Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

I en verden af skindøde

Galgenhumor. Den civilisationskritiske svensker Roy Andersson maler endnu engang et galleri af håbløse eksistenser - men sjovere end før
Galgenhumor. Den civilisationskritiske svensker Roy Andersson maler endnu engang et galleri af håbløse eksistenser - men sjovere end før
Kultur
11. april 2008

Når en instruktør har vundet en kunstnerisk sejr med et originalt stileksperiment, er det svært at sejre på samme måde, når stilen gentages. Lars von Trier oplevede det, da han fulgte Dogville op med Manderlay, og Roy Anderssons Du levende har da næppe heller vakt helt samme opsigt som hans tableau-film Sange fra anden sal fra år 2000. Den kunstneriske metode er den samme: En suite af stillestående totalbilleder præsenterer en lang række personer i små forløb, der måske nok tegner skitsen til en handling, men ikke rummer nogen længere fortløbende historie.

I billeder af en egen kvalm grågrønlig farvetone optræder især ældre halvskaldede mænd af den type, man sjældent ser på film (de er da heller ikke skuespillere). Med stor alvor og uden forsonende forbehold udstiller personerne deres totale uformåenhed i relation til noget nær alt i denne tilværelse.

Mere humor

Det kan lyde håbløst deprimerende, men ligesom Sange fra anden sal rummer Du levende en god portion galgenhumor - faktisk mere end forgængeren - og den virker en anelse mere overbærende over for menneskehedens totale dårskab.

Vi er i en verden af fortabte eksistenser, der ofte fastholdes i den form for hverdagsritualer, som for instruktøren især synes at signalere tomhed: forretningsmøde, familiesammenkomst, frisørbesøg, begravelse, cafébesøg, lægekonsultation. Ensomheden runger, kommunikationssvigt hører til dagens orden, og kun i fantasien kan nogle af personerne finde en slags forløsning. Og forude venter døden som den endestationen, disse skindøde selvfølgelig fortrænger, mens de undlader at glæde sig over livet.

Amatørerspillere

Roy Anderssons civilisationskritiske blik for det vrange, det skæve, det sølle og småkomiske åbenbarer sig nok engang i dette nye elendighedskatalog, der dog altså virker knap så ubønhørligt fordømmende som før.

Vi føres gennem et animeret vokskabinet af bedrøvelige skikkelser, der spilles til perfektion af amatører, som Andersson har indfanget med sand samlermani. Desillusionen og desperationen virker lige ægte, hvor pointeret absurdistisk situationerne end udformes. Til tider befinder figurerne sig i en slags stum betragtende tomhed, der kan minde om skikkelserne på Edward Hoppers malerier; men som oftest krænger de deres mislykkede liv ud i tragikomiske mono- eller dialoger.

Konsekvens og mod

Visuelt er Du levende måske ikke helt så imponerende som Sange fra anden sal, selv om Andersson stadig er en sand mester i både beskæring og udfyldning af det faste totalbillede - og i at lade forgrund og baggrund spille sammen. Vi er mere lænket end før til den uendelige tristesse i det grå svenske folkehjem.

Men bortset fra al æstetik bøjer man sig atter i respekt for denne konsekvente kritiker af alle de døde ynkelige stykkere liv, som vi levende slæber rundt på - og af alle de ritualer, der gør os til selvmedlidende søvngængere.

Få instruktører i verden har haft mod til at drage så radikale konsekvenser af deres pessimisme som Andersson. Men rart, at han denne gang får os til at smile noget mere end før. Bl.a. af os selv.

Du levende. Instruktion og manuskript: Roy Andersson. Svensk (Grand, Posthus Teatret, Empire, Gentofte Kino, Øst for Paradis Århus, Café Biografen Odensem Biffen Aalborg)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her