Læsetid: 4 min.

Villys mediemaskine

'Villys Verden' følger SF's vej fra medlemsdemokrati til topmoderne mediemaskine, hvor fultidsansatte professionelle bruger hidtil uhørte redskaber som meningsmålinger og fokusgrupper til at smøre partimaskinen
Selv om der er mange mere eller mindre relevante historier om private begivenheder, afdækker 'Villys Verden' Søvndals enestående gennembrud i dansk politik.

Selv om der er mange mere eller mindre relevante historier om private begivenheder, afdækker 'Villys Verden' Søvndals enestående gennembrud i dansk politik.

Jens Panduro

12. april 2008

Gerda Kristensen har haft travlt. På kun to måneder har hun skrevet en 300 siders portrætbog om Villy Søvndal. I bogen leverer hun helt afgørende vigtige brikker til forståelsen af fænomenet - selv om de er tæt ved at drukne i en kalejdoskopisk, journalistisk form.

Gerda Kristensen fik opgaven af Søvndals nærmeste politiske makker, SF's gruppeformand Ole Sohn, der driver forlagsvirksomhed, og som kendte Gerda Kristensen fra hendes tid som Land og Folk-journalist indtil 1991. (Siden har hun arbejdet som informationschef for HK og Danmarks Radio).

Gerda Kristensen bedyrer i sit forord, at Sohn holdt sig langt væk fra redigeringsprocessen, hun havde "frie hænder", hun har skrevet et informativt, ikke-analyserende og meget positivt portræt af SF-formanden i en bog, der lå færdig, da Villy (nærmest) udløste en medie-orkan med sit verbale overfald på Hizb-ut Tharir og sendte SF's opinionstal mod himlen.

Bogen er - som mange avislæsere allerede har fået fyldige forprøver på - ganske detaljeret, men ikke sensationel i sin beskrivelse af Villy Søvndals interessante kærlighedsliv, der efter en skilsmisse førte ham i armene på SF's viltre Pernille Frahm, en markant figur på partiets venstrefløj, som han forlod i fjor et halvt år inden folketingsvalget for at vende tilbage til sin ekshustru og sine to børns mor i Kolding.

Men mere interessant er bogens øvrige bidrag til forståelsen af fænomenet Søvndal som politiker.

Skolelæreren fra Kolding

Den beretter, som mange portrætartikler i de seneste uger har gjort det, om Søvndals glæde ved sin indremissionske opvækst i det nordjyske, om hans udrejse: med en amerikansk Vietnam-desertør otte måneder i Sydamerika, om skolelæreruddannelsen og de otte succesrige år som kommunalpolitiker i Kolding i tæt samspil med en socialdemokratisk borgmester, der får færre personlige stemmer end Villy, sidste gang begge stiller op.

Søvndal bliver SF'er og er typisk for sin generation med mellemlang uddannelse, langt hår og guitar på ryggen. Mere socialt indigneret end ideologisk engageret. Tidligt i lære som populist.

I bogen er der langt mellem de kritiske iagttagelser, men en enkelt om hans medkæmper i Kolding Byråd bør nævnes: Lis Ravn Ebbesen fortæller, hvordan Villy op til et byrådsmøde får overbevist hende om, at der er lagt op til store besparelser på ældreområdet, hun holder en flammende tale, hvorefter Villy roser hende, idet han fortæller, at der slet ikke er lagt op til nedskæringer, men at "nu får vi flere penge til de ældre".

Den bevidste anvendelse af løgnen som politisk redskab minder om Søvndals utrolige 'fejl' under valgkampen i november, hvor han hævdede at have besøgt 20 plejehjem og alle steder havde fundet nedskæringer. TV2 påviste, at han højest havde besøgt fem, og at i hvert fald en af plejehjemslederne mente, at hun tværtimod havde fået flere personaletimer til rådighed.

I 1994 kommer Søvndal i Folketinget på et tidspunkt, hvor partiet ligger underdrejet i efterdønningerne fra de to Maastricht-folkeafstemninger og det nationale kompromis. Holger K. Nielsen har skabt forventninger om, at SF's anbefaling af Maastricht to med forbeholdene kunne være vejen til en plads i den Nyrup-regering, som blev dannet umiddelbart efter det nationale kompromis. Men Nyrup og Lykketoft valgte borgerlige regeringspartnere, og frustrationen bredte sig SF. Den gamle 'højrefløj' af 'fornyere' og 'EU-positive' kæmpede en forgæves kamp mod partiets traditionalister og tabte. Søvndal holder lavt profil. Derfor er vurderingen af ham. da han overtager formandsposten efter at have vundet 2-1 over den unge fornyer Pia Olsen, meget forbeholden.

Moderniseringen

Men Søvndal er målbevidst. I nær alliance med Ole Sohn, sin gamle sekretær og rådgiver Claus Perregaard, cand. mag. i historie og filosofi fra RUC, og den nyansatte kampagnechef, tidligere gymnasiast-formand Tohr Möger Pedersen, gennemfører han en vidtgående moderniseringsproces af partiet og etablerer sig med stor autoritet på en stærkt midtsøgende, kompromisvenlig platform. Desværre savnes i Gerda Kristensens fremstilling en sammenhængende analytisk dokumentation af denne proces, men mange brikker til en sådan analyse leveres i de journalistiske fragmenter, som bogen består af.

Særligt interessant er beskrivelsen af et analysearbejde, der i 2005-2007 gennemføres af en arbejdsgruppe bestående af de nævnte personer plus partiets landssekretær og pressechef. Landssekretæren Turid Leirvoll kommer fra en tilsvarende stilling i SF's norske søsterparti SV, som har realiseret drømmen om at få ministerposter i en "centrum-venstre-regering" under socialdemokratisk ledelse.

Og det er den norske model, der lægger rammerne for SF's strategiudvikling under Søvndal. Arbejdsgruppen, der altså består af et flertal af fuldtidsansatte professionelle, bruger hidtil uhørte redskaber som meningsmålinger og fokusgrupper til at teste SF's muligheder og barrierer.

Moderne mediemaskine

Målingerne viser, at vælgerne opfatter SF som sympatisk, men økonomisk uansvarligt, uvillig til kompromisser og uklart i sine budskaber. Men målingerne antyder, at partiet har et potentiale til at nå 28 procent af stemmerne, idet 80 procent dog skal hentes hos socialdemokraterne.

Herefter skabes SF's valgstrategi, der blev bekræftet på landsmødet i foråret 2007: SF skal være en troværdig deltager i et kommende regeringssamarbejde med S og R, og Søvndal får med en tale, hvor han udmaler fremtidsdrømmen om SF-ministrene, mandat til at gå på kompromis i helt afgørende sager. SF's stive medlemsdemokrati er blevet afløst af en moderne mediemaskine. Målet er "et tocifret" parti med mere end 10 procent af stemmerne.

De tankevækkende brikker til historien om Søvndals politiske projekt er tæt ved at drukne i bogens meget avis-journalistiske form: Det vrimler med mere eller mindre relevante interviews og nøgterne beskrivelser af politiske forløb og private begivenheder.

Alligevel er der researchet med en ildhu, som også afdækker afgørende væsentlige bidrag til forståelsen af Søvndals enestående gennembrud i dansk politik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Thomsen

Eric Meier Carlsen har netop optrådt på slap line i DR2s Deadline. I den anledning blev Meier Carlsen tituleret som politisk kommentator på Dagbladet Information.

Eric Meier Carlsen blev bedt om at kommentere at Dansk Folkepartis nu har indrømmet at man er antimuslimsk parti. Meget forudsigeligt slog Carlsen på det nærmeste knuder på sig selv for at bagatellisere og undskylde udtalelserne fra Dansk Folkeparti.

Hvad Carlsen udtaler som privatperson må han naturligvis selv om, men når han bliver tituleret som ansat på Dagbladet Information og på den måde optræder som repræsentant for Information er sagen vel en anden?

Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge chefredaktionen om Dagbladet Information virkelig vil finde sig i at Eric Meier Carlsen misbruger avisens gode ry og rygte til at udbrede sit ulækre xenofobiske evangelium?