Læsetid 3 min.

Besværlige hjem, kompromisløse digte

Det lille forlag After Hand udgiver to unge danske digtere. Deres bøger er ikke ubetinget vellykkede, men de er helt ubetinget værd at forholde sig til
Det lille forlag After Hand udgiver to unge danske digtere. Deres bøger er ikke ubetinget vellykkede, men de er helt ubetinget værd at forholde sig til
8. maj 2008

After Hand var navnet på en lille boghandel i Nansensgade, København, drevet af digteren og billedkunstneren Henrik Have. Nu - den 25. april i år - er butikken lukket. Det er trist, byens litterære undergrund er blevet en halvt hemmelig oase fattigere.

After Hand er også et eksklusivt, lille forlag, drevet af samme Henrik Have. Det eksisterer heldigvis stadigvæk. Nyligst har det udgivet Glenn Christians debut Det hjemlige og Kristian Leths anden bog Besværet. Der er tale om to meget forskellige digtere, der dog er fælles om at skrive en helt egen slags digte.

Kristian Leth er søn af Jørgen Leth og har skabt sig en karriere som vidende formidler af ny musik i programmet Liga på DR1. Hans første bog Land var letlæst og i det hele taget meget let i det. Besværet, derimod, er en samling sært abstrakte digte. I sin sproglige teknik kan den minde om dele af Lars Skinnebachs Din misbruger; det føles, som om digtene arbejder med sætningselementer, som så sættes sammen i uendelige kæder uden rigtigt at blive til hele sætninger.

I stedet snor og drejer syntaksen sig som en af disse geometrisk umulige Escher-tegninger. Sådan her starter det første digt:

"Jeg påkalder mig sikkerheden/ om projektet, helhedens/ indforståede mening/ og ter mig som om/ operationer lykkedes selvom/ alt er oppe i luften og/ det øvre er som det nedre/ eller hovedet bør samarbejde/ eller skridt man tager/ i det man rækker en hånd/ med lillefingeren først."

Og så videre, i en langsomt spiralerende bevægelse. Til slut, som en art program, står der: "nu ingen budskaber, ingen bonmots/ ingen formuleringer eller perspektiver/ (bare være her og her)/ blændet af enten eller (og her)."

Men Besværet handler ikke om jeg'ets nærvær, opfinder heller ikke en 'ren skrift' om tingene i verden. I stedet fokuserer den på bevidsthedens fremdrift, dens rodede blanding af sansning og erindring, dens brud, dens skift fra abstrakt til konkret.

Samlingen mister noget pusten til slut og er til tider skæmmet af en art digterisk smartness, en selvbevidsthed, som ikke er klædelig. Men der er også rigtig mange fine passager undervejs. Den bagvedliggende vilje til at gennemføre et eget, litterært projekt gør i sig selv bogen interessant.

Sirlig voldsomhed

Glenn Christians Det hjemlige falder i tre dele. Meget i første del trækker på Per Højholts sene naturdigte. Der er samme sirlige sprogholdning og samme tendens til diskret og parodisk at tilskrive naturen bevidsthed og mål. Der er dog også et du og et jeg (med "små savtakkede tænder/ fast klamret til munden") og en mærkeligt rugende stemning af trussel og ulykke.

Her er sidste strofe fra bogens første digt:

"Bevægelig forkert som en snorløs marionet/ står træerne med håb om en samlet fremtid/ og ligner noget vinden genbruger for sjov/ godt udnyttende og uden noget mål i sigte."

Digtene i bogens anden del består af stærke, men triste digte om en psykisk syg "Glenn", som enkelte steder kammer over i det sentimentale. En lignende kæntren sker i bogens sidste del. Den har en stærkt dysfunktionel familie som omdrejningspunkt, faren tæsker moren, det lyriske jeg ser som barn på, sproget har samme sirlighed som i de første digte:

"Nu går solen ned./ Ligger i vandet rød som en Ferrari./ Mor slukker udsigten med ternede gardiner./ Ryggen af mor, fyldt op til randen med knogler,/ blomstrer af små uheldige sår fra i går./ Far var hård."

Nå ja, denne usædvanlige sammensmeltning af Højholt og Vita Andersen lykkes kun halvvejs. Men selv med sine skønhedspletter er Det hjemlige en særegen og fin samling, som man gerne læser igen, ligesom det nok er værd at holde øje med Glenn Christian fremover.

Til slut en forlagspolitisk kommentar: Med Det hjemlige er fire af det sidste års interessante, debuterende lyrikere kommet på små, idealistiske forlag - Glenn Christian, Lene Asp Frederiksen, Katinka My Jones og Morten Søkilde. Fra den etablerede forlagsverden, og når det kommer til lyrik vil det i praksis sige Gyldendal og Borgen, er kun kommet Palle Sigsgaard.

Er det fordi, de store forlag ikke gider? Fordi de ikke har noget at tilbyde unge lyrikere? Det er i al fald påfaldende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu