Læsetid: 7 min.

Der var engang et rockband ...

... som bestod af nogle individer, der larmede på bas, guitar og trommer i et øvelokale. Nu har gennemsnitsrockbandet fået selskab af computeren og af den store syntetiske musikarv. I nogle tilfælde er det en enorm gave, i andre giver det anledning til både røvbalde og tågerier
De tyske indierockere i The Notwist blander på det nye -The Devil, You + Me- strygere, blæsere og programmeringer med stor succes, mener Informations Ralf Christensen.

De tyske indierockere i The Notwist blander på det nye -The Devil, You + Me- strygere, blæsere og programmeringer med stor succes, mener Informations Ralf Christensen.

Jon Bergmann

3. maj 2008

Der er løbet megen elektricitet gennem kredsløbene, siden nogle skøre gutter i slutningen af 60'erne og op gennem 70'erne koblede elektroniske klange og redigeringer med rockinstrumentparken, som vi kender og elsker den. Silver Apples, Neu!, Can, Tangerine Dream, Kraftwerk, Suicide. Man begyndte skam allerede dengang at udforske en ny tids muligheder, blandt andet inspireret af avantgarde-elektronikere som Karlheinz Stockhausen. Senere blev synthesizeren en mere eller mindre lykkelig bestanddel af mangt et rockband. Og i 90'erne kunne vi høre bands tage afsæt i forskellige former for rave- og chillout-kultur i nye fusioneringer af teknologi og håndarbejde, klubkultur og øvelokale.

Megen elektricitet er altså løbet gennem kredsløbene, men aldrig har det løbet så lystigt som i disse år, hvor laptoppen og andre former for isenkram er blevet en helt naturlig del af et utal af rockbands. Et moderne rockband består således ikke kun nødvendigvis af nogle cool knægte med hang til at larme, men også med en eller flere der kan styre software. Nørden har vundet eksistensberettigelse i øvelokalet, og lyden af syntetisk maskinpark er blevet en helt naturlig del af sange om frihed, ung kærlighed, løssluppen sex, fremmedgørelse over for og flugt fra det moderne samfund.

Notwist

Den tyske gruppe The Notwist begyndte at mixe elektronik og indierock tilbage i midten af 90'erne, og de står i dag som vigtige inspirationskilder for en ny generation. Hør deres electronica-jazz-indie-album Shrink fra '98 og især deres indietronica-mesterværk Neon Golden fra 2002. Det giver perspektiv.

Først seks år senere er album-opfølgeren ankommet, og med The Devil, You + Me er The Notwist vendt tilbage med æren i behold. Albummet er optaget i deres hjemby Weilheim i nærheden af München. Og de fire tyskere diverterer os fortsat med en melankolsk indierock-sangskrivning forløst af både mand og maskine. En helt naturlig sammensmeltning af guitar, bas, trommer, beats, clicks, cuts, glitches og Markus Achers blege vemodige røst. Man kan kalde ham en albino-soul-sanger - fordi han vrider sin nordeuropæiske spleen ud over sangene, ikke fordi han har nogen bemærkelsesværdig røst. Han ville ikke få lov at slikke frimærker hos Motown, men hans klemte stemme fortæller sin egen intense historie og rummer sin egen transcendens. Som for eksempel når den synger "Let's just imitate the real, until we find a better one".

The Notwist foretager nye udvidelser af deres i forvejen betragtelige territorium på The Devil, You + Me. Der er for eksempel det helt åndeløst smukke "Where In This World" med spændinger og angrebsbølger mellem strygere og blæsere i orkestrale formationer over for de nærmest intimt klingende programmeringer i front. Men intakt er fordums gribende insisteren på en enkel lyrisk stil i sangskrivningen, selv når arrangementerne skruer sig op på et tårnhøjt niveau - hvorfra man altså stadig er i kontakt med følelseslivet. En bemærkelsesværdig bedrift.

Veto

Danske Veto har måske hørt The Notwist og sikkert også amerikanske Dntel og Postal Service inden de begyndte at parre rock med elektronik. Og de har måske lyttet til luksuriøse beatpoetiske udladninger fra Underworld. I hvert fald snor og vrider Vetos syntetiske klange sig, de pisker lytteren og stempler rocksangene på den danske kvintets andet album, Crushing Digits. Som mere er et synthrock- end et indietronica-album.

Måske har frontfigur Troels Abrahamsen fået sit behov for at nørkle med detaljerede laptop-programmeringer ud i sit SuperTroels-soloprojekt, måske har bandet bare haft behov for en mere umiddelbar og dynamisk proces, hvor man ikke har været så bundet op på programmeringer.

I hvert fald har Veto bevæget sig tættere på synthrock-landsmænd som Nephew og Spleen United og på festspektakler som The Floor Is Made Of Lava (som Abrahamsen også har produceret).

Og dermed er det en hårfin balance, som Veto forsøger at holde. På de bedste sange - for eksempel "Built To Fail" (synth-tema i stadion-størrelse), "Shake" og "Digits" - er Crushing Digits et forrygende stof sprøjtet i årerne på lytteren. Men Veto kan også - på "You Say Yes, I Say Yes" og i passager på "Unite" og "You Can't Afford It" - blive for modernistisk røvbaldede på den der maskinelle og tomt gestikulerende/manipulerende måde, som også Nephew forfalder til.

Det er ikke nok at træde på sømmet, folkens, det er også måden, man gør det på. Og den er nogle gange for nem, for fortærsket, mens den andre gange er ren højoktan rastløshed.

Forsanger Troels Abrahamsens har stadig en særegen klang, godt oppe i registeret uden at miste fylde eller farve, og hans angiveligt hurtigt affyrede tekster er rig på sentenser, man bliver hængende ved: "I've had enough of crushing digits. I'm not worth more than I earn", "If we could reach, we would all just choke you", "There are countries in your head that I can not travel to", og "If you mind your thoughts, then I'll keep mine. And if you keep your fingers crossed, I'll keep trying".

Crushing Digits er - med undtagelser som det strålende, skridende track "Spit It Out" - en plade, som går efter primale følelser på det musikalske niveau.

Jeg savner lidt nuancer hist og her, hvor synthesizere og elguitarer indgår i en uhellig alliance om at sparke fremmedgørelsen ad helvede til, men i stedet indsætter en ikke mindre fremmedgørende distanceblændende stadionrock.

Men det virker sikkert live, og som helhed indikerer Crushing Digits, at Veto er blevet et mere fuldendt festband, frem for et sjælegranskende indietronica-outfit. Og det har sgu også ret.

Subtle

Amerikanske Subtle kalder sig selv for et genreløst band, men jeg vil hævde, at det essentielt er et rockband med rigtig meget elektronisk legetøj og et eksploderet fokus. Men det er også et hiphop-band med en hvid middelklasse-hang til indierock. Og et synthpop-eksperiment. Få bands er i hvert fald så konsekvent uskarpe, så konsekvent søgende, samtidig med at de forsøger - og også uforfærdet fejler i forsøget på - at skrive rocksange.

Subtle formår at skabe smukke tågeformationer omkring deres sange, men også bare tåger på deres nye album Exiting Arm. Her kan billigt klingende tromme-optagelser blande blod og bits med symfoniske synth-strukturer, gurglende bas-synth kan gå i brydekamp med håndspillet trommesæt, umage par mødes og danser radbrækket kinddans.

Højhastigheds-rapperen og forsangeren Doseone med den karakteristisk nasale stemme er stadig en form for fikspunkt i sangene, der desværre ofte fortaber sig i storladne komplekser af overvældende format og unødige nørklerier. Og man kommer til at savne prægnans i gruppens troldspejle - ganske enkelt bedre sange, der ikke får de syrede produktioner til at virke som camouflage.

Men hvis man vil have åbnet ørerne for rockens potentiale ude i de herreløse egne, så lyt til sange som "The No", "Hollow Hollered" og "Providence".

MGMT

"I'm feeling rough, I'm feeling raw, I'm in the prime of my life", lyder de første linier på den amerikanske duo MGMT's debutalbum Oracular Spectacular. Sjovt nok bliver MGMT nogle gange en kende sentimentale i deres vers og omkvæd, hvilket er ret forvirrende i forhold til deres iscenesættelse og formentlig også deres selvforståelse.

Men det meste af tiden tror man på, at det er noget andet end PR, der er på spil, når d'herrer på cd-omslaget til Oracular Spectacular står bemalede, med fjer på, i bare overkroppe, i gang med at futte dollars af.

For MGMT er, når de er bedst, eventyrlig popmusik, formentlig inspireret af de sidste fem års mest toneangivende og trendsættende band overhovedet, Animal Collective.

De (vistnok) analoge synthesizere bruges til at sprede varme og tegne naivistiske melodier med, om det så er i en eller anden form for børnesange, protodisco-tracks eller sen-psykedelisk sags tjeneste. Og MGMT er betragtelig mere tilgængelige end Animal Collective, helt klart optaget af verset og omkvædet - og i stand til at trylle med det, når de er bedst.

Duoen synes knyttet til en svunden tid, til dengang musik var bundet til et blomster-besat oprør. Men den unge musik er jo ofte og gerne bundet til et mere eller mindre effektivt oprørspotentiale. For eksempel rører det nye, sære Amerika på sig i en anti-rationalistisk, anti-kapitalistisk bevægelse ud mod en ny form for folklore. Og MGMT er et af de bands, der befinder sig i udkanten af dette livsalige vildnis. Du kan høre dem fløjte deres melodier og stryge deres instrumenter fra inde mellem træerne. De fortæller dig, at du sagtens kan følge med dem. Du kommer ikke til hverken at miste kone, job, livsforsikring eller fladskærm på vejen. Men du kan måske få lyst til det.

The Notwist: The Devil, You + Me (City Slang/Bonnier Amigo) Udkommer mandag den 12. maj.Veto: Crushing Digits (Reset08/Sony BMG). Udkommer på mandag.Subtle: Exiting Arm (Lex Records/VME). Udkommer tirsdag den 13. maj.MGMT: Oracular Spectacular (Columbia/Sony BMG). Udkommer på mandag.The Notwist, Veto og MGMT spiller på årets Roskilde Festival.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu