Læsetid: 5 min.

Med fødderne solidt plantet i et jordskred

Haruki Murakami lader to kæmpe, underjordiske chok ryste helt almindelige menneskers liv i en novellesamling om skælv og benytter lejligheden til at nedbryde et par basale grænser
29. maj 2008

"Nogle gange kan forudanelser være substitut for noget andet. Nogle gange er de langt mere intense end virkeligheden. Det er det, der er det mest skræmmende ved den slags. Forstår du, hvad jeg mener?"

Øh nej, måske ikke helt. Det står måske klart nok, at Haruki Murakamis novellesamling efter skælvet (Murakami har insisteret på titlens lille begyndelsesbogstav) udfordrer det skel mellem virkelighed og uvirkelighed, dér og hér, som Murakami udforsker i alle sine bøger - men hvad er det ellers helt præcist, de seks lakoniske historier handler om? Deres anmelder rystede rådvildt på hovedet i sin sofa og begyndte forfra: Denne bog lader som om, den er lille og nem, men i virkeligheden vil den læses mindst to gange.

Her er de seks novellers handling:

En kvinde tilbringer fem dage med at se tv-billeder fra jordskælvet i den japanske by Kobe i 1995 og forlader derefter sin mand. Nogle mennesker tænder bål på en strand og taler om deres fælles længsel efter at dø. En ung fyr forfølger én, der måske er hans forsvundne far, til en baseballbane, hvor fyren taber sporet og i stedet giver sig til at danse på græsplænen. En læge i overgangsalderen får at vide af en spåkone, at hun må til at berede sig på sin død, for "det at leve og det at dø er på sin vis én og samme ting, doktor". En bankmand møder en to meter høj frø i sin lejlighed og går med til, sammen med den, at bekæmpe en underjordisk orm, der ellers vil udslette store dele af Tokyo ved et gigantisk jordskælv. Og en forsagt novelleforfatter fortæller godnathistorie til sin studievenindes mareridtramte datter og beslutter sig for omsider at fri til hendes mor.

Forløsningen i novellerne kan være svær at få øje på, og læseren efterlades ikke sjældent med en nervøs, uforstående uro, som minder om den, Murakamis egne personer i reglen går rundt med. Men midt uforløstheden er der både motivgentagelser og fællestræk i efter skælvet, der nemlig snarere end en novellesamling er en historiecyklus, der kredser om det ærke-murakamiske spørgsmål: Hvad findes der under overfladen?

To rystelser

Samlingens eksplicitte røde tråd er jordskælvet i byen Kobe (hvor Murakami voksede op) i januar 1995, en måned før det tidsrum, alle novellerne udspiller sig i. Selv om ingen af bogens personer befinder sig i Kobe, berøres de alle af jordskælvet på afstand, og deres livs rystelser fremstår som miniature-repetitioner af katastrofen, der kostede 3.000 mennesker livet og 400.000 deres hjem, heriblandt Murakamis egne forældre.

Men novellerne har også en undertekst. To måneder efter jordskælvet i Kobe blev Japan ramt af en anden underjordisk katastrofe, da medlemmer af Aum Shinrikyo-sekten angreb fem undergrundstog i Tokyo med nervegas, som dræbte 12 mennesker og sårede 1.000.

Novellerne i efter skælvet, som er skrevet i 1999 finder altså sted midt mellem to apokalyptiske japanske rystelser, der fandt sted med to måneders mellemrum i 1995. To rystelser, der fik den ellers ret vestligt orienterede Haruki Murakami til at komme hjem fra USA og vende sit litterære blik mod sit hjemland på en måde, han ikke havde gjort før.

Ud af hjemkomsten kom der to bøger: den fiktive efter skælvet og den journalistiske Underground (som ikke er oversat til dansk). I Underground interviewer Murakami ofre, gerningsmænd og efterladte om Aum-sektens angreb, som han karakteriserer som "en manifestation af den vold, der lurer lige under det japanske livs overflade".

Aum-angrebet nævnes ikke i efter skælvet, hvis historier jo foregår, før det finder sted, men det forvarsles motivisk i tilbagevendende rejser gennem undergrundsbanen og i historien om pengeopkræveren Katagiri og den store grønne frø, der efter Kobe-jordskælvet sammen skal bekæmpe en rasende underjordisk orm for at forhindre et endnu ondere underjordisk angreb på Tokyo.

Den ængstelige fascination af jordens overflade og det, der gemmer sig under den, går igennem hele samlingen (og en stor del af Murakamis øvrige forfatterskab tillige, hvor blandt andet huller i jorden ofte optræder). For eksempel hos drengen, der er fulgt efter en mand, som måske er hans forsvundne far:

"Pludselig kom han til at tænke på det, der befandt sig under hans fødder, under jorden hvor han stod. Den skæbnesvangre rumlen fra det dybe mørke, begærets hemmelige understrømme, slimede, kriblende og krablende insekter, og kimen til flere jordskælv, der ville ende med at forvandle byer til bjerge af murbrokker. Alt det var også med til at skabe verdens rytme. Han holdt op med at danse, og mens han fik vejret, stirrede han ned på jorden ved sine fødder, som om han så direkte ned i et bundløst hul."

Sammenhæng

Haruki Murakami og hans personer vader rundt i skred, huller og underjordiske rystelser, men det er ikke ensbetydende med, at Murakami er en gyserforfatter af den platfreudianske type, hvor den grå dagligdagsvirkelighed stilles hårdt op imod monstrøse alternative virkeligheder, eller at hans altid nydeligt lakoniske skrift i virkeligheden blot er et allegorisk dække for mystiske butterdejslag af underbetydninger.

Som sit idol Franz Kafka er Murakami tværtimod en næsten demonstrativt anti-metaforisk forfatter. Han vil formodentlig til enhver tid hævde, at den to meter høje grønne frø i efter skælvet blot er netop dét: en to meter høj grøn frø. At jordens slimede undergrund er interessant, netop fordi der ikke findes noget rigtigt skel, der hvor vi tror, der er en jordoverflade. Og at fantasi kan være mere virkelig end virkelighed, eller et jordskælv i en helt anden by være tættere på end den sofa, man sidder i, netop fordi skellene mellem fantasi og virkelighed, mellem hér og dér, er falske.

Sådan er den murakamiske virkelighed, og dén er i efter skælvet trukket skarptslebent, stilsikkert og urovækkende op.

Forlagets pressemeddelelse citerer New York Times for at have kaldt novellesamlingen "rystende tæt på at være perfekt", men det har New York Times nu aldrig skrevet, og jeg finder også de enkelte noveller for antydede til ordet 'perfekt'. Men det er mesterlig fiktion, fordi det er så rigt og samtidig så enkelt.

Og desuden: Føler man sig frustreret over historiernes uforløste, vignetlignende karakter, kan man trøste sig med at være kommet to skridt tættere på Murakamis univers: Sådan er det at være menneske dér.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu