Læsetid: 5 min.

Farvel til Flinkeskolen

Debutanten Annika Aakjær udsender en håndfuld hvasse, men også kloge sange, mens veteranen Henrik Strube med succes gør sig som historiefortæller i grænselandet mellem sang og tale
3. maj 2008

Faldt pladask for debutanten Annika Aakjær og hendes sange, da jeg i efteråret oplevede hende på Jazzhouse, men samtidig blev jeg lidt nervøs for, hvorvidt hendes sange kunne klare sig uden hendes vitalt vittige introduktioner. Thi det pigebarn er så godt skåret for tungebåndet og kan fyre en monolog af, så man havner på kanten af stolen for at få hvert et ord med. Med den indbyggede risiko, at man - som tilfældet er med én af Aakjærs erklærede helte, Niels Haus-gaard - måske ikke får hæftet sig så meget ved selve sangene.

Nuvel, med debutalbummet Lille Filantrop bliver disse forbehold gjort til skamme - sangene både kan og vil stå på egne ben, det er bare at tage for sig af retterne. Vi taler et afvekslende repertoire af fængende og præcise ofringer, hvor tekster om uskyld og kynisme, erfaring og mangel på samme tørner mod hinanden i skøn disharmoni.

Aakjær har et skarpt blik for såvel andres som egne skavanker og svagheder, og hun udleverer dem gerne i enkle, men skarptskårne vers, hvorfor pladen lige så godt kunne have heddet Lille Misantrop. Det ville tilmed have været en mere sandfærdig titel.

Thi Aakjær vil måske gerne tro på såvel andre mennesker som på kærligheden, men det fornemmes, at hun ikke rigtig tør eller kan. Hendes erfaringsmasse bæres åbenlyst ikke igennem af ukueligt ungdommeligt overskud, tværtimod løber en ram em af lige dele skepsis og pessimisme gennem sangene. Hvilket selvfølgelig så også er lidt af en befrielse, når man betænker de mange unge kvinder, der uden skam tilfører verden endnu flere sange/løgne om en alt betvingende klam kærlighedslykke; flere end i hvert fald mit nervesystem kan tage. Kærlighed, mine damer og herrer, er ikke så forskellig fra fast arbejde. Enhver, der påstår noget andet, er fuld af enten løgn eller lykkepiller. Nå, den slags puttenutterier er der ikke noget af her.

Musikalsk og melodisk placerer Aakjær sig midt på kørebanen i tidens malstrøm af sanger-sangskrivere, men producer Henrik Marstal skal have ros for et konsekvent spændende og afvekslende lydbillede, der på det smukkeste indfatter Aakjærs kantede og udfordrende sangstemme. Aakjær har i kraft af sit ørneblik for menneskets mindre flatterende sider et spektakulært potentiale, som allerede i høj grad forløses her. Kun savner jeg en smule ømhed (for sig selv som for andre) som modvægt til de mange bitre piller, lytteren må sluge undervejs. Men en alt for sjælden type intelligens er kommet i spil her, og vi byder den uforbeholdent velkommen, thi det er sgu rart med nogle sange, der hverken lider af berøringsangst eller i et væk svæver væk fra lytteren på en lille fucking lyserød sky.

Swingende monologer

En anden positiv overraskelse i ugens cd-stak er veteranen Henrik Strube, som med en fortid i både No Name og Røde Mor samt en lang solokarriere bag sig har fundet en ny niche som strømførende historiefortæller på albummet StoryBeat (ja, det er en åndssvag titel til en dansksproget udgivelse; men okay, den er mindst lige så god som Lars Lilholts Storyteller! Come on, drenge - give us a BREAK, for nu at sige det på godt dansk), hvor tolv velskrevne og sprogligt swingende monologer fremsiges i et attraktivt, ukrukket toneleje henover producer/arrangør/ mikser Kristian H. Martinsens opfindsomt strukturerede lydskaber, der virkelig digter med! Ikke helt ulig samarbejdet mellem Halfdan E og Dan Turèll, som det udmøntede sig på to fine 90'er-albums, men dog med et mere udpræget prosa-tonefald.

Mestendels står Strube selv for både tekst og musik til de som tommelfingerregel topunderholdende historier fra nær og fjern, som lytteren diverteres med. Strube har en behageligt moduleret stemme, der passer som Hans i Grete til historierne her, og man lader sig gerne synke ned i lænestolen og føre af sted på fantasiens hav i hans selskab; kun et par ansatser til sentimentalitet skurrer i den ellers mundrette talestrøm. Her er tekster om København, lynet, der slår ned, erindringer, store biler, de udstødte, den gode vilje, monomani, violinbyggere, den eneste ene, det grænseoverskridende, langturschauffører og charlataner. Blandt andet. Mellem de mange akkompagnatører bider man især mærke i korsangerinden Camilla Tiedt, der føjer sig helheden, men også tilfører den en smuk længselsfuld melodisk klang.

Strube har med StoryBeat med stort held genopfundet sig selv og er landet på en musikalsk hylde, der passer ham perfekt - i både bredden og højden. En positiv overraskelse.

Dissing & Las, ja hvad med dem? Jo, efter i mange år at have givet den som Dissing, Dissing, Las & Dissing i selskab med far Povl som trækplaster, har den store trubadurs to sønner Jonas og Rasmus i selskab med den evige Las Nissen kastet sig ud på det dybe vand og albumdebuterer som trio med Lige præcis. Jeg iler med at tilføje, at ingen af Dissing-drengene vokalt minder stort om deres legendariske far. Og det er jo godt.

Alligevel savner man ind imellem Dissing Seniors raspende organ til at brænde igennem på en plade, som med sine i alt 16 skæringer føles en smule for lang. Alle tre herrer komponerer sange, med Rasmus Dissing og Nissen som de flittigste; men numrene ligger alle i samme roots-orienterede sanger-sangskriver leje og min hovedanke er, at de hverken enkeltvist eller i samlet flok rigtig løfter sig over det jævne. Det er gennemsympatisk fra start til slut, men kun Las Nissens modal-prægede "Enetale" ejer for alvor kant nok til, at man spidser ører.

En fræk, utraditionel og chancetagende producer ville have klædt udgivelsen her, som trods habilt håndværk, smukke ansatser og velskrevne sange ikke letter fra jorden, grundet den alt for ferske og forudsigelige produktion, der følger alle regler for passende adfærd i et pladestudie.

Man forstår trangen til at bevæge sig ud fra under farmands lange skygge, men der skal nok lidt mere chili, karry og hvidløg i retten næste gang. Der simpelthen for meget sovs og kartofler over foretagendet her til, at man rigtig føler trang til at kaste sig vildt frådende over det.

Annika Aakjær: Lille Filantrop (Playground) Udkommer mandagHenrik Strube: StoryBeat (Gateway)Dissing & Las: Lige præcis (Cope Records/VME) Udkommer mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer