Læsetid: 5 min.

Drømmen om at fare vild

Gå med ind i Tim Rushtons suveræne 'Labyrint' og drej til højre. Eller til venstre. Og lad dig selv dvæle netop dér, hvor dine tanker bliver milde, og din krop mærker musikken og lysten
Dansk Danseteaters forestilling -Labyrint- er en suveræn sanserejse ind i eksistensens hemmeligheder.

Dansk Danseteaters forestilling -Labyrint- er en suveræn sanserejse ind i eksistensens hemmeligheder.

Hillary Briggs

27. maj 2008

Labyrinter er for folk, der ønsker at fare vild. Og Tim Rushton er så stor en kunstner, at han gerne vil vise publikum hele sin kunstneriske labyrint. Både de steder, hvor han vælger rigtigt, så koreografien bruser, og tilskueren glider i ét med dansen. Men også de hjørner, hvor han drejer forkert, så dansen kommer til at gentage sig.

Så generøs er Tim Rushton altså. Og hans forestilling Labyrint er samtidig et gæstfrit 'kig ind i hans iPod', så at sige, for forestillingen består af musik af hans yndlingskomponister fra den nye musik - Arvo Pärt, Steve Reich, Poul Ruders og den unge slagtøjskomponist Mathias Fris-Hansen.

Og et øre ind i hans billedverden, hvor Signe Krogs video-grafik transformerer sig i uendelighedsmønstre. Rushton er en scenekunster, der inddrager alle kunstarter i sit totaludtryk. Konceptet for denne Labyrint virker indlysende oplagt, når man står midt i den: En labyrint af gange, hvis vægge har firkantede huller - i labyrintmønstre - ind mod forskellige scenerum, hvor dansere danser. Tilskueren bliver sin egen labyrintguide: Man må vælge at forlade dansen i det ene rum for at kunne gå videre til dansen i det næste rum. Derfor får alle tilskuere deres helt egen forestilling, afhængig af deres labyrintvalg. Men hele tiden kan alle høre den samme musik, der spilles i det bageste rum - af veloplagte Athelas-musikere såsom Anna Klett på uforfærdet klarinet, Anne Marie Fjord Abildskov på barfodsklaver, Ida Lorenzen på legelysten violin og så Mathias Friis-Hansen på blød xylofon. Ny musik i spritny fortolkning. Ligesom dansen.

Tegnet med fingeren

Sanseligheden mætter labyrinten. Tilskuerkroppen indstiller sig hurtigt på uoverskuelighedens præmisser. Benene står, indtil de bliver trætte, for så sætter de sig bare på hug. Og hovedet holder distancen, indtil det læner sig ind gennem en væglabyrint for at følge danserne så tæt som muligt.

I denne forestilling vil danserne gerne i øjenkontakt. Som egern hopper de hen til tilskuerne i væghullerne. De gnider sig op ad væggene indefra - og rækker måske en fod ud gennem væghullerne i nysgerrighed. Den ungarske danser Csongor Szabó strækker pludselig sin arm ud mod mig og tegner med fingeren på mit ansigt - spørgende og indtrængende - indtil han vender sig væk og løfter sin skulder, så jeg kan krybe i ly under hans vinge. En krop til låns og til sans, lige et kort øjeblik.

For Dansk Danseteaters Labyrint er intimdanseteater, når det er smukkest og mest nærværende - og mest uforfærdet ambitiøst - og en flot og uforudsigelig fortsættelse af Rushtons skæbnegrublen fra Passion sidste år. De ni dansere bevæger sig rundt i toptrimmede kroppe med den æstetik, der er Rushtons: Den lodrette krop, der bølger, så hovedet dukker og balderne stritter, og balancen forskyder sig mod nye positioner i labyrinten. Og den ivrige krop, der søger andre kroppe at bevæge sig sammen med i synkront flow: Rul, drej, split, vrid skulder, bøj knæ, glid langt ...

Danserne er vildt dygtige og udholdende på kanten til det maratonagtige: Tre timers dans non-stop er vanvid i sig selv. Men sådan er det vel med Rushton: Han presser sine dansere helt hen til kanten af det mulige. er er ikke længere danske dansere i Dansk Danseteater. Måske er kravene for høje. Måske er udenlandske dansere bare bedre medskabere for Rushton, hvis dansere er mellem 25 og 40 år gamle; (nej, stjernen Stina Mårtensson er ikke holdt op, hun har bare fået et barn, tillykke). Man skal tydeligvis være selvstændig kunstner hos Rushton; teenager eller atletdanser er ikke hitkvaliteter her.

Rimpet langs rygsøjlen

Som oftest hos Rushton er der ingen historie. Labyrintens uendelige søgen er historie nok i sig selv. Dansernes kostumer af Mette Jehrbo er derfor også bare neutrale kropsdragter, syet som hvid eller sort gaze, der er rimpet sammen langs rygsøjlen som en kropskonstruktion. Desuden skal kroppene løbende underlægge sig video-scenografien sammen med musikken. Stroboskoplys vælter gennem rummene som momentan bodypaint sammen med drilske gulvstriber eller labyrintagtige tern - eller også forvandler gulvet sig til grønne digitaltal, der speeder op til at være en rivende flod af selvlysende 0'er og 1-taller. Særlige paparazzi-projektioner kan også finde på at tvinge sig ned over den enkelte danser med sære plamageskygger, som kroppen ikke kan løbe væk fra. Koreografen og eks-Rushton-danseren Tina Tarpgaard er særligt optaget af denne effekt i sine bidrag til koreografien, hvor danseren Hilary Briggs tegner utrættelige streger ud af den sortlilla skygge med sine præcise ben, dog uden at bryde skyggens forbandelse.

Spejlet af S'er

Labyrint kan egentlig ikke adskilles i de 10-minutters scener, som musikken dikterer. Den opleves som den enhed, den nu engang bliver for tilskueren - i dét tilfældige vandringsforløb, som tilskuerens drejen til højre eller til venstre nu engang skaber. For mig personligt blev højdepunktet en duet (kl. 19.31) til Arvo Pärts musik Spiegel im Spiegel fra 1978. Den dryppende musik er anvendt af flere koreografer, mest berømt af John Neumeier til bryllupsnatten i Othello fra 1985. Rushton lader duetten forme sig som en erotisk rejse for to kroppe, der hægter sig sammen på alverdens måder: I knæhaserne, i albuerne, i lænden ... Og danserne omfavner hinanden, som var der kun de to, lige dér - og ikke for eksempel mig i et glughul i labyrinten.

Hér opløses labyrintens strenge former og rette linjer. De elskende kroppe bøjer og bugter sig, og ranke rygge bliver til buede S'er i vellyst.

Alligevel skaber dansen ikke voyeurer, kun beundrere. For lige så pludseligt som den begyndte, så slutter denne dans - stille og bestemt, men kærligt og uden fortrydelse. Så glider danserne gennem labyrinten for at opsøge nye møder med endnu ukendte kroppe. Og måske for at fare vild.

Labyrint. Koncept: Tim Rushton, Koreografi: Tim Rushton, Tina Tarpgaard og Chris Elam. Musik: Steve Reich, Mathias Friis-Hansen, György Ligeti, George Crumb, Arvo Pärt, Poul Ruders m.fl. Video: Signe Krogh, Ole Kristensen og Jonas Jongejan og Eva Koch. Scenografi: Johan Kjølkjær og Tim Rushton. Lys: Michael Breiner. Kostumer: Mette Jehrbo og Tim Rushton. Dramaturgi: Gerd Schottländer. Athelas Sinfonietta Copenhagen og Dansk Danseteater i Kanonhallen, K2. Desuden foredrag kl. 19.15, f.eks. torsdag ved Carsten Thau om labyrinter. Til den 7. juni. Ons-lø kl. 18, 19, 20.

www.kaleidoskop.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu