Læsetid: 5 min.

Som fod i øjet - eller ballerina i gulvet

Det er ikke let at være ballettilskuer i Skuespilhuset eller på Takkelloftet. Men Wheeldons nye svæveøjeblikke for Silja Schandorff og Kenneth Greve opvejer alt
Stem foden mod ballerinaen og lad hende dykke ned i ukendt skønhed. Her en fugleflaksende Silja Schandorff og en machostærk Kenneth Greve i Christopher Wheeldons -The Wanderers- i Skuespilhuset.

Stem foden mod ballerinaen og lad hende dykke ned i ukendt skønhed. Her en fugleflaksende Silja Schandorff og en machostærk Kenneth Greve i Christopher Wheeldons -The Wanderers- i Skuespilhuset.

Per Morten Abrahamsen

13. maj 2008

Solen skinner så smukt over Det Kgl. Teater. Og Den Kgl. Ballets repertoire glimter af ny dans denne uge. Men det virker utroværdigt, at kompagniet til fuld billetpris på Takkelloftet (270 kroner pr. billet!) inviterer til et Koreografisk Væksthus, der tydeligvis hører hjemme i prøvesalen - samtidig med at kompagniet danser HOT HOT HOT som verdenskunst i Skuespilhuset (90-320 kroner). Desuden er de ultrakorte spilleperioder en hån mod de ballettrofaste, som næppe har tid og råd til to balletter på en uge.

Først til rammerne. I Skuespilhuset er der koreografi af Nacho Duato, Christopher Wheeldon og Ohad Naharin. Det var Naharin, der sidste uge i Berlingske Tidende kritiserede Skuespilhuset for at være gammeldags. Man kunne dog ret beset brede diskussionen ud og i stedet kritisere ledelsen for overhovedet at invitere balletten ind i Skuespilhuset. Store Scene er skabt som taleteater, og salens effektive synsfelt begrænser sig til en trekant midt fremme på scenen. Sådan er det bare. Så at lade dansere bevæge sig langs med kulissekanterne er uhøfligt.

I Skuespilhuset kunne man ellers faktisk have undgået problemet ved ikke at sælge balkonpladserne eller ved at fjerne stolene på gulvet, så dansen kunne foregå i salens arena - den fleksibilitet som ledelsen har prist undervejs i byggeriet. Men det ville nok koste for meget i manglende billetindtægter... Desuden svarer uhøfligheden ganske til, at man stadig ikke kan se fødderne af dansere på Takkelloftet, fordi stoleopbygningens hældning er forkert. Så det er et forhindringsløb af være ballettilskuer. Medmindre man sidder på Gamle Scene, sådan søjlefrit og midtfor.

Sprødhed

Men nu til dansen. Hittet i dette HOT HOT HOT-program er klart Christopher Wheeldons nyskabte ballet The Wanderers. Den 35-årige, engelske koreograf har netop afsluttet en syvårsperiode som huskoreograf ved New York City Ballet, og han skabte for to år siden kompagniet Morphoses. Hos Den Kgl. Ballet har Wheeldon udvalgt dansere, der fascinerer ham. Hans bevægelser er så klart skabt til disse otte kroppe - og derfor får han tilskueren til at fokusere skarpt på en fod, en skulder, en hæl... Samtidig skaber han hele tiden overraskelser i sin koreografi. Just som man tror, at ballerinaen skal løftes over skulderen, bliver hun kylet i gulvet - eller drejet ind i sig selv.

Wheeldon har forelsket sig i Silja Schandorff. Han har i hvert fald skabt de mest delikate bevægelser til hendes smukt svungne fødder, som han får til at flexe og strække fra alle vinkler, så man får en klump i halsen uden helt at vide hvorfor. Schandorff lader sig bære omkring i Marianne Nilssons meddigtende, blåmørke tutu med hemmelige ridser og skæve tylsskæringer. Schandorffs ridder med de brede skuldre er Kenneth Greve - højere end nogensinde i Skuespilhusets højloftede scenerum. Han løfter Schandorff i strakte arme, som var hun en vægtløs fugl, liggende vandret i luften med flyvearme. Og han stemmer sin fod mod hendes på gulvet, så hun kan høje sig forover med sin svanehals i de utroligste buer. Greve, der danser af på næste lørdag i Onegin...

Nysgerrighed

Denne pas de deux var egentlig alt nok. Den er skabt til Gavin Bryers strygekvartet nr. 2 fra 1990, og den blev spillet sprødt og skærende smukt af Tina Træholt, Ane Marie Öberg, Gert-Inge Andersson og Theresse Åstrand Radev oppe på scenekanten. Men Wheeldon havde meget mere at byde på. For han havde også set sig lun på Thomas Lund og Tim Mathiakis som en hvirvlende mandeduo rundt om Diana Cunis mikroballerina. Så pludselig så scenen ud til at være en gulvtrampolin, så ubesværet sprang denne brunklædte trio med umulig hastighed og harmoni gennem rummet.

Og for at gå indfange hele spektret havde Wheeldon også øst ungdomsvilde trin over Femke Sloth og Ulrik Birkkjær, der i mørklilla nuancer og kropsglad blødhed drejede over scenen, inden alle samlede i en fortættet kæde, akkurat ligesom noderne i musikken. Nærværende og nysgerrigt - hvilken gave! Så hold øje med Wheeldon. Når New York City Ballet gæster Tivoli til september, danses hans After the Rain. Og forhåbentlig sætter balletmester Nikolaj Hübbe The Wanderer på repertoiret igen næste sæson.

Speed

Nacho Duatos indledende Coming Together var nu også et fint møde med balletten, men sådan som den så ud i 1990'erne - med tempo og strakte tæer og heldragter i lycra, suppleret med en talelydkulisse med ordet speed. Så det havde nok været mere interessant at få et nyt værk fra den nu 51-årige, spanske koreograf. Men jo, danserne dansede med imponerende iver. Ikke mindst kvindetrioen Gudrun Bojesen, Amy Watson og Maria Bernholdt på deres egen, uudsagte mission, men også Julie Valentin i rollen som kæk pige mellem tre seje fyre.

Til slut imponerede 24 dansere i jakkesæt i omtalte Ohad Naharins opkog af gamle balletter fra 1992-1998, her under titlen Minus 7. Her fik danserne lov til at freake ud i vilde tricks og danseglæde, men balletten klingede også i den humanistiske tone af fællesskab og ømhed, som er Naharins umiskendelige, israelske kendetræk. Samtidig blev tilskuerne budt med op og danse med, hvilket selvfølgelig blev muntert.

Galskab

Stærkest indtryk gjorde dog Morten Eggert. Uden at være annonceret stillede han sig på scenekanten i pausen og begyndte at smådanse med sig selv til noget god jazz. Han spjættede vildere og vildere, på vej ind i sin egen verden. Det var en enorm præstation - og en meget mærkelig præstation. Morten Eggert er en af Den Kgl. Ballets mest uforudsigelige kunstnere, tilsyneladende med direkte adgang til en galskab af højeste kaliber. Hans dans her var en smagsprøve på kroppens kraft over tanken...

Hvad der så skete ude på Takkelloftet? Der foregik som sagt en velmenende gennemdansning af tre værker - fortolket intenst af koreografernes danserkolleger. Men selv et trykt program og sølvsmukke kostumer af den evigt inspirerede Annette Nørgaard - og en overrumplende musik af danseren Martin Stauning - kunne ikke skjule, at dette var en workshopforestilling.

Men solen skinnede så smukt over havnen.

HOT HOT HOT:Coming Together (1991). Koreografi & scenografi: Nacho Duato. Musik: Rzewski.The Wanderers (urpremiere). Koreografi: Christopher Wheeldon. Scenografi: Marianne Nilsson. Musik: Gavin Bryers.Minus 7 (1992-98). Koreografi og kostumer: Ohad Naharin.Musik John Buzo, Chopin, m.fl.Den Kgl. Ballet i Skuespilhuset, Store Scene, i aften, onsdag og torsdag.

Koreografisk Væksthus: Zero.Zero. Koreografi: Sascha Malmquist Bauer. Musik: Ikeda. Distance. Koreografi: Jöhann Lindell. Musik: Jónsson. The Ungentle Guest. Koreografi: Constantine Baecher. Musik: Martin Stauning. Tre urpremierer med kostumer af Annette Nørgaard.Den Kgl. Ballet på Takkelloftet bag Operaen, i aften, onsdag og torsdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu