Læsetid: 5 min.

Forførerens systembevarende soufflé

X Factor-vinderen Martin leverer varen på sit debutalbum. Det sker med en globalt gangbar, WTO-harmoniseret professionalisme, som desværre ikke giver plads til hans knirkende personlighed. Men det kan jo komme
X-Factor-vinderen Martin får heldigvis lov til at forblive dreng lidt endnu på dele af sit debutalbum Show The World, hvor han synger -I don-t know nothing about girls, girls, giiiiirls-. Men fra pressen ved vi det ikke helt passer...

X-Factor-vinderen Martin får heldigvis lov til at forblive dreng lidt endnu på dele af sit debutalbum Show The World, hvor han synger -I don-t know nothing about girls, girls, giiiiirls-. Men fra pressen ved vi det ikke helt passer...

Tina Harden

30. maj 2008

"Don't believe the hype," lyder visdomsordene. Så hvad stiller man op med en cd fra en offentligt bedåret, presse-beluret og, ja, hysterisk hypet ung, meget ung mand og hans debutalbum, som er kørt i stilling af en stolt strittende mediemaskine?

Martin Hoberg Hedegaard hedder den 15-årige knægt. Bedre kendt blot som Martin. Han vandt - hvis De skulle være i tvivl, kære læser - DR's ekstremt succesfulde versionering af talentshowet X Factor for nogle måneder siden. Et tv-show der - forventeligt - vandt på sine nuttede kombattanter, ikke mindst Martin, der fra starten lignede en sikker vinder.

Men også et tv-show der - uventet - vandt på sammensætningen af dommere. Den bundsolide Lina Rafn, den drengede Remee og den kontrære, i sprøjt kærlige Thomas Blachman, der egenhændigt gjorde showet til både kulturkamp, kunstdiskussion og vistnok også selvterapi. I dette krydsfelt kom showet pludselig til at handle om hvad god musik egentlig er, om ekspertisens eksistensberettigelse i dansk kultur, om DR's hensygnende status som kulturinstitution og ikke mindst om, hvordan et menneske holder sig oven vande i popkulturens ensretning.

Alt dette kunne selvfølgelig være dejligt at genfinde på Martins debutalbum Show The World.

Men nu var det altså Remees protegé, Martin, ikke Blachmans sidste kandidat Heidi, der vandt. Og dermed er en række troldsplinter og diskussioner af populærkulturen fra starten udelukket.

I stedet er Show The World tilrettelagt som én lang bane stjernestøv lige til at sniffe for teenagere i alle aldre. Remee har sammen med Thomas Troelsen (producer for utallige og bl.a. frontfigur i Private) valgt forførerens vej.

Den er som bekendt belagt med erobringer af et utal af kroppe og hjerter. Og med sød glemsel. Så Show The World er præget af fermt svirpende, ikke videre overrumplende, men stærkt overtalende produktioner (af Remee & Troelsen samt den svenske producerduo 12bit).

Mediemaskineriet

I en forventelig blanding af dansegejle tracks til utidige kropsdele og hjerte-smerte-sange til teenagekammerets kramper. Ild i lænderne og ild i lighteren. Elektronikken er hormonel, strygerne er af sukker, stemmen taler til alle som én. Et enormt mediemaskineri med DR og den multinationale gigant Sony BMG som interessenter affyrer kanonerne for dette album.

Og ikke overraskende har Remee og Troelsen valgt at gøre popdrømmen så bredt tilgængelig som mulig, hvilket selvfølgelig holder de mere personlige tangenter uden for rampelyset.

Forførerens tricks virker jo på flertallet, men undgår den dybere kontakt. Og det bliver hele vejen gjort med kompetence og af og til med sødme og gnist. "Report To The Dancefloor" er fyrig disco à la Michael Jackson i sen-70'erne, "Music Under My Skin" er moderne Motown, og titeltracket er harmonisk honning og rytmisk slæbende flirt.

Men den knirkende charme som Martin udviste under tv-showet har det med at fortone sig i produktionerne. Bevares, knøsen, leverer et ret så kompetent stykke arbejde og kan både logre og bævre med sine stemmelæber.

Hans evne til at investere følelser er betragtelig hans unge alder og tilsyneladende lyse sind taget i betragtning, og han formår f.eks. at puste liv i voldsomt kalorietunge sentimentaliteter.

Hvilket også i sidste ende gav ham sejren, da han som den eneste af de to finalister formåede at få noget lidt meningsfuldt ud af bestillingssangen "The 1", der er med som bonusspor på Show The World. Men vi befinder os inden for et skematisk følelsesregister.

Nasale unoder

Der kommer ingen afgørende originalitet frem i Martins ellers charmerende sang, ja, de nasale kvaliteter eller unoder (alt efter hvordan man ser på det) i hans sangstemme er endda blevet underproduceret.

Og så er der denne blinde adoptering af et stærkt klichéfyldt britisk sprog især i omgangen med kærligheden: "You were meant to be mine". Gu' var jeg ej.

Det er popmusik som feelgood, som medløberens soundtrack, som forførerens kloroform, og det gør Show The World til systembevarende opium, paralyserende dagdrøm, selvopfyldende konvention: "Hey this is one for all the nameless crowd/Gotta keep you on your daydream".

Eller hvad med den her:

"Whenever you come around/I hear popsongs filling the air () When I'm with you/Love is easy".

Nu er der ikke noget galt med pop som opium, men uden de afgørende provokationer og balanceforskydninger i forhold til konsensus, ja, så bliver det til anonym bedøvelse.

Tænk bare på, hvordan Michael Jacksons Thriller skilte sig ud - ikke kun pga. genial sangskrivning - men også overrumplende brug af f.eks. heavy-guitaristen Eddie Van Halen, stærkt syntetiske strygere, ulvehyl og ikke mindst Jacksons vokal. Det er der ikke noget af på dette kompetente, aldrig overraskende album.

Gode fortolkninger

Heldigvis får Martin lov til at forblive dreng lidt endnu på dele af Show The World: "I don't know nothing about girls, girls, giiiiirls".

Og hans personlighed lever sit eget omend pressede liv i fortolkningen/kalkeringen af hans idoler: Stevie Wonder, Justin Timberlake og Michael Jackson i perioden omkring Off The Wall og Thriller.

Her er nik til Wonders karakteristiske mundharpe, til Timberlakes drengede sensualitet, til Elvis-klassikeren "Always On My Mind" (som konkurrenten Basim sang i X Factor) og til flere forskellige Michael Jackson-sange.

Og det er selvfølgelig ironisk at en 15-årig knejt fra Ørum nær Viborg med benene plantet på jorden og en tilsyneladende kernefornuftig opdragelse i bagagen planker fra popkulturens dysfunktionelle fyrste par excellence.

Men sådan er der så meget i popland. Men der er sjældent nogle sære dyr. Og det har vi heller ikke fået med Martin, Remee og Thomas Troelsens bud på pop som soufflé.

Internationalt format? spørger De måske, ærede læser? Til det kan jeg kun svare: Ja, hvis internationalt format, betyder at kunne tilpasse sig moderne pop-skrædderes nye modeller. Men det udelukker så også at Povl Dissing, C.V. Jørgensen, Malk de Koijn og Kliché nogensinde har haft det.

Alene udtrykket 'internationalt format' er udtryk for national mindreværdsfølelse, og det har for længst vist sig at dække over en globalt gangbar, WTO-harmoniseret, stilistisk sikker professionalisme. Og dén har Martin.

Men med alderen kan han måske få så meget mere. For stemmen og indlevelsen er der. Så mangler der bare noget dybere materiale at investere i, og noget levet liv at investere med. Måske skal Blachman hyres til at kaste med spørgsmålstegn og troldsplinter - gerne i selskab med Remee og Troelsen - på næste plade?

Martin: Show The World (Epic/Sony BMG). Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu