2008

Inde under et konservativt blåt smudsomslag er Janne Tellers fjerde roman hvid som nyfalden sne. Den drejer sig om et dilemma:

Forfatter 1 er en yngre mand, hvis bøger sælger godt. Nu ligger hans kommende roman klar til tryk, og forlæggeren har bedømt den til at være hans hidtil bedste. Den er klogere end forfatterens tidligere bøger, den vil kort sagt sælge i hundredtusinder. Forfatter 2 er midt i 30'erne, kvinde, og skriver normalt det, hendes redaktør kalder udechifrerbare digtsamlinger, men nu har også hun afleveret et romanmanuskript til forlaget.

Begge manuskripter tager udgangspunkt i den samme historie. Historien om en valgobservatør på arbejde i et afrikansk land med det opdigtede navn Morenzao (som kundskaben siger, betyder 'De sortes land'). Valgobservatøren bliver banket ihjel, og en ung kvinde, ligeledes udsendt af FN, overfaldes og voldtages af en gruppe mænd. Kvinden suspenderes af hensyn til fredsprocessen i landet.

Dilemmaet opstår, da forfatter 2 gør forlagschefen opmærksom på, at historien er hendes. Hun har været i Morenzao, hun sov, da kollegaen blev slået ihjel, hun er blevet overfaldet og smittet med aids, hun fortalte sin historie til forfatter 1 en aften, hvor han højtideligt lovede aldrig at bruge den i en roman. Hvad skal forlæggeren nu gøre? Ja, undskyld den parodiske tone, men sådan spørger Kom selv ustandseligt.

Forlæggeren er sneet inde med manuskriptet og sin nye viden om baggrunden for det. Oveni har han forfatter 2's udsagn, "man kan overleve det andre gør ved én. Ikke det man selv gør ved andre", rumsterende i hovedet. Han er en respektabel mand med en respektabel integrationsministerhustru. Han drikker nok lidt for meget og er heller ikke sine kone tro, men det gør ham vel blot til et menneske? Eller i hvert fald til en romanfigur, som man kender dem med lidt klædelige ridser i lakken.

Snehvid sne

Hans dilemma kender man også i forvejen, skal man gøre det rigtige, eller skal man tjene penge? Mens han overvejer beslutningen, skriver han på en tale, han skal holde dagen efter for en international kreds af forlagsfolk om etik inden for forlagenes og litteraturens verden. Tanker om den konkrete problematik, han sidder i, blander sig således med talen om litteratur på et overordnet plan. Forlagschefen er vant til at holde taler, det hører man på flosklerne, han nedfælder i løbet af aftenen og natten.

Undervejs kan man læse om snevejret, der tager til for så bagefter at stilne af, for så at tage til igen. Timerne går, og de fodspor i sneen, forfatter 2 efterlod, da hun gik efter at have fortalt forlagschefen, at det var hendes historie, forfatter 1 havde hugget, bliver ved at være synlige. Læseren tænker, at det da ikke kan passe med al den sne, hun også læser om, og som falder og falder, men forstår også, at sporene af hensyn til symbolikken først er dækket helt til, da natten er gået, og forlæggeren har skrevet sin tale og kan træffe sin beslutning. Forfatter 2 hedder da også Petra Vinter, og som den indesneede så rigtigt tænker, er det ligesom om, den sneens snehvide dække symboliserer en ny begyndelse.

Rent fortælleteknisk giver snevejret fortælleren noget at fortælle om. Forlæggerens blik kan vandre fra tale over manuskript og ur og ud på snefnug og fodspor og tilbage igen. Janne Teller tager sin virkelige forlægger, Johannes Riis, i ed ved i efterordet at takke ham, "fordi han aldrig tøvede et øjeblik med at ville udgive denne bog". Og ser vi bort fra nødvendighed og originalitet (som Johannes Riis altså også har gjort), så er spørgsmålet, hvorfor forlæggeren dog også skulle det? Kom skader ligefrem ikke hverken forlagets eller forfatterens gode navn og rygte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu