Læsetid: 6 min.

Den intereuropæiske sammenhæng

Karsten Alnæs har afsluttet sit storværk om Europas historie og europæiske skæbner. Det er en sejr og en stor bedrift
Karsten Alnæs afslutter sit storværk om Europas historie med en imponerende gennemgang af dengang mørket sænkede sig over kontinentet fra 1900-1945.
29. maj 2008

Der findes personer på den socialnationale danske fløj, Dansk Folkepartis ideologer, der stædigt hævder, at Europa kun er en idé, ikke hin konkrete nære næstes hjemstavn, nationalstaten. Derfor vil der ifølge disse neonationalister, der lever i 1800-tallets nationalopfattelse og mere eller mindre bevidst hylder den senere Blut und Boden-forestilling, aldrig naturligt opstå en europæisk identitet og følelse. Ikke således som hollændere har en følelse for Holland, tyskere for Tyskland og danskere for Danmark.

Her har hhv. hollænderen, tyskeren, danskeren rod, derfra hans verden går. Tankegangen understreger nødvendigheden af, at folkeslagene bliver, hvor de i kald og stand er anbragt af Vorherre. Indvandring er af det onde. Især hvis denne kommer fra fremmede kulturkredse, og Sverige kan være galt nok.

Det er naturligvis en ren påstand, at mennesker ikke kan føle tilknytning til og følelser for andet og mere end hjemstavnen, en påstand, hvis gang på jorden kan befordres ved demagogi og med magtudøvelse bag. Men det er er og bliver en påstand. Hvorfor man ikke skulle kunne føle sig som europæer med solidaritet og sammenhængskraft og alt det dyre, blæser i vinden.

Den norske forfatter og populærhistoriker Karsten Alnæs har i fire vægtige bind: Historien om Europa - hvoraf det sidste, Mørkets tid, nu er kommet om perioden 1900-1945 - sat sig for at gennemlyse det europæiske menneskes vilkår fra år 1300, da den europæiske bevidsthed så småt finder en form, til det store systemsammenbrud i Første og Anden Verdenskrig, hvor forudsætningerne efter 1945 lægges til rette til en ny europæisk bevidsthed og en efterfølgende udvikling hen imod unionen og Europas formentlige - nogle vil mene forhåbentlige - politiske samling.

Afviser man Europa som noget konkret - hvilket selvfølgelig er noget snak, Europa er der jo ganske konkret, og europatanken har vist sig særdeles praktisk og operativ - afviser man også begrebet europæer som ukonkret.

Man kan tale for sig selv, kan man, men det er næppe forbundet med uoverstigelige følelsesmæssige problemer at se sig selv i en større sammenhæng end just den nationale. Nogenlunde samme mekanisme som i sin tid i midten af 1800-tallet sådan cirka, da lokalpatrioten opløftede sig fra, at folk følte sig fra Lolland, Fyn, Himmerland eller København, til at de følte for den overordnede egn og det designerede fødeland - Danmark. Men følelsen var ikke statisk.

Grænseophævelser

Som Alnæs påpeger ophævedes og ophæves i vore dage nationalstaten i flere sammenhænge, ofte for eksempel når talen er om fodbold, og det ikke lige er landkampe. Holdene er kendt, og man identificerer sig med dem, spillerne kommer på kryds og tværs fra alle mulige lande og indgår i en art fælles pulje, de interesserede har adgang til.

På det seneste kan man konstatere den samme grænseophævelse inden for børnemishandling. Det østrigske monster, som Ekstra Bladet kalder den formørkede sjæl, der har holdt sin incestuøst avlede børneflok fanget i en kælder i en østrigsk kleinby, gøres til ét med fællesskabet. Det er sket next door. I Europa, i den europæiske landsby.

Sladderpressen er også leveringsdygtig i celebrety-fucking pr. fælles kortdistance. Jo, vi er ved at blive ét for alvor. Nationalisterne hoster imod det bedste, de har lært, med deres forkølede forbehold og sentimentale fastholden af en national valuta, der for længst i forsvarlighed og fredens interesse er bundet til det øvrige Europas pengevæsen. Men tiden rinder ud, og i nær fremtid vil den europæiske identitet være noget, man heller ikke drager i tvivl her i landet; tværtimod skal der såmænd nok fremkomme nye reaktionære til den tid, der med næb og klør vil forsvare det europæiske og tale op og ned ad stolper om europæisk identitet og sammenhængskraft.

Under alle omstændigheder er det lige så absurd at fornægte det europæiske som at fornægte den eventuelle danskhed, hollandskhed eller tyskhed.

Karsten Alnæs' vældige værk på i alt 2.615 sider, hvoraf det sidste, bind 4, tegner sig for de 691 af dem, inddrager både kultur og historie i grandiose udredninger og synteser. Underliggende i hele værket løber den almindelige europæers fortælling alle de steder, forfatteren har været i stand til at udskille denne fra det store kollektive forløb. Alnæs har blik for den type historie; i samklang med gamle Erik Arups idé om at finde ned i folkets fortid og udrede, hvorledes 1100-tals bonden Bjarkes vilkår var i den egn i Nordsjælland, hvor han ryddede skov, og hvor s-toget nu standser i sovebyen Birkerød, mens de mere velhavende står af i Trygves rydning i Trørød.

Selvsagt har en skribent i Alnæs' radikale ærinde også fat i en skikkelse som købmanden i Prato, renæssancens lyslevende repræsentant, hvis liv ned til mindste detalje har kunnet kortlægges takket være adskillige sække med dagligdagens dokumenter, regninger, kvitteringer, rykkerbreve, breve, huskesedler, osv, som håndværkere ved et tilfælde engang i 1950'erne fandt glemt under en trappe i købmandsgården i Firenzes lidt kedelige naboby.

Det er dagligdagspapirer af uvurderlig værdi fra deromkring slutningen af det 14. århundrede. Her træder fortidens dannede, professionelle europæer frem, forvarslet om det store spring fremad i oplysningstiden, europæeren med rod i det højtudviklede Sydeuropa, manden, som bevægede sig virtuost gennem landene fysisk og i sin handel, her træder han lyslevende frem, som gik han på gaden i vore dages Toscana og købte og solgte, sladrede og gjorde ved.

Købmanden i Prato er også del af vor fælles fortid ligesom mølleren fra Montereale, Martin Guerre og alle de andre, som vi takket være Alnæs mellemkomst får hentet ud af historiens tusmørke og op af den store kollektive kramkiste. Uden disse historier og utallige andre, som Alnæs generøst byder på og gør levende i sin glimrende, aldrig kedelige fremstilling, ville vor egenforståelse være akkurat så mangelfuld, snæversynet og ensidig, som netop de fanatiske Europa-fornægtere åbenbart helst gør den til. Nul og nix og uden forankring til de relevante omverdensvirkeligheder.

Pestens fællesskab

Europæerne har ikke alene religion og åndshistorien og den politiske historie på godt og mindre godt til fælles, men også de fysiske vilkår, som i mere end en forstand udgjorde sammenhængskraften - og i de frygtelige kriser i verdensdelens blodige historie det modsatte. Men også andet truede med mellemrum den europæiske trivsel og syntes at umuliggøre videre fælles foranstaltninger til en gunstig udvikling af fællesbetingelserne.

I et af Alnæs mere indfølte afsnit redegør han for de store sygdomsanfald, der til tider truede selve denne del af verden på dens videre eksistens.

Det er engang sagt, at såfremt den sorte døds vanvittigt smittende byldepest ikke havde hærget i 1300-tallets midte og efterfølgende anfald af lignende soter sendt atter nye masser i graven før tid, kunne Marie Antoinette være blevet transporteret i bil til skafottet, og Europa uden tvivl have sat en mand i land på månen nogenlunde samtidig med, at Jules Verne udlevede sine fremtidsfantasier i romanform!

I hvilken grad de utallige krige og ikke mindst det 20. århundredes forlængede mareridt fra 1914-45 har sat Europa bagud i det store regnskab, er umuligt at opgøre. Dynamikken i forbindelse med krigsproduktionen bør man i kynismens navn heller ikke ganske overse. Men store dele af den gamle verden gik til grunde undervejs. De tyske byers uerstattelige værdier blev ofret i de allieredes bombekampagner, tragedien var ufattelig.

Men som Alnæs slutter sit store værk: "(...) hævet over alt er freden, forsonligheden og de åbne grænser i verdensdelen, og hvis våbnene tier for altid, har denne del af verden vundet langt større sejre, end Napoleon nogensinde kunne drømme om."

Så sandt som skrevet. Karsten Alnæs' værk er i sig selv en sejr og en stor bedrift.

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu