Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Er vold en brosten eller et høfligt smil?

Zådan. I vore dage er det revolutionært at læse, tænke og vente frem for at gå på barrikaderne. Det er konklusionen i filosoffen Slavoj Zizeks seneste bog, der analyserer aktuelle voldsfænomener som bil- og flagafbrænding
Kultur
10. april 2008
Stop. Den spektakulære gadevold skaber blot den karikatur af sig selv som de voldelige demonstranter protesterer mod, hvad enten det er unge mennesker med mursten eller fundamentalistiske muslimer med brændende flag, mener filosoffen Slavoj Zizek, der anbefaler, at man undlader at engagere sig, hvis man vil bryde med den usynlige, sociale vold, der funderer den kapitalistiske verdensorden.

Stop. Den spektakulære gadevold skaber blot den karikatur af sig selv som de voldelige demonstranter protesterer mod, hvad enten det er unge mennesker med mursten eller fundamentalistiske muslimer med brændende flag, mener filosoffen Slavoj Zizek, der anbefaler, at man undlader at engagere sig, hvis man vil bryde med den usynlige, sociale vold, der funderer den kapitalistiske verdensorden.

Petr David Josek

"Zizek, Zizek, hvorfor har du forladt mig?" klagede jeg, da Slavoj Zizek i 2006 kommenterede striden om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger og sluttede sig til dem, der anså tegningerne som udtryk for den ytringsfrihed, det gælder om at forsvare over for fundamentalismen. For jeg var skuffet over, at Zizek ikke kunne se, at publiceringen af tegningerne i dansk kontekst var en fremmedfjendtlig gestus, hvorimod de efterfølgende solidaritets-publiceringer i andre landes aviser sagtens kunne forstås som primært et forsvar for ytringsfriheden.

Nu er far Zizek vendt tilbage til mig, for i sin seneste bog, Violence, skelner han netop mellem Jyllands-Postens publicering af tegningerne og de efterfølgende solidaritetspubliceringer. Hvis den oprindelige publicering er udtryk for "det bedrøvelige faktum, at fremmedfjendtligheden vokser i Danmark og gør en ende på myten om den skandinaviske tolerance", ser han til gengæld de efterfølgende publiceringer som udtryk for "solidaritet med ytringsfriheden". Samtidig gør Zizek opmærksom på, at det er de samme liberale europæiske aviser, der har publiceret Muhammed-tegningerne, som samtidig har forsvaret de europæiske muslimers ret til egne moskéer. Således at de europæiske muslimers sande allierede er de liberale ateister, mens deres "kristne spejlbillede" er deres største politiske fjender.

Dette fører til et smukt forsvar for ateismen, "det moderne Europas dyrebareste arvestykke", og det helt berettigede spørgsmål: Hvorfor, når man debatterer, om kristendommen skal med på en kanon over europæiske værdier, diskuterer man ikke også, om ateismen skal med? (Hertil skal man så huske, at Zizek tidligere har udnævnt kristendommen, ikke som institution, men som filosofi, til "ateismens religion".)

Handel eller handling

Zizeks retoriske manøvre nummer ét er spørgsmålet "Hvad nu hvis -?"

"Hvad nu hvis," spørger han, "de sande karikaturer på Islam er de voldelige anti-danske demonstrationer selv?"

Disse demonstrationer er et af de voldsfænomener, som Zizek med denne bog kommenterer. De andre er urolighederne i de parisiske forstæder i 2005 (som vi for nylig har oplevet genopført i Danmark) og de kaotiske tilstande i New Orleans efter orkanen Katrina. Han opsummerer selv sin analyse af disse voldsfænomener i tre pointer:

For det første: Den automatiske fordømmelse af den synlige og spektakulære 'vold' som noget dårligt eller ondt fungerer som et ideologisk skjul for den usynlige, sociale vold, der funderer den kapitalistiske verdensorden.

For det andet: Det er svært at være virkelig voldelig. Man kan sagtens rase og brøle og slå på tæven, uden at det er den voldelige (revolutionære) handling, som ville sætte en forskel. Ifølge Zizek lider vi i dag under for meget "action" og for lidt "act":

"Truslen i dag er ikke passivitet, men pseudo-aktivitet, trangen til at 'være aktiv', at 'deltage', at maskere at der ingenting sker. Folk griber hele tiden ind, 'gør noget'; akademikere deltager i meningsløse debatter, og så videre. Det virkelig vanskelige er at træde tilbage, at trække sig."

Hvorved vi er nået til Zizeks tredje pointe om volden:

"Nogle gange er et høfligt smil mere voldeligt end et brutalt udbrud."

Her får vi det overraskende og i og for sig befriende svar på det spørgsmål til far Zizek, som mange af os, hans trofaste læsere, længe har haft: Hvad skal vi gøre? Skal vi gå på barrikaderne, kaste brosten, starte en revolution? Far Zizek svarer: I skal være som Bartleby. Melvilles grå kontorist, som helst vil gå i ét med væggene, ikke være 'nogen', og hvis svar på alle opfordringer til at gøre noget er, "I'd rather not".

Det er i den position, Zizek lige nu ser den ægte og vanskelige 'voldelige' handling, voldelig i den forstand, at den radikalt bryder med det (voldelige) system, som lever af, at alle drøner hyperaktive og engagerede rundt for at være 'nogen'. Vi skal smile høfligt, vi skal vente, vi skal læse, vi skal absolut ikke sidde hektisk ved tasterne og skrive artikler som denne til Information. Vi skal "modstå fristelsen til at engagere os umiddelbart", vi skal "wait and see".

Zizeks begreb om 'vold' er inspireret af Walter Benjamins begreb om 'guddommelig vold', som han omhyggeligt dis-identificerer med den fundamentalistiske, religiøse vold. Desuden er Zizek tydeligt og erklæret inspireret af Alain Badious begreb om 'begivenheden' - begivenheden som noget, der fuldstændig omkalfatrer vores perspektiv på os selv og verden (Badious prototypiske begivenheder er revolutionen, korsfæstelsen og kærligheden). Pointen er den, at i en verden som vores, hvor der hele tiden sker noget, sker der egentlig ikke en skid, der indtræffer ingen egentlige 'begivenheder', og en masse engageret hyperaktivitet, fysisk eller verbalt voldelig, understøtter bare denne pseudo-aktivitet frem for at rokke ved de strukturer, som funderer os og vores verden.

Vold, vrede, bitterhed

Den 'vold', Zizek efterlyser som et revolutionært brud med den usynlige kapitalistiske vold, er altså ikke den spektakulære gadevold, hvad enten den ytrer sig som bil- eller flagafbrænding; i disse tilfælde skaber de voldelige demonstranter, hvad enten de er unge, vrede parisere eller fundamentalistiske muslimer, for Zizek blot den karikatur af sig selv, som de protesterer mod.

Zizeks 'guddommelige vold' er heller ikke den bitterhed, som karakteriserer store dele af det såkaldt 'emancipatoriske' miljø. Det er den bitterhed, det 'ressentiment', filosoffen Peter Sloterdijk skriver om i Zorn und Zeit, hvor han hævder, at det er den, der driver alle de store (kønnets, klassens, seksualitetens) frigørelsesprojekter. Men hvad nu, skriver Zizek, hvad nu hvis hele Sloterdijks kritik selv er baseret på ressentiment og misundelse; nemlig misundelsen på det Zizek kalder "den universelle emancipatoriske position"?

Her bliver Zizeks efterlysning af den ægte og vanskelige vold en diskussion om, hvad der er ægte, omkalfatrende vrede, og en fastholdelse af, at den ikke er identisk med den misundelse og bitterhed, som bygger på identifikation med en bestemt gruppe (køn, nation, seksuel orientering), men at den må udgå fra "dimensionen af emancipatorisk universalitet uden for den sociale identitets domæne".

Med afsæt i Kant hævder Zizek, at det er individet, der er universelt, hævet over særinteresser, og ikke det sociale væsen. Den politiske dimension i mennesket sammenfalder altså for Zizek med den individuelt-universelle og ikke med den socialt-kulturelle. Benzinen til den ægte vold eller vrede skal findes i vores singulære (og derfor universelle) eksistens frem for i vores sociale (og derfor partikulære).

Zizeks 'vold' taler på vegne af det universelle individ og ikke den sociale, kulturelle, kønsmæssige identitet. Som sædvanlig har Zizek skud i bøssen til al den kulturrelativerende og historiserende aktivitet, der kendetegner den akademiske kritik, både den sociale kritik og kunstkritikken - på et par herlige sider harcelerer han over den historiserende mani, som ikke har fattet, at "der er mere sandhed i Foucaults og Deleuzes 'dekontekstualiserede' franske Nietzsche end i den historisk nøjagtige Nietzsche".

Zizek har drøje, svært underholdende og herligt diskutable hug til liberale kommunister, vestlige buddhister, bitre feminister, kontekstualiserende historister osv. Men det er ikke i disse hug, man finder bogens sande 'vold'. Det er snarere i Zizeks retorik: Med sine paradokser og 'hvad nu hvis'-konstruktioner søger han netop hele tiden at ændre vores perspektiv, at rykke os op med rode, at omkalfatre vore umiddelbare, ureflekterede verdensforståelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Zizek, den gamle ræv. Karikaturen på vore dages (skrivebords)revolutionære er jo netop at "læne sig tilbage og vente og se".

Hvad nu hvis den ægte vold er / har været:

1. Fodrivelse af danskere fra danske arbejdspladser fra 70'erne til nu !

2. Fodrivelse af danskere fra danske boligområder fra 80'erne til nu !

3. Fodrivelse af danskere fra danske borgerrettigheder, som vi kendte dem i årtier fra de opstod tilbage i 50érne.

4. Fodrivelse af danskere fra danske uddannelser, skoler, lærepladser, osv.

5. Annulering af etnisk dansk integrations-fortrinsret i Danmark ?

Men så hyler man nok op om racisme, antiislamisme, antikolonisme, antirettigheder og en masse andet konformistisk bøvl . . .

Vi skriver 2008. Måske Zizek skulle prøve at komme ud af 1970'erne.

@ Mniarck Kovandin

Hej Mniarck

Det lyder som om du er meget vred på neoliberalismen.

Jeg har overvejet at læse Zisek, men aldrig gjort det.
Nu ved jeg, hvorfor: Mage til pseudo-revolutionær brage- og tågesnak skal man lede længe efter.

Han appellerer muligvis til en snæver kreds af forskruede universitets-litterater med uklare emancipatoriske idealer.

Zisek vil gå over i historien som en af de filosoffer, historien hurtigt annullerer.

Lilian Munk Rösing:
"""Det er snarere i Zizeks retorik: Med sine paradokser og 'hvad nu hvis'-konstruktioner søger han netop hele tiden at ændre vores perspektiv, at rykke os op med rode, at omkalfatre vore umiddelbare, ureflekterede verdensforståelse."""

Er dette ikke blot endnu en måde at fodre mediemaskinens tomme tegn på ?

Altså en pseudodebat, hvor man kører rundt i perspektiver. Underholdende, dog statiske eller dynamiske om den samme akse:

En snurretop i selvsving.

Sjovt, men kedeligt, spændende, men dødsygt, provokerende, men uvirkeligt:
Altså nada de nada, men 'intellektuelt', jo.

Dertil kommer at Lacan tog fejl, idet hans koncipering af psyken har nogle svære grundproblemer, da han misforstår - det imaginære - rolle...

Jeg har hidtil set Zizek som et af de mere kløgtige hoveder, omend jeg var rygende uenig med ham ang. JP's Muhammedtegninger.

Men det her: Vi skal "modstå fristelsen til at engagere os umiddelbart", vi skal "wait and see" er simpelthen noget af det mest pseudorevolutionære og dybt elitære nonsens, jeg længe har hørt. 'Uh ja, lad os da endelig bare læne os tilbage og smile esoterisk for os selv og høfligt til hinanden og vente på at kapitalisterne selv fucker det hele op'. Hvor naiv kan man være?

Bare for at komme med en antidote til alle de fine akademiske udtryk og namedroppingen, vil jeg overlade ordet til Zach DelaRocha, amerikansk-indiansk rocksanger og aktivist med et letfprståeligt og eviggyldigt budskab, man passende kan tage med ud på gaden til næste demonstration imod racisme, G8, Irakkrig eller whatnot:

If we don't take action now
We settle for nothing later
Settle for nothing now
And we'll settle for nothing later
If we don't take action now
We settle for nothing later
We'll settle for nothing now
And we'll settle for nothing later

Nu har jeg været uengageret så længe og hvad er der kommet ud af det?

@ Ib

Hehehe :-)

Så dumt synes jeg nu ikke, at det er. Tag for eksempel terrorlovgivningen.
Der sker et terrorangreb, regeringen føler at folket mener, at regeringen må gøre noget for at dæmme op for faren og vedtager hovedkulds love som egentlig strider mod hidtige retsprincipper. I øjeblikket ser det rigtigt ud, alle er ophidsede, der skal gøres noget, men et par år efter kunne man måske godt have ønsket sig lidt mindre Aktionismus, som tyskerne kalder det at handle, fordi der er behov for handlingen uden at have løsningen.
Det er sikkert et eksempel de fleste her kan være enige i, så her er et andet:
IPCC bestemmer sig til at CO2 emissioner fra mennskelige aktiviteter er skyld i den globale temperaturstigning, for at modvirke det beslutter EU og USA straks at bioethanol som brændstof skal fremmes, arealet til dyrkning af fødevarer falder, priserne på basale levnedsmidler stiger, de fattige bliver de førsrte til at betale. For meget "action" under pres er blevet typisk for vor tids politik. Et overfald, ergo strengere straffe, børnemishandling ergo tvangsfjernelse, og det forgår ikke med gennemtænkte argumenter, men samme aften i tv-avisen.

P Lauritzen

Nå ja, hvis du mener de eksempler der er kompatibelt med en kamp for et helt andet system. Er det ikke en kende optimistisk at mene, at verden forandrer sig af sig selv, hvis man bare lader tingene gå sin vante gang? For ikke ligefrem at sige konservativt?

Måske, men det er hovedløst at kæmpe for et andet system, så længe man ikke ved, hvad det system skal bestå af. I øvrigt har jeg ikke læst bogen.
PS: verden forandrer sig hele tiden, mens tingene går sin vante gang.

Til det bedre? Af sig selv?

Heinrich R. Jørgensen

Terrorlovene blev indført, fordi langt de fleste af vores politikere er nogle populistiske og principløse ignoranter, der tilsyneladende ikke ved meget om principper for lovgivning eller om retsprincipper, og heller ingen intentioner har om at lytte til nogen med viden og erfaring.

Hvad kan man i øvrigt forvente anderledes, når folkets repræsentanter skal afspejle folket?

Bioetanolbegejstringen er endnu mere ufattelig og uvirkelig. Biokemikere og andre kan vel nemt og entydigt demontere myten om at det skulle bedre miljøet. Og at olien brændes bort med rasende hast, bør enhver kunne forstå. Det er et halvt århundrede siden, at en matematiker forudsage peakoil teorien, og i 1973 kunne det forudsagte observeres i Texas.

Det kan vel forsvares, at nogen tror på, at længere straffe virker. Særligt, da de fleste sikkert kan blive enige om det logiske i, at kortere straffe næppe virker. Men at nogen kan være så afstumpede og ubegavede at tro, at hele diskussionen kan rummes i hvilken faktor de gældende straffe skal ganges med, er ufatteligt.

Hvis man ikke gider eller formår at sætte sig ind i sammenhænge, er det unægteligt vanskeligt at træffe hensigtsmæssige valg. En bevidst handling kan være at undlade at foretage ændringer, og kan i mange tilfælde den bedste og rigtigste.

Det er sørgeligt, at valg skal afgøres af, hvilke udsagn der gør sig bedst på TV. Ikke underligt, at virkeligheden mere og mere ligner, og bliver præsenteret som, en actionfilm med et dårligt plot.

Så er det jo godt, at vi har et fantastisk geni som dig til at læse teksten for os dumme almuedanskere, Heinrich.

Bloglæser:
Er det ikke en kende optimistisk at mene, at verden forandrer sig af sig selv, hvis man bare lader tingene gå sin vante gang?

P. Lauritzen:
men det er hovedløst at kæmpe for et andet system, så længe man ikke ved, hvad det system skal bestå af

Men det er så ikke desto mindre det, Zizek interesserer sig for, så det er da en relevant indvending.

I øvrigt må man sige, at Zizek virker mere end nogensinde uklar, ja i konflikt med sig selv, hvis han nu endelig rent faktisk forestiller sig, at samfundsforandring og emancipation kommer ved bare at forholde sig passiv og afvente. Jeg citerer fra Henrik Jøker Bjerre og Carsten Bagge Laustsens 2 år gamle bog 'Zlavoj Zizek':

"Zizek er fandenivoldsk i sin lovprisning af revolutionen, men dog uden at være utopisk. Rent faktisk er hans værk blottet for positiverende visioner om, hvad der så skulle være bedre end kapitalismen og det liberale demokrati. Man kan vælge at se det som en svaghed eller som en styrke. Zizek mener, at det, som umiddelbart synes som flygtige kriser og problemer, reelt er strukturelle sådanne - helt på linie med Marx. Disse kriser får ikke af sig selv systemet til at eksplodere, der er ingen vulgær evolutionisme på spil, men må så at sige fremskrives indefra systemet selv. Zizeks kritik er altså en immanent kritik. Man kunne mene, at den revolutionære samfundsforandring, Zizek har i tankerne, vil få et større momentum, hvis dens agenter lader sig lde af en positiveret vision om et kommende samfund.

Men når det er sagt, så kan man også vende prolemstillingen på hovedet. Kritikken bliver ikke mindre påtrængende af manglen på en ekspliciteret vision. Uretfærdighed og fornedrelse er fænomener, som bør reflekseres tilbage på det system, som producerer dem. Og den sociale indignation rummer jo på sin vis visionen om det andet og kommende samfund. kombinationen af den hegelske dobbeltnegation (negationen af kapitalismens "negative" udbyttende relationer) og en marxistisk politisk økonomi peger frem mod et samfund, hvor kapitalismens mørke sider ikke hersker. Problemet, vi står midt i, er, at det er meget vanskeligt at gøre dette samfund nærværende som en mulighed. Ikke desto mindre må det forsøges.

Da Zizek efter et foredrag i USA blev aftvunget et svar fra en vred tilhører på, hvad det så er for et samfundssystem, han ønsker, men som han aldrig taler om, svarede han forbløffet med et højt udbrud: "Kommunisme, selvfølgelig!!"

Faktisk er denne tilgang til marxismen ikke så forskellig fra Marx og Engels selv. I 'Den Tyske Ideologi' hedder det således: "Kommunismen er for os ikke en tilstand, der skal skabes, et ideal, hvorefter virkeligheden haver at indrette sig. Vi kalder den virkelige bevægelse, dr ophæver den nuværende tingenes tilstand, for kommunisme. betingelserne for denne bevægelse fremgår af den netop nu bestående forudsætning.""
(citat slut)

Jeg synes som sagt, Zizek har fremført mange interessante pointer og analyser, men de pointer, der i boganmeldelsen ovenfor fremføres er simpelthen noget filosofisk og ekstremt postmodernistisk snak om ingenting. Jeg gætter på, gamle Zizek i bund og grund har mistet troen på det hele og hellere vil nyde sin VIP-rolle som "the Elvis of cultural theory" fremfor at gære noget aktivt politisk. Ham om det...

Heinrich R. Jørgensen

Kim Vibe:
"Så er det jo godt, at vi har et fantastisk geni som dig til at læse teksten for os dumme almuedanskere, Heinrich."

Tak for de pæne ord, Kim Vibe.

Du siehst, wohin du siehst nur Eitelkeit(tomhed) auf Erden.
Was dieser heute baut, reißt jener morgen ein...Gryphius 1643

Heinrich R. Jørgensen

Jakob Schmidt-Rasmussen:
"Næ. Terrolovene blev selvfølgelig indført på grund af terror."

Jeg kan vel dårligt slippe uden om, at du nok har fat i den lange ende dér, Jakob. :-)

Min kommentar vedrørte P. Lauritzen indlæg:
"Der sker et terrorangreb, regeringen føler at folket mener, at regeringen må gøre noget for at dæmme op for faren og vedtager hovedkulds love som egentlig strider mod hidtige retsprincipper."

Det jeg mente (men altså ikke skrev), handlede om årsagen til terrorlovenes uheldige udformning. Og ikke grunden til at terrorlovene blev indført.

Beklager den manglende præcision.

Heinrich R: "Det kan vel forsvares, at nogen tror på, at længere straffe virker. Særligt, da de fleste sikkert kan blive enige om det logiske i, at kortere straffe næppe virker. Men at nogen kan være så afstumpede og ubegavede at tro, at hele diskussionen kan rummes i hvilken faktor de gældende straffe skal ganges med, er ufatteligt."

Fremragende pointe! Det er som om at de folkevalgte i dagens politiske system ikke har forstået, at vælgerne er dumme! 85% af de stemmeberettigede er små, ignorante burhøns og marginalvælgere, der flokkes rundt om de store mainstream-populistiske partier og overbevises af gyldne mærkesager i én stor slags gavebod. "Jeg vil have skattelettelser. Jeg vil være rig. Jeg vil have mere velfærd. Jeg vil have tryghed, altså ingen kriminalitet." osv. osv. Det hele handler om "mig! mig! mig!". Ingen tænker bredere end egoisme og "lige nu og her". Der er ingen, bortset fra ganske få procent af den danske befolkning, der tænker i bredere perspektiver og tænker på konsekvenserne af den førte politik og vigtigst af alt: bæredygtigheden.

Er det mon bæredygtigt at vi skovler dusinvis af skattelettelser ind, mens den statslige økonomi bliver mere og mere overophedet? Og er det forsvarligt at rige får mere end fattige (det er fakta!), så vi på den måde bidrager yderligere til uligheden? Venstres gavebodsagenda er slet og ret hul populisme som kun bidrager til at tiltrække flere vælgere og dermed et større magtimperium. De har fået så stort storhedsvanvid at de er rykket væk fra liberalismens kerneideologi og nu slås side om side med Radikale, Ny Alliance, Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og til dels SF og Konservative om midtervælgerne. De eneste mennesker der fortsat nægter at gå på kompromis med deres ideologi er faktisk Listen. Tro det eller lad være. Det eneste parti som fortsat ikke benytter sig af spindoktorer og gunstige lejligheder ved vælgerflugt. Så at sige "hvis vælgerne ikke forstår vores politik, so be it, så må vi bare formulere os bedre næste gang." Hvorimod alle andre tilpasser deres værdier og mærkesager efter 'hvor vælgerne er' og giver efter for populismens pres.

Med hensyn til straffeeksemplet, så er det jo indlysende for enhver akademiker eller bare lettere intelligent person, at hårdere straffe er en midlertidig løsning. Det tilfredsstiller burhønsebefolkningen ved at feje de sociale problemer, som i virkeligheden forårsager kriminaliteten, ind under gulvtæppet. Sådan! Videre til næste punkt på dagsordenen... Båt-båt, den går ikke! I hvert fald ikke i min verden. Det er kun et fåtal af kriminelle som er kommet ud af en kriminel løbebane ved at blive 'afskrækket', så at sige, fra et begå mere af den slags kriminalitet pga. strafferammen og dens længde. Men det skal man åbenbart have en højere uddannelse end folkeskoleeksamen for at kunne forstå... :|

@Bo Nielsen
"Jeg synes som sagt, Zizek har fremført mange interessante pointer og analyser, men de pointer, der i boganmeldelsen ovenfor fremføres er simpelthen noget filosofisk og ekstremt postmodernistisk snak om ingenting. Jeg gætter på, gamle Zizek i bund og grund har mistet troen på det hele og hellere vil nyde sin VIP-rolle som "the Elvis of cultural theory" fremfor at gære noget aktivt politisk. Ham om det..."

Det er klart at han forsøger at forholde sig til tingene apolitisk, fordi hvis han bekendtgjorde fra starten at han var kommunist og så enddog i USA, hvor mange ville monstro så lytte til ham? Tænk over det...

Kære Markus

Er det ikke temmelig arrogant at mene, at 85% af vælgerne er dumme?

Mon ikke det snarere handler om, at rigtig mange vælgere, der egentlig er venstreorienteret indstillet, mangler klare visioner for venstrefløjen og derfor har lettere ved at forfalde til at stemme på sig selv = midterpartier og borgerlige, fordi det er det nemmeste?

Jeg tror venstrefløjen er nødt til at komme langt mere i offensiven og det gælder både parlamentarisk og udenomsparlamentarisk aktivisme. Dermed mener jeg også at Zizek tager gruelig fejl.

Fremfor at skælde folk ud for at være dumme og kalde dem for burhøns o.l. kunne du jo evt gå end i en socialistisk organisation og prøve at styrke kampen for en mere slagkraftig venstrefløj.

Heinrich R. Jørgensen

N:
"Er det ikke temmelig arrogant at mene, at 85% af vælgerne er dumme?"

Det er et synspunkt, der er tabu i vores kulturkreds, da den eneste rigtige holdning er, at vi alle er lige meget værd, og derfor kan have lige meget ret. Så det er bestemt ikke høfligt at gøre opmærksom på, at det nok forholder sig sådan.

Kære Heinrich

Jeg mener nu ikke, at synspunktet om at, at 85% af vælgerne er dumme burhøns, er forkert på baggrund af en lighedstanke om, at alle synspunkter er lige meget værd, som du skriver. Men snarere ud fra en erkendelse af, at folk vælger det nemme og bekvemme, så længe de ikke er overbevist om, at alternativet til kapitalismen er meget bedre.

Fremfor dumhed vil jeg hellere tale om uvidenhed kombineret med dovenskab. To demokratiske problemer, der er skabt af det samfund, vi opvokser i og lever i.

Alt for mange mennesker aner simpelthen ikke, at socialisme kan være den ypperligste samfundsform, men betragter begrebet som en anakronisme af østeuropæisk betontristesse med hammer og sejl. Dertil sætter de fleste midtervælgere sig heller ikke ind i mere komplicerede samfundsproblemer, men vælger at flyde med strømmen og vælge ud fra de allermest banale og letspiselige paroler som "lavere skat", "stram udlændingepolitik", "kortere ventelister på hospitaler" osv.

Den dybereliggende årsag til denne uvidenhed er, at magthaverne netop ønsker at fastholde folk i uvidenhed, så de ikke stiller for mange spørgsmål og krav, men istedet bruger deres tid og kræfter på at passe deres jobs og forbrug, så biksen kan køre rundt og borgerskabets position aldrig kommer i fare. Det gøres ved hele tiden at gentage mantraet om at markedsøkonomi = velstand = købekraft = frihed. Og frihed er = demokrati. Dermed er demokratiet monopoliseret af købmænd og kapitalejere, og vi knokler r.. ud af bukserne for at få så megen frihed som muligt. Så bliver et par skattelelettelser hist og her lig med velfærd og frihed, og meget få har overskud til at forestille sig andet.

Vi er derfor nødt til at klæde Fogh og Pia af og istedet opstille et alternativ, der er så tiltalende og indlysende rigtigt, at folk vil have alternativet fremfor en nyliberalistik erstatningsvare. Det har vi åbenbart ikke været gode nok til.

Det er derfor også ærgeligt, når venstreintellektuelle som Zizek opfordrer til politisk tilbageholdenhed, når der netop er brug for at få sat fokus på problemerne og på socialistiske krav om et andet og bedre samfund. Og det er ærgeligt når et socialistisk parti som SF begynder at søge medgang på en borgerlig politik, som når man taler om afskaffelse af topskatten og for nul-tolerance linie overfor kriminelle indvandrere, hårdere straffe osv og dermed styrker opfattelsen af nødvendigheden af det borgerlige system.

Sådan ser jeg det i hvert fald.

Heinrich R. Jørgensen

N,

nu anser jeg mig ikke for at være socialist, men jeg kan godt følge hvad du mener.

Det ser ud til at "hvad nu hvis"- konstruktionen alligevel formår at udøve noget provokatorisk, retorisk vold på nogle af de klassiske indignerede venstreorienterede, der skriver her på siden. Det er da herligt. Men måske er det herligste af alt, at Zizek formår at introducere andre opfattelser af vold end den klassisk revolutionære. Zizek skriver også flere steder at kærligheden er voldelig og revolutionerende. Det er (jo) essensen i mandens værk at han formår at føde bøger og tanker ud af det utidige møde mellem sociologien og psykoanalysen, mellem det store samfundsperspektiv og det psykosociale lille liv vi lever med hinanden. Fordi det ikke er lige meget hvad og hvem vi er overfor hinanden og os selv. Fordi det ikke er lige meget om vi er reflekterede eller blot er den klassiske socialismes (eller for den sags skyld neoliberalismes) arbejdsheste. Fordi kritikken og selvkritikken må og skal bestå. Det kan i min verden (og angiveligt gælder det samme for zizeks) aldrig være apatisk at tænke.

@N
Det er sjovt du nævner det. Jeg er medlem og aktiv i Socialistisk Ungdomsfront (SUF), uofficiel ungdomsorganisation til Enhedslisten. Jeg ville jo ikke gå og plapre så højlydt retorisk uden at have noget at have det i, vel? ^_^

I øvrigt så har jeg det at sige at socialismen ikke er en ideologi i traditionel forstand - det er et projekt, som dog kan være både udfordrende og decideret vanskeligt at realisere. Kapitalismen er jo blot opstået som det allermest naturlige, fordi menneskerne i sin tid gennem historien fandt ud af at kommunikere og handle på tværs af landegrænser, da de opdagede at der fandtes produkter i fjerne egne af verden som de ikke selv havde. Jeg tror aldrig nogensinde der ville have kommet, og vil komme, socialisme af sig selv. Det opstod på baggrund af humanistiske folk som tænkte på helhedens velvære, da de så hvor ødelæggende og grusom kapitalismen var mod udvalgte befolkningsgrupper og etniciteter, og hvordan den skabte et skarpt klassesamfund der skulle stå op imod hinanden i kampen om overlevelse.

Socialisme er det første skridt i retningen mod kommunisme, altså er det kun en overgangsfase, som igen kan forlænges fra kommunisme til anarki, hvilket må antages at være den mest ædle og optimale samfundsform i kombination med kommunisme, men også den sværeste og den der tager længst tid at gennemføre. Jo længere ud man ønsker den røde politik, jo mindre modstand skal der til for at det hele knækker sammen på gulvet. Det er klart, at hvis Enhedslisten fremførte sig som et kommunistisk parti, hvad de jo på sin vis er, så ville de ikke vinde nær så 'mange' stemmer som de har i dag, da folk straks får skræmmebilleder af Sovjetunionen og Nordkorea malet på nethinden når folk taler om det ord. Med ordet 'socialisme' formår man at favne bredt, så folk kan nå at blive skolede og bevidste inden de tager et valg om de er trotskister, marxister, leninister, syndikalister eller anarkister. Selv er jeg anarko-kommunist.

Kære Markus

Jamen så er vi vel ikke sæligt uenige, udover at vi åbenbart analyserer folks præferencer lidt forskelligt. (klik evt på mit "navn")

Mht alle de der ismer, du opremser, så tror jeg ikke det er særlig vigtigt med alle de der gamle mærkater. De hører vist en anden tid til, og lad nu den ligge.

Lige nu handler det, som jeg ser det, om at afhjælpe de store problemer, verden står overfor. Lenin og Trotskij m.fl. er døde, ligeså er idéen i at lege skriftkloge marxister, og anarkisme er slet ikke relevant i forhold til at få disse problemer løst. Grunden til at så mange skynder sig at erklære sig som anarkister eller, som dig, anarkokommunister, tror jeg skal findes i, at venstreorienterede (med rette) er bange for at blive sat i bås med de fuldstændig fejlslagne og undertrykkende systemer, der i det 20. århundrede har kaldt sig socialistiske. Men det burde være selvsagt, at en socialist i dag er antiautoritær.

Nu må vi sætte kræfterne ind på at finde en måde at tackle kapitalismen på således, at det står klart for vælgerne, at en bæredygtig og socialistisk politik kan gøre op med den uretfærdige og miljødestruktive måde bruge vores fælles resurser, er mulig.

Jeg er personligt ligeglad, hvad vi kalder venstrefløjens politik, sålænge der arbejdes for at skabe en retfærdig verden. At formulere en politik, der tydeliggør, at privat ejerskab til produktionsmidlerne er alt andet end frihed, er vel et godt udgangspunkt for en kommende socialistisk omformning af samfundet. Så lad os gå efter det, men altid have den ydmyghed at huske på, at vælgerne er folk som du og jeg, uanset om de stemte på VKO sidste gang. Det handler om at bevidstgøre, ikke at indtage en bedrevidende arrogant frelst holdning.

*

Kære Markus

Jamen så er vi vel ikke sæligt uenige, udover at vi åbenbart analyserer folks præferencer lidt forskelligt. (klik evt på mit "navn")

Mht alle de der ismer, du opremser, så tror jeg ikke det er særlig vigtigt med alle de der gamle mærkater. De hører vist en anden tid til, og lad nu den ligge.

Lige nu handler det, som jeg ser det, om at afhjælpe de store problemer, verden står overfor. Lenin og Trotskij m.fl. er døde, ligeså er idéen i at lege skriftkloge marxister, og anarkisme er slet ikke relevant i forhold til at få disse problemer løst. Grunden til at så mange skynder sig at erklære sig som anarkister eller, som dig, anarkokommunister, tror jeg skal findes i, at venstreorienterede (med rette) er bange for at blive sat i bås med de fuldstændig fejlslagne og undertrykkende systemer, der i det 20. århundrede har kaldt sig socialistiske. Men det burde være selvsagt, at en socialist i dag er antiautoritær.

Nu må vi sætte kræfterne ind på at finde en måde at tackle kapitalismen på således, at det står klart for vælgerne, at en bæredygtig og socialistisk politik kan gøre op med den uretfærdige og miljødestruktive måde bruge vores fælles resurser, er mulig.

Jeg er personligt ligeglad, hvad vi kalder venstrefløjens politik, sålænge der arbejdes for at skabe en retfærdig verden. At formulere en politik, der tydeliggør, at privat ejerskab til produktionsmidlerne er alt andet end frihed, er vel et godt udgangspunkt for en kommende socialistisk omformning af samfundet. Så lad os gå efter det, men altid have den ydmyghed at huske på, at vælgerne er folk som du og jeg, uanset om de stemte på VKO sidste gang. Det handler om at bevidstgøre, ikke at indtage en bedrevidende arrogant frelst holdning.

*

Til Markus

Rettelse i link. Jeg har intet med Standpunkt at gøre, det var en fejl.

@N
Det er godt. :) Socialistisk Standpunkt er jeg ikke så meget for, navnligt pga. deres entristiske metoder (det har jeg også hørt at I benytter i Internationale Socialister, apropos?). Deres økonomiske analyser er fortrinlige, men deres bedrevidende arrogance, som du også selv nævner, er ikke til at bære, og jeg erkender at det på en måde nok er sådan folk (især borgerlige) opfatter mig, når jeg fører mig for meget frem med mine socialistiske visioner og erkendelser.

...Mht. det med ismerne, så er det rart nok at vide hvad man er og har fundet sin plads i verdenen af socialistiske teorier, især når man diskuterer med andre socialister. Men over for folk der ikke er indviede i begreberne er det selvfølgelig fløjtende ligegyldigt. For det meste er det jo blot en mærkat på et slutprodukt man ønsker af samfundet, men vi er alle nødt til at tilslutte os overgangsfaserne som de kommer i tilfælde af en eventuel revolution. Først da vil det blive relevant, hvilken retning man ønsker at trække samfundet i.

Bare en kort kommentar til Markus Lund

Et velment råd fra én der også har været ung og ikke til at skyde igennem engang: folk løber som regel skrigende bort, når bedrevidende ungmarxister ruller sig ud med indforstået teoretiseren og lange forklaringer om bittesmå bogstavkombinationer, ingen giver en skid for. Jeg tvivler på N's link til IS var ment som andet end et eksempel på hvorledes man som ung venstreorienteret kan vælge at organisere sig fremfor at indtage en arrogant og ukonstruktiv "de er allesammen dumme"rolle, mere end det var et oplæg til at du skulle fyre op for detailviden om miniorganisationer og marxistiske studiekredse med intern beef.

Mit velmente råd er altså, tag hellere at diskuttere politik med folk og forhold dig til de store linier - fremfor at lyde som et marxistisk leksikon fra halvfjerserne, for det interesserer ingen andre end lidt nørder på SUF's landsmøde ;) Mere indhold og mindre form m.a.o.