Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Den hypnotiske tyngde

Selvom kvintetten Einstürzende Neubauten for længst har fejret sølv-bryllup, genopfinder den konsekvent sig selv og bevarer dermed både relevans og kunstneriske integritet, hvad den overlegent beviste onsdag aften i Vega
Kultur
2. maj 2008

Der går en vandrehistorie om, at Tristan Tzara, Dada-bevægelsens grundlægger, engang spillede et parti skak med Lenin. Historien melder dog intet om, hvem af de to, der lige vandt dysten. Det er den slags urban legends fra kunstens overdrev, som rinder én i hu, når man konfronteres med den særlige musiceren, det banebrydende tyske storbyensemble Einstürzende Neubauten står som opfinder af og eksponent for.

På en gang hamrende intellektuel og vildt pågående fysisk udgør gruppen og dens musik nemlig til stadighed en gåde - og som med førnævnte skakparti er gåden mere interessant end dens eventuelle løsning. Og centralt i gåden står følgende paradoks: Gruppen har siden den blev dannet for snart 30 år siden gjort, hvad den kunne for at undgå alle musikalske konventioner og i processen skabt en række nye af slagsen. På samme måde som den de første 10-15 år af sin eksistens under kampråbet "Macht, Magie, Wannsinn" bekæmpede enhver konventionel opfattelse af skønhed med slagbor, rundsave og metalplader samt et arsenal af hjemmebyggede instrumenter, har den det sidste årti bevæget sig hen mod et udtryk, der kun kan kaldes klassisk smukt - stadig uden at benytte traditionel tilgang til sangskrivning, instrumentering eller arrangementer.

Den helt centrale skikkelse i Einstürzende Neubauten er sanger, tekst/konceptmager og chefideolog Blixa Bargeld. Og han er godt nok blevet en smule selvfed med årene; til gengæld er han én af de få personager, som rent faktisk kan bære det. Som nu på scenen i Store Vega onsdag, hvor han gav den som lige dele selvrefererende sprechstallmeister, inciterende performer, almægtig tekstfortolker og ublu marketingschef i gesjæften Einstürzende Neubauten, thi den er i høj grad et foretagende, som har formået at skabe et økonomisk fundament for sine forehavender udenom musikbranchens gængse kanaler. Således kunne man efter ekstra-ekstranummeret ved udgangen købe aftenens koncert (!) på en smukt forarbejdet dobbelt-cd. For gruppen er en selvkørende butik, som via sit website og sine faste supporters besidder økonomisk råderum nok til i enhver given situation at gøre lige hvad fanden, der passer den. Hvilket er ret misundelsesværdigt i en verden, hvor slavelignende forhold mellem 'arbejdsgiver' og 'lønmodtager' (findes der to mere forløjede ord i det danske sprog?) snarere er norm end undtagelse. Men denne Blixa er stadig en af denne verdens mest karismatiske scenefigurer og personlige vokalister, der tænkes kan. Som midaldrende har han arbejdet sig hen mod den smukkest tænkelige position et unikt sted mellem kraftfuld recitation og germansk croon, lejlighedsvist afbrudt af et åndemaner klageskrig, der kan få det til at løbe i hvert fald denne signatur koldt ned ad ryggen.

Gammelt og nyt

Nuvel, Blixa talte på et tidspunkt (konsekvent på charmerende engelsk; af mere eller mindre dubiøse årsager hverken taler eller forstår vi danskere tysk) om forskellen på den yngre og ældre Blixa - som han fikst fik vendt til at handle om den ny og den gamle ditto. Og det kunne snildt overføres på aftenens ensemble, der i nuværende form har eksisteret siden 1996. Af den oprindelige besætning lyser (udover den altdominerende Blixa) gruppens kapelmester og kraftværksbassist Alexander Hacke (oprindelig kendt som A. von Borsig) op med sine primale, men intenst effektive basgange, der udgør bandets såvel rytmiske som melodiske grundstof. Ikke mindst sammenholdt med det andet originale medlem, N.U. Unruhs originale germanske tilgang til slagtøj; som ensemblets rytmiske primus motor har Unruh gjort sig bemærket for sit pionerarbejde med at integrere elektriske værktøj i rockens tonesprog, men har også i udpræget grad gjort sig i hjemmebyggede instrumenter. Han har en særlig plads i sine danske fans hjerter, fordi han - godt motiveret af speed - gik til angreb på det nu hedengangne Ungdomshus smukke balkon med et trykluftsbor under en særlig manisk koncert i 1984. En historie, gruppen aldrig bliver træt af at fortælle, og som vi da også fik til bedste onsdag aften. Læg dertil nytilkomne Joachim Arbeits mildt sagt uortodokse tilgang til den elektriske guitar og gruppens anden industrielle slagtøjsspilopmager Rudolf Mosers muskuløst betonede indsats, og et ensemble af en anden verden tegner sig. Som ved koncerten i 2005 var bandet suppleret af endnu en perkussionist/keyboardmand, australske Ash Wednesday.

Ikke en finger at sætte

Sekstetten var ikke kommet for at give en reprise af fordums glorværdigheder, men primært for at præsentere seneste officielle udspil, det glimrende Alles Wieder Offen (2007), hvorfra den gysende smukke ballade "Nagorny Karabach" gjorde et ekstraordinært indtryk, men også den hypnotiske tyngde på en skæring som "Ich warte" fik en ekstra tak på scenen onsdag. Deres udsendtes store øjeblik var dog udgaven af den personlige favorit "Dead Friends (Around the Corner)", men der var stort set ikke en finger at sætte på noget.

Publikum udviste prisværdig lydhørhed overfor et band, som i udpræget grad befandt sig i det stille hjørne; kun momentvis fik dens famøse piskende teutoniske beat lov til at udfolde sig i manisk repetitiv skønhed. Gruppen er levende bevis på, at det i rocken kan lade sig gøre al ældes med ynde, hvis blot man undlader at overgive sig til vanetænkning og andre hurtige smutveje i bekvemmelighedens tegn. Med aftenens koncert in mente tør vi roligt påstå, at vinderen af den nævnte skakmatch må have været Tristan Tzara!

Einstürzende Neubauten, Store Vega, Kbh., onsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her