Læsetid: 5 min.

Figaro a la mode

Traditionel moderniseringsopsætning af Mozarts genistreg med bovlam logik og løse ender
Don Bartolo er i hænderne på Guido Paevatalu, og den figur glider som i olie. Få har sceneudstråling som han, den fødte Figaro.

Don Bartolo er i hænderne på Guido Paevatalu, og den figur glider som i olie. Få har sceneudstråling som han, den fødte Figaro.

Det Kongelige Teater

6. maj 2008

Instruktøren skriver selv i programmet, at personerne i denne opera er som små forsøgsdyr, der løber rundt og gør deres bedste uden egentligt formål. Skal man være ondskabsfuld kan man mene, at det lige netop er den rolle, som denne opsætning tildeler et mere end bemærkelsesværdigt værks højst målrettede mandskab. Hver person i Figaros Bryllup har sin egen dagsorden, som kommer i skiftende konflikt med de øvriges. Overordnet har Mozart og da Ponte efter Beaumachais' komedie La folle journée ou Le Mariage de Figaro fra 1778 i højeste grad et formål, nemlig opgøret - om end i udtyndet form i operaen - med første stand: adelen med hals og håndsret over deres undergivne. Det siger sig selv, at skærer man denne præmis ud af forestillingen, og vel at mærke en af de mest nedværdigende og vidtgående af adelens prærogativer: førstenatsretten til almuens nygifte kvinder, ja så får det betydelige følger for handlingens indre logik.

Præmissen på Den Kgl. Operas nye opsætning af Figaro er ikke desto mindre fjernet, idet iscenesætteren vælger at lade operaen - angivet på det skolekomedielignende fortæppe - udspille sig i 2007, hvor Figaro læser IKEA-katalog, greven er blevet til ejer af et fodboldhold, landsbyens folk paparazzier og journalister, pagen fodboldstjerne og Figaro og Susanna nærmest ligestillede, hvis frie forhold i husholdningen er af en sådan art, at Figaro kan tillade sig at gå korporligt på greven.

Opsætningens postulat er at disse mennesker, således revet ud af deres tids forudsætninger, er som deltagerne i Big Brother realityshows. De er spærret inde i den boks, hvori vi som lurere kan betragte dem, eller for at være lidt finere på den igen ifølge instruktøren: som i Sartres Lukkede døre.

Dette synspunkt dementeres unægteligt allerede i Mozarts musik, hvis pirrende, æggende, sødmefuldt uafviselige fryd og smerte viser hen til alt andet end Sartres rædselsforestilling om helvede, som er de andre. Det er de andre selvfølgelig altid, når man ikke får det, som man vil have det, men det er jo netop pointen hos da Ponte og Mozart: under bestræbelsen på at få dét gælder alle kneb inklusive jagten på den maksimale nydelse. Intet under at Mozarts egen yndlingsopera var Cosi fan Tutte: sådan gør de alle. Man skal ikke gøre sig illusioner i driftslivet, og de, der taler om til døden os skiller, er enten hyklere, dumme eller naive. Mozarts figurer er uanset samfundsstrukturen ikke tonedøve.

Forfejlet fornyelse

Mozart og da Pontes langt udspundne og dybt tilfredsstillende intrige - eller intriger for der er mange - er skabt som et ubrydeligt værk med en fuldstændig klokkeklar logik båret af en prærevolutionær samfundsorden, der bestemte alle vilkår. En forudsætning for logikken er grev Almavivas magt qua adel - ikke alene magt over de undergivne, men så sandelig også over grevinden. Forflyttes greven i tid ligesom Don Giovanni i Det Kgls. anden løbende Mozart forestilling, bryder grundforudsætningen i handlingen sammen, og en ny må skrues sammen. Det har Kasper Bech Holten så gjort, men med forlæggets i formel forstand intakt.

Og så er det det går galt, for erstatningsbevægelserne i forestillingen er ikke særligt dybsindige i forhold til det, originalen fordrer. Dette er sådan set hovedproblemet i den alt dominerende højst klichéfyldte moderetning inden for opera i disse år. Instruktørerne vil frem for alt forny, men kommer derved ofte til at forvrænge og i virkeligheden forælde værkerne. Man kan ikke, selv om både instruktør og publikum gør sig umage, lade være med at tænke på det ophav, hvoraf værkerne er blevet til. Visse ting giver derved sig selv, og man accepterer andre tider, andre vilkår og forstår da godt det menneskelige drama endda; men pludselig giver tingene ikke sig selv, men er med vold og overgreb ført a jour, hvorved hovedstolen bliver absurd, og man undrer sig over, hvorfor de ikke har valgt noget andet og i sig selv moderne.

I denne forestilling rapper teenageren Cherubino i den i øvrigt vildt smukt syngende Elisabeth Janssons skikkelse. Det er sjovt, men udstiller samtidig musikken som uddateret i forhold til det nye. Og så er det kun sjovt som påfund - ikke som et kunstnerisk krav.

I Figaros bryllup betyder brevene en del. I den berømte brevduet her bliver brevet ganske vist ikke skrevet, hvilket er en underlig idé, men at man overhovedet frygter kompromitterende breve virker noget ved siden af i 2007, hvor man kan så meget med e-mail, og mobiltelefoner har de jo allerede her i forestillingen.

Postulat

Hvor ville det en dag være herligt, om man fik lov til at se en så begavet instruktør som Kasper Bech Holten tage stilling til den fortid, hvorfra han henter sit stof og mere loyalt give denne vor tids tolkning - i stedet for at postulere fortiden som ét fedt med nutiden. Det gik fint i Ringen, meget fint endda, men hos Wagner er der også tale om allegoriske tekster med få om nogen konkrete holdepunkter. Førstenatsretten, il dirritto feudale, er højst konkret bundet til standssamfundet og kan ikke rigtigt gradbøjes til vor tid, således som Bech Holten forkølet i programmet forsøger. Ikke uden at det samlede værk mister mening. Når proppen er af, forekommer det lettere dristigt ligefrem at revidere i Mozarts partitur, som det sker her i forestillingen, hvor en arie bliver til kor. Man kan og bør ikke krænke folks ophavsret på den måde, heller ikke når de er døde.

Musikalsk er forestillingen ellers ikke ueffen. Efter en tøvende begyndelse spillede den sig op under den glimrende Mozart-dirigent Graeme Jenkins. Johannes Mannov er Figaro anno 2007 med et temperament som ikke tyder på udkanten af Sevilla. Årstiderne skifter i forestillingen, og det sner med ét og er koldt. Det er det sjældent på de kanter, hvor den gængse forestilling om en Susanna også er noget mere seksuelt indviklet i adfærden end den sangligt velbalancerede Gisela Stille. Grev Almaviva varetages af den stærkt sangligt og dramatisk markerede Palle Knudsen, der nok kan ligne en spansk fodboldholdejer, men jo ikke skal synge som en sådan. Ylva Kihlberg er grevinden og får takket være iscenesættelsen aldrig markeret sin tragiske ensomhed. Det bider ikke, fordi hun aldrig er ene. Don Bartolo er i hænderne på Guido Paevatalu, og den figur glider som i olie. Få har sceneudstråling som han, den fødte Figaro.

Figaros bryllup. W.A.Mozart og Lorenzo da Ponte. Medv. Johannes Mannov, Gisela Stille, Palle Knudsen, Ylva Kihlberg, Elisabeth Jansson, Guido Paevatalu, Lise-Lotte Nielsen, m.fl. Instruktion Kasper Bech Holten, scenografi Steffen Aarfing, kostumer Marie i Dali. Det Kgl Kapel, Operakoret. dir Graeme Jenkins.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu