Læsetid: 3 min.

En frigørende rejse til vands og til lands i Sverige

Carl Jonas Love Almqvist er mindst lige så genial som Bergman og Strindberg, men ikke så berømt i Danmark. Det rådes der nu bod på med romanen 'Det går an'
7. maj 2008

Svenskerne er gode til det med frygtelige ægteskaber. Tag Ingmar Bergman og hans Scener - for ikke at tale om Strindbergs utallige varianter. Men allerede Carl Jonas Love Almqvist (1793-1866), der ikke er nær så berømt i Danmark, men lige så genial, vakte skandale i 1839 med sin lille roman Det går an, hvor et ungt par indgår en papirløs forbindelse med lige rettigheder og friheder på baggrund af kvindens gruelige erfaringer med forældrenes ægteskab. At manden bliver aldeles paf over hendes nøgternhed og krav om integritet og ligeværd, afsætter et morsomt billede af den mandlige stivbenethed og bundethed af normer og respekt for rang og stand, men så forelsket bliver han over denne rejsefælle på den gode Mälar-damper 'Yngve Frey' på turen fra Stockholm til Mariestad og videre til vogns mod hendes hjemsted Lidköping, at han ellevild accepterer hendes betingelser.

Hun har arvet en glarmesterforretning og har præcise drømme om virksomhedens fremtid med farvede spejle og små glasæsker og salgsrejser i Västergötland. En fin, diskret symbolik kombineret med diamantens ridsen i det traditionelle samfundsbillede.

Det er en ganske rørende og stærkt portræt af denne Sara Videbeck med det kønne hoved under snart tørklæde, snart rød hat i et mønster af standsmæssige roller, som afspilles ombord og i gæstgiverierne undervejs, og hvor den unge, cigarrygende sergent Albert med den flotte sorte moustache bliver belært og befriet for sine patriarkalsk-romantiske forestillinger om kærlighed.

Det er kontant afregning og en lige så kontant sædeskildring under den korte livsrejse gennem et markant afmalet sverigeslandskab og dets sociale miljøer. Et standsmæssigt hierarki hersker og en hakkeorden, som underofficeren Albert er sig meget bevidst. Han hundser med tyendet og bøjer sig for baronerne. Måske ikke så underligt, at datidens forskrækkede kritikere formodede, at samlivet i glasmenageriet hurtigt måtte gå i skår.

Multimennesket

Almqvist var vant til skandaler for sit rastløse og vidt forgrenede virke som skribent, komponist, poet, prosaist, dramatiker, pædagog, filosof, utopist, journalist, et forvovent multimenneske i splittelse mellem romantik og realisme, grebet af store enhedsideer.

Naturligvis var han dømt til fattigdom og derfor indviklet i en affære med en pantelåner, som han sikkert bedrog og prøvede at forgive med arsenik i brændevinen. Det påstod den gamle i hvert fald, så Almqvist tog flugten til Amerika via Danmark og venners hjælp.

Skæbnemønsteret artede sig sådan, at han havnede i et jammerligt ægteskab med en sur pensionatsværtinde i Philadelphia, hvor han kom under tøflen. Det gik slet ikke an.

Håbefuld nåede han aldrig nærmere sit fædreland end det tyske Bremen, eftersom der ventede ham en tugthusdom derhjemme. Siden er den litterære dom over ham ændret til højagtelse, og forunderlige værker graves frem, trykkes og genoptrykkes.

På dansk kom Det går an allerede i 1841 og i ny oversættelse 1968 i Hasselbalchs Kulturbibliotek, hvor den opmærksomme Jacob Paludan indlemmede den.

Indtagende kolorit

Nu har Ida Jessen givet den en moderniseret oversættelse og medgivet den et lille forord, der opridser hans omtumlede skæbne og aktualitet. Ellers kendes han på dansk næsten kun for den funklende, genrebrydende fantasiroman fra få år inden, Dronningens juvelsmykke (dansk 1977), omkring attentatet på Gustaf III, et kongemord, med den skønne androgyn Tintomara som centralfigur i et tema om masker og identitet.

I Det går an kastes konventionernes masker, og den ironisk vidende fortæller udleverer muntert det sociale mummespil og bruger sergenten Albert som ledefigur, der med undren, nysgerrighed og betagelse må aflægge sin chevalereske, beskyttede facon over for den kække og determinerede glarmester. Hun styrer hele forløbet og fatter sympati netop for den korrekte underofficer, der ikke har officerernes bralrende livsstil. Der er så megen indtagende kolorit over deres indkvarteringer og voksende tilnærmelser, når de må spille ungt herskab i al ærbarhed.

Nylig fik vi Bodil Wambergs biografi over Mathilde Fibiger og medfølgende udgivelse af den lille roman Clara Raphael (1850) hvor damernes emancipation fremstod som en åndelig ligestilling. Almqvists unge Sara Videbeck havde en anderledes uromantisk idé om en praktisk fordeling af virkeligheden mellem mand og kvinde.

Tidligt ude var de. Men ikke længere glemt. Det går an, og det angår.

Carl Jonas Love Almqvist: Det går an. Oversat af Ida Jessen. 136 s. 180 kr. ISBN 078-87-02-05943-1. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu