Læsetid: 2 min.

Erindringer, som stedvis glimter

Gynther Hansen supplerer stadigt gnavende barndomsmærker
5. maj 2008

Barndomsoplevelserne i grænselandet er grundstoffet i Gynther Hansens forfatterskab i både romaner, noveller og deciderede erindringer. Født i 1930 voksede han op i Varnæs ved Aabenraa i et hjemmetysk miljø, hvor familien under krig og besættelse for længst havde valgt side i Hitler-begejstring. Det er grundigt beskrevet i let fiktionsform og i erindringsbøgerne Det var så det og Endnu et bette nyk tydeligt tegnet op gennem den stærke binding til papa og mama og den voksne storebror Lorenz fra moderens første ægteskab.

Færdig med historien er han så ikke, siden endnu en tur i det traumatiske og pinagtige stof skal foretages med Mig og min storebror, der nu foreligger med sine stykvise indfald og udfald i korte episoder - lidt hulter til bulter. Det er endnu en bearbejdelse af den foragt, han objektivt nærer til den psykopatisk virkende 'Bror'. Et monster af stædig stupiditet, skvattethed og løgnagtigt pral, stimuleret af solid alkoholisme. Gynther har haft brug for al den smule ømhed, han som forkommen dreng har kunnet skrabe sammen fra 'papa' og 'Bror', selv om det mest var træk af egoisme og ufølsomhed, han mødte.

Værnemagere og i aktiv tysk tjeneste på forskellig måde var både 'papa' og 'Bror', stikkeri og angiveri påviselige. Sejrherrernes straf efter Hitlers nederlag forværrede kun habitus hos den afstumpede 'Bror', som fik fire-fem år i Fårhuslejren og lærte sig at forstå holocaust som de allieredes propaganda.

Anekdoter

Gynther Hansen har på en måde opgivet at samle portrætterne til en fortolkning, men skraber bunden af deres menneskelighed i de historier og scenerier, han sådan kommer i tanke om, punkter mere end linjer, hellere bemærkninger og ord, som har bidt sig fast, også i ubetydelige, pointeløse anekdoter. Sig selv sparer han ikke i sin opregning af diverse fortrydelser.

Komposition og kronologi kommer først frem i de følgende dele fra de unge og voksne år, da han modvilligt har ladet sig uddanne til bibliotekar, skønt hans hu stod til danskstudiet. En sent diagnosticeret maniodepressiv psykose har været en svær forhindring i arbejdslivet med kollegiale konflikter i kølvandet. Spændende er redegørelsen for årene som bibliotekar i Flensborgs danske bibliotek under overbibliotekar Torben Glahn, der får et krydret portræt med en undertone af bitterhed og såret forfængelighed, bl.a. over en vis underkendelse af det store kulturelle arbejde, han udførte med udstillinger og koncerter i det blandede dansk-tyske miljø. Her også om de politiske og selskabelige miljøer, et materiale, som ikke er meget brugt i dansk litteratur. Fremstillingen standser ved hans debut som forfatter.

Selv om familiebilledet er det skrappest virkende stof i bogen, er der noget mere flugt over stilen, der generelt ikke gør megen stads af sig selv, i karrieredelen, hvor også en barsk humor slipper til. Retrospektivt f.eks. i skildringen af en familie, hvor konen er død og brændt og urnen afleveret i hjemmet, hvor den står til given lejlighed. Manden skråede, "men under krigen blev skråen jo svær at opdrive, så han supplerede den af og til ved at tage lidt aske af krukken. Det må være sket et par gange om dagen, for da krigen var forbi, havde han spist sin kone, i hvert fald hendes aske."

Den historie er der endelig et langt perspektiv i. En mere sleben artist ville have droppet de sidste fem ord.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu