Læsetid: 5 min.

Hårdkogte boller på suppen

Tegnekunst. Det handler om alt fra ungdommelig kærlighed til noir og kynisk melankoli i de nye tegneserier, der har action og genrebevidsthed for alle pengene
Tegnekunst. Det handler om alt fra ungdommelig kærlighed til noir og kynisk melankoli i de nye tegneserier, der har action og genrebevidsthed for alle pengene
29. maj 2008

Sandheden undslipper konstant historiefortælleren, må hovedpersonen i Den røde dagbog efterhånden indse. Selv arbejder han på en biografi om digteren William Miller, men modtager en dag i posten en pakke indeholdende en dagbog og en samling gamle breve. De fortæller om den unge engelske soldat Philip Marnham, der omkom i Første Verdenskrigs helvede. Egentlig er han bare endnu en ledetråd for forfatteren, men det bliver hans historie, der kommer til at dominere den detektiviske søgen.

At dømme efter brevene var Marnham en lovende modernistisk kunstner i førkrigstidens Paris, men ingen kunstleksika kender det mindste til ham.

"Den gamle verden er døende," noterer han profetisk i skyttegraven, og selv har han tilsyneladende valgt krigsdeltagelsen som en desperat flugtvej. Den unge kunstner har måske solgt sin sjæl ved at forfalske Vermeer-malerier - eller er dét i virkeligheden hans legitime, kunstneriske udtryk? Svaret blafrer i vinden for den aldrende forfatter, der selv bruger fortiden som en tilflugt efter at have mistet sit eget livs indhold i en tragisk ulykke.

Den røde dagbog er oversat fra fransk, men bagmanden er Teddy Kristiansen, som nok er Danmarks mest internationale og højst profilerede tegneserieskaber. De seneste 10 år har han etableret en imponerende position i USA, hvor han har fået lov til at tegne selv så sakrosankt et koryfæ som Superman i sin helt egen stil. Nu debuterer han altså som både tegner og fortæller med en af de mest imponerende danske tegneserier længe.

Trods øjeblikke af parfumeret patos er historiens diskussion af ægthed, kunst og eksistens fascinerende og formidles perfekt af den afdæmpede blanding af stiliserede skitser og douce collager.

Lille Miss Nobody

Også Oskar K og Rasmus Brenghøi er en slags debutanter, i hvert fald i tegneserieformen, for de repræsenterer hver især det ypperste inden for børnelitteraturen som henholdsvis forfatter og illustrator. Og selv om deres fælles grafiske roman Lille Miss Nobody har sine åbenlyse skæverter - den er tungt, overforklarende fortalt og føler trang til at legitimere sig ved overflødige litterære referencer - er der kun grund til at håbe, at der ikke er tale om en gæstevisit.

Historien om den blinde pige Lilith og drengen Schniff, der må forsøge at klare sig på metropolens dybeste bund blandt hustlere og korrupte strømere, oser af noir. Det er en dybt romantiseret fortælling, der stedvis grænser til det banalt sentimentale, men på grund af dens næsten besatte forhold til noir-genrens sætstykker er den præget af overskud og lyst til at svælge i sit univers, som må overbevise enhver blodfattig skeptiker.

Fascinationen af krimi og noir er også til stede i overmål i sæsonens tredje store danske album, Palle Schmidts Blodets konkubine. Allerede fra den flot småsludrende action-indledning er det tydeligt, at Palle Schmidt ikke er debutant, og at han fortæller med sikker sans for mediets konventioner - men til gengæld også uden på noget tidspunkt at overskride dem. Hans historie om to freelance lejemordere, der tror, at de kan sætte sig op imod de tunge bagmænd, er fortalt med en cool charme og heftige eksplosioner, men hvor ville man dog ønske, at ambitionerne næste gang blev hævet til andet og mere end blot at lave en tro kopi af forbillederne.

En dyne af sne

Sæsonens store grafiske roman er amerikansk og på mange måder typisk for den nye bølge. Bogen har fem år på bagen, men er først nu ude på dansk, fordi fænomenet endnu er så nyt herhjemme. Lige nu nyder vi godt af det ene mesterværk efter andet med kun meget lidt fyldstof.

Craig Thompsons selvbiografiske En dyne af sne er en rigtig mursten om opvækst, ungdom, kærlighed og kunstneren som ung mand. Klassiske romaningredienser og på mange måder et sted, man har været før. Men det er også - og det er nok det, der efterlader det varigste indtryk - historien om at vokse op i et bibelbælte. De kristne fundamentalisters floskler er chokerende læsning. Vi er vænnet til at opfatte dem som blot banale og indholdstomme, fordi de hører til en kultur, vi selv er flasket op med, men opfattet af et barn genindsættes de i al deres uhyrlige gru.

En dyne af sne forsøger ikke at udlevere det religiøse miljø eller kritisere forældrene, men som læser er det svært ikke at blive anfægtet.

Også selv om historiens stil iblandt kan være svær at sluge. Det er så synd for den unge Craig. Ingen forstår hans følsomme sind og spirende kunstneriske gemyt, og han kan være noget af et tudefjæs:

"Da jeg var barn, troede jeg, at livet var det værste sted, man kunne være, og at der måtte være noget bedre end det."

Han drømmer om at flygte langt væk fra sin brutale far og troende mor, men ved også godt, at han ikke tør, fordi han ikke vil undvære trygheden. I stedet søger han tilflugt i drømmene - og efterhånden også kunsten - hvad der går fint i spænd med søndagsskolens inderliggjorte og livsfjendske kristendom. Her lyder det forjættende, at "sammenlignet med evigheden er vores liv på jorden kun en lille drøm, som vi vågner op af med det samme".

Beroligende ord for et barn opvokset i en skyldkultur.

Craig Thompsons stil er imødekommende, stregen er servil uden af være indladende og eksperimenterende uden at blive esoterisk. Egentlig er det en lille historie, der fylder meget, men han giver sig god tid til at svælge i stemninger og følelser. Det selvransagende og selvmedlidende kan godt ses som udtryk for en kunstnerisk modningsproces, der endnu ikke er fuldendt, men det giver også et gribende indblik i et helt specielt miljø.

Rue de la Gare 120

I de seneste udspil fra franske Jacques Tardi er der til gengæld helt anderledes hårdkogte boller på suppen. Her er ingen madonnaer og uskyldsrene kærlighedsaffærer, ingen kvaler over at miste troen og ingen sort samvittighed over at have givet sig synden i vold. Tværtimod dykker hovedværket Rue de la Gare 120 - der netop er udkommet i en revideret oversættelse - og en af fortsættelserne, Skydetelt på Place de la Nation - for fuld skrue ned i noir og kynisk melankoli af bedste skuffe.

Begge album er bygget over Leo Malets kriminalromaner med den hårdtslående Pariser-detektiv Nestor Burma i hovedrollen. Malet var en af de mange surrealister og digtere, der følte sig draget mod krimien, og med stærk inspiration fra Raymond Chandler og Dashiell Hammett overførte han deres hårdkogte privatdetektiver til fransk, tilførte et stænk surrealistiske drømmescener og føljeton-sensationalisme og skabte derved den moderne franske kriminalroman.

Plotforviklingerne er så spegede, at man efter endt læsning stadig ikke er helt klar over, hvad der er foregået og hvorfor, men med den kongeniale fortolker Tardi ved pennen er man også lykkeligt ligeglad. Malets krimier afdækkede Paris' arrondissementer ét for ét, og Tardi kan aldrig blive træt af at skildre byens gadebillede. Med Nestor Burma som hårdtslående guide i deres fælles univers er man aldrig i tvivl om, at der er meget mere på spil end blot ønsket om at sprede dunkel spænding. Den traditionelle europæiske tegneserie bliver ikke meget bedre end det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu