Læsetid: 3 min.

Hævnens sjæleforgiftning

Det intense, danske gangsterdrama 'Gå med fred Jamil' er i enhver henseende usædvanlig
Indebrændt. Intensiteten i -Gå med fred Jamil- ligger både i fotografering, klip og i spillet. Dar Salim i titelrollen som Jamil overbeviser hvert sekund om, at han er en mand i dyb konflikt med sig selv.

Indebrændt. Intensiteten i -Gå med fred Jamil- ligger både i fotografering, klip og i spillet. Dar Salim i titelrollen som Jamil overbeviser hvert sekund om, at han er en mand i dyb konflikt med sig selv.

Christian Geisnæs

30. maj 2008

Så kom den endelig! Den første spillefilm af kvalitet, instrueret og skrevet af en filmmand fra indvandrermiljøet og spillet af (andengenerations)indvandrere på arabisk, med små indskud på dansk.

Etniske danskere optræder overhovedet ikke - og endnu vigtigere: instruktøren Omar Shargawi har omskabt København til en eksotisk by, der ligner en svedig storby i USA eller Sydeuropa, befolket af hårde macho-bananer, der godt kunne have forvildet sig ind foran hans kamera fra en Scorsese- eller en Spike Lee-film.

Filmen er altså et flerkulturelt særsyn - og et modigt værk, fordi den i form og stil så beslutsomt placerer sig uden for kendt dansk filmtradition.

Emnet er også fremmedartet - et hævndrama, der har rod i modsætningsforholdet mellem sunni- og shiamuslimer og for det meste udspiller sig i ret rå gangsterkredse.

Helvedes luer

Hvad personerne går og bestiller til daglig, optager ikke filmen en døjt: Vi kastes fra starten ind i en konflikt på liv og død. Og selv om man kan have et og andet at indvende mod fortælleformen, kan man ikke frakende filmen en slagkraft af særlig art.

Shargawi løber linen ud og overbeviser om ægtheden, når hovedpersonen Jamil siger ting som: "Jeg føler det, som om Helvedes luer brænder under mig".

Og hvorfor gør han så det? Jo, han er ifølge instruktøren besat af "religiøst had og hævn, samt følelsen af at være fanget i, hvad der kan virke som en fastlåst skæbne".

Jamil slæber en traumatisk fortid med sig. Hans far flygtede med ham fra Libanon, da moderen blev dræbt af en shiamuslim. Dengang var Jamil kun en dreng, men det har naget ham lige siden, at faderen ikke har hævnet drabet. Det tager den voksne Jamil sig så af i stedet, for morderen befinder sig også i Danmark, i samme kriminelle miljø som ham selv.

Faderen er en besindig, klog mand og stadig imod den slags blodsudgydelse; og Jamils livsførelse har også fremmedgjort ham fra hans kone og lille søn. Så han står som en isoleret desperado i et spirende gangsteropgør, hvor hævnens cirkel bliver mere og mere ond.

Hovedfjenden, den shiamuslimske kartel-leder Mahmoud, er enøjet - sikkert symbolsk ment. Men også Jamil bliver mere og mere enøjet i sin hævntogt og sine urealistiske drømme om at rejse væk.

Speciel billedstil

Jeg må bekende, at jeg finder selve historien meget fjern og svær at relatere til. Og på det ydre plan hjælpes man ikke stort på vej af fortællemåden, der især i starten er noget desorienterende og besynderligt fragmenteret.

Men Omar Shargawi gennemfører med konsekvens sin særlige stil og tematik, og efterhånden gribes man alligevel af den sjælelige styrke og overbevisning, han kan lægge i sine scener og billeder.

Han etablerer sjældent sine situationer på skolereglementeret vis, så man kan føle sig tryg og velorienteret. I stedet springer han lige midt ind i scenerne, som oftest i ultra-nærbilleder fra starten. En person kan dårligt tænde en cigaret, uden at det berettiger til et nærbillede.

Det skaber en klaustrofobisk atmosfære af uafvendelighed - og gør samtidig de meget sjældne totalbilleder til højdepunkter: en øde byggetomt, et vue af eksotiske butikker set fra et bilvindue, en mørknende himmel med smukke skyformationer.

Indestængt

Intensitet ligger selvfølgelig ikke kun i fotografering og klip, men også i spillet. Hvor svært det end kan være at sætte sig ind i Jamils personlige jihad, så overbeviser Dar Salim hvert sekund om, at han er mand i dyb konflikt med sig selv og sine omgivelser.

Salim, der har irakiske rødder, udstråler fysisk styrke som en indebrændt bokser, der går sydende rundt i dette udprægede mande-univers, hvor spøgende kammerateri og dødeligt fjendskab veksler. En indestængt raging bull, men også en person med et indre liv, der river og flår i ham.

Og samtlige øvrige roller - med oprindelse i bl.a. Libanon, Palæstina og Egypten - spilles lige så suverænt af nye ansigter. Som et særligt raffinement slår de en sjælden gang over i flydende dansk.

Først til slut slår volden rigtig blodigt ud i nogle drastiske scener. Brutaliteten dyrkes slet ikke som i nogle af de amerikanske gangsterfilm, der måske nok ellers har været forbilleder. Og der sluttes af med et smukt citat fra Koranen om, at det er som at dræbe hele menneskeheden, når man dræber et enkelt menneske.

Men filmens styrke ligger ikke i det moraliserende, men i den indædte konsekvens, hvormed den indkredser en helt ny emne- og personkreds i dansk film.

Gå med fred Jamil - Ma salama Jamil. Instruktion: Omar Shargawi. Manuskript: Omar Shargawi og Mogens Rukov. Dansk (Grand, Palads, Empire, CinemaxX, Kinopalæet Lyngby)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der kan ikke kommenteres