Læsetid: 3 min.

Forfatter driver rundt uden drivkraft

Benn Q. Holms seneste roman handler om en forfatter, der skriver af profession frem for af trang
Driver. Benn Q. Holm lader en af sine hovedpersoner, Q, vandre rundt i København tilsyneladende uden andet formål end at vandre - og skrive.

Driver. Benn Q. Holm lader en af sine hovedpersoner, Q, vandre rundt i København tilsyneladende uden andet formål end at vandre - og skrive.

Viggo Rivad

22. maj 2008

To mænd flanerer i Københavns gader.

Den ene er forfatteren og familiefaderen Q, som driver rundt i gaderne som en slags forfatter-romantisk adspredelse fra sit borgerlige familieliv, men i virkeligheden hverken er til stede i sin flaneren eller familie. Den anden er arkitekten Paul, som driver rundt i gaderne af sorg over, at han på brutal vis har mistet sin familie; hans søn er død i en brand.

De to karakterer har hver deres fortællespor i Benn Q. Holms seneste roman Københavns Mysterier. Pauls spor er fortalt i første person, henvendt til den døde søn, hvis gravsten er endemålet for hans strejftog. Q's spor er fortalt i tredje person - og virker ikke som om det er henvendt til nogen eller noget. Hvor der tydeligvis er noget, der driver Paul til at vandre og til at fortælle, nemlig sorgen over sønnen, er det svært at få øje på, hvad der driver Q - andet end det, at han nu en gang er forfatter af identitet og profession og derfor skriver og flanerer.

Desværre fremstår hele romanen, som om den er skrevet af Q frem for af Paul, dvs. af en forfatter, der ikke skriver af trang og nødvendighed, men af identitet og profession. For Benn Q, som for Q, har det øjensynligt handlet om at få produceret nogle siders prosa om dagen frem for at have en egentlig drivkraft i sit skriveri. Paul fælder følgende dom over forfattere som Q:

"Man mærker deres glæde ved at skrive, kærligheden til sproget, men fornemmer også at de egentlig ikke har noget at skrive om."

Denne dom kan kun delvist overtages af anmelderen som et udsagn om Benn Q's roman, for her mærker man desværre ikke glæden ved at skrive, kærligheden til sproget. Hvis den havde været der, havde der været den drivkraft, som jeg savner, og som egentlig ikke har noget at gøre med, hvad der skrives om. Jeg kan sagtens forestille mig kedelige Q's kedelige liv som spændende romanstof, hvis det var fortalt med sprogligt drive - og omvendt er der ikke mere drive i Pauls fortællespor end i Qs, selv om det handler om en mand med en drivkraft.

Læserbrev

Romanen har et tredje spor: en serie klummer om København, signeret "Max Urban" og læst af Q. De tegner byens landskab som et lettere drømmeagtigt rum, hvor steder åbner sig for historien, både den forgangne og den fremtidige, i en forskudt og lettere surreel byplan, som ind i mellem får mig til at tænke på Botho Strauss. Ikke helt uefne, som klummer betragtet. Men desværre går der også klumme, endsige læserbrev, i Q's fortællespor - her indflettes bl.a. Q's betragtninger over karikatur-krisen, hvor han uden egentlig analyse og refleksion slutter sig til ytringsfriheds-fløjen og lufter sin irritation over Tøger Seidenfaden.

Det er svært at se noget formål med disse betragtninger, andet end at de må være udtryk for Benn Q's egen læserbrevsagtige holdning. Meget venligt betragtet kan de dog måske ses som en udstilling af Q's overfladiske måde at forholde sig til en historisk begivenhed (karikatur-krisen) på, som kunne have givet ham noget at skrive 'om' (eller på). (Men det kunne da også hans FCK-begejstring, hans Seidenfaden-irritation, hans hemmelige arbejds-sjusser, hans fantasier om sine medpassagerer i flyet - hvis de havde det drive, som de mangler -)

Plagiat

Der er noget wannabe over romanen. Som vignet er der sat et citat om slægtskabet mellem flanøren og fortælleren, og det er jo Walter Benjamins gode, gamle pointe. Men det er ikke Benjamin, Benn Q. Holm citerer, det er et Benjamin-plagiat, forfattet af Ulf Peter Hallberg ("Vildvejen er for denne flanør beslægtet med fortællekunsten, erfaringens åbenbarelsesform"). Og det virker symptomatisk, at det er et plagiat, frem for the real thing, der vælges som motto, for Benn Q's roman fremstår selv som et Paul Auster-plagiat. Ganske vist slagtes Paul Auster hen ad vejen ("Tilfældet var aldrig helt tilfældigt hos den taktstoksvingende Auster," reflekterer Q), men et sådant fadermord indikerer jo netop, hvem der er faderen. Navnet "Q" sender hilsener til Austers "Quinn" fra New York-trilogien, og hele tematikken (byens mysterier, de skjulte identiteter, Pauls nulpunkterfaring, flanørens koreografi etc.) lugter umiskendeligt af Auster.

Det bedste, man kan sige om romanen, er, at den i en eller anden grad selv har sygdomsindsigt - den udstiller det uengagerede forfatterperspektiv, som den selv er udtryk for. Den kan betragtes som en refleksion over sin egen sygdom - og refleksionen kan i bedste fald være det første skridt mod kuren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu