Læsetid: 2 min.

Fædrelandskrigens helte og ofre

Gigantisk fremstilling af Den Røde Hær som organisation og fænomen i Anden Verdenskrig udfordrer Vestens stereotype opfattelse af Sovjet
Gigantisk fremstilling af Den Røde Hær som organisation og fænomen i Anden Verdenskrig udfordrer Vestens stereotype opfattelse af Sovjet
22. maj 2008

Den britiske historiker og ekspert i sovjetiske forhold, professor Catherine Merridale har præsteret det tilsyneladende umulige: at give en nuanceret og særdeles mangfoldig beskrivelse af Sovjetunionens enorme landstridskræfter under Anden Verdenskrig, i Rusland benævnt Den Store Fædrelandskrig.

Her i landet fortaber vi os i myter om et smerteligt, men nøgternt set overskueligt antal ofre under besættelsen, mens man i russisk historie opererer med 26-28 millioner døde, civile og militære, som direkte følge af krigshandlingerne. Antallet af sårede er mere usikkert, men er formentlig tre gange så stort.

Disse ubegribelige menneskelige lidelser begyndte med Nazi-Tysklands indmarch i Rusland i juni 1941 og sluttede i foråret 1945 med Berlins fald. Hæren leverede allerede fra begyndelsen af det tyske felttog millioner til de astronomiske tabstal; de, der ikke blev dræbt, måtte vandre i tysk krigsfangenskab, hvilket især i krigens begyndelse var så godt som ensbetydende med den visse død.

Voldtægt og fjendskab

Adskillige fremstillinger har selvsagt siden 1945 skildret fædrelandskrigens militære historie: først de store tilbagetrækninger, tabene, den fortvivlede modstand mod Hitlers effektive krigsmaskine, vendepunkterne foran Moskva og Leningrad, triumfen i Stalingrad, de store modoffensiver, slaget ved Kursk og det endelige stormløb mod den tyske hovedstad og Hitlers død.

Opfattelsen af Den Røde Hær har som oftest været præget af de navnløse horders ansigtsløshed, samt de sovjetiske soldaters systematiske hærgen under felttoget i Tyskland, samt ikke mindst deres utallige voldtægtsforbrydelser mod de slagne tyske kvinder. Dertil kom den almindelige fjendtlighed i efterkrigsårenes koldkrig, hvor alt der smagte af Sovjet forledes med umenneskelig primitivitet og råhed. Et flerfarvet billede har der så at sige ikke været tegnet.

Denne opgave har Catherine Merridale taget på sig og gør det meget overbevisende på baggrund af omfattende studier i marken, det vil sige interviews med de overlevende. Efter Sovjets sammenbrud blev hidtil usete kildesamlinger tilgængelige, hvilket også præger bogen Ivans krig.

Læg vel mærke til titlen: ikke Stalins krig, men Ivans, den almindelige sovjetsoldat fra det vældige vidtstrakte rige. Indgangsvinklerne er mange - også til de grusomheder, soldaterne uomtvisteligt begik, og hvorved de i overvejende grad adskiller sig fra de øvrige allieredes adfærd. Den russiske Ivans baggrund var uimodsigeligt også noget anderledes. De tyske styrkers ødelæggelser og myrderier berørte så at sige alle sovjetsoldater. Baglandet var i bogstaveligste forstand ruineret, og soldaterne vidste af erfaring, med hvilken foragt tyskerne behandlede deres slaviske fanger. Hævnmotiverne var således mangfoldige. Dertil kom, at de fleste sovjetiske unge mennesker, som jo udgjorde hæren, ikke havde levet under andre systemer end det stalinistiske. Det ene med det andet.

Imponerende empati

Catherine Merridales metodisk forsvarlige indleven i disse ofte ulyksaliges menneskers vilkår er intet mindre end overbevisende. At nogen overhovedet overlevede disse rædsler, som forfatteren ikke gennemgår som en egentlig krigshistorie, forekommer mirakuløst.

Men også her giver bogen stof til eftertanke. Vestens stereotype opfattelse af Sovjet som en rent ud industriel og organisatorisk fiasko stemmer ikke overens med de raffinerede våbensystemer: raketter, tanks og fly som trods alt kom ud af Stalins våbensmedje. Den Røde Hærs kvalitet højnedes desuden mærkbart i krigens løb trods tilbageslagene efter Stalins officersudrensninger op til krigen.

Bogen er godt oversat af Peter Mollerup, skønt Bukarest ikke er hovedstaden i Ungarn; noter, litteraturliste og register upåklagelige.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu