Læsetid: 4 min.

At kende sandheden

Hjem fra krigen. Fronten og hjemmefronten flyder sammen i Paul Haggis' efterforskningsdrama 'In the Valley of Elah', en nuanceret og begavet, men ikke helt lydefri film om prisen for at føre krig mod terror
I krise. Hanks privatliv bliver også truet som følge af krigen: Hvorfor ledte han sine sønner ind i en militær karrriere, når prisen blev så høj.

I krise. Hanks privatliv bliver også truet som følge af krigen: Hvorfor ledte han sine sønner ind i en militær karrriere, når prisen blev så høj.

Sandrew Metronome

23. maj 2008

I en tid, hvor nyhedsmedierne melder om, at amerikanske soldater hjemvendt fra Irak og Afghanistan begår selvmord i chokerende hobetal, ligner Paul Haggis' In the Valley of Elah unægtelig et relevant og aktuelt udspil. Filmen - som da også er baseret på virkelige hændelser - handler ganske vist ikke direkte om denne problematik, men den handler i allerhøjeste grad om, at krig har en grim vane med at vride soldaters psyke ud af form med fæle konsekvenser for både dem selv og andre. En af handlingstrådene kommenterer desuden på faktiske anklager om, at myndighederne ikke reagerer, når krigsveteraner udviser symptomer på snarlig mental nedsmeltning.

Egen efterforskning

In the Valley of Elah er Haggis' tredje film som instruktør: Den første, Red Hot (1993), er ikke just gået over i filmhistorien, mens den anden, multiplotracedramaet Crash (2004), vandt flere Oscars, blandt andet for Bedste Film.

Igen er han altså ude i samfundskritisk ærinde, denne gang med en bibelhistorisk ramme: Dalen, der i titlen henvises til, er nemlig den, hvor David nedkæmpede Goliat.

Tommy Lee Jones spiller den pensionerede militærpolitimand Hank Deerfield, som i dagene op til præsidentvalget i november 2004 får at vide, at hans søn Mike, som har gjort tjeneste i Irak, ikke er vendt tilbage til sin kaserne i USA. Fuld af bange anelser påbegynder viljestærke Hank sin egen private efterforskning, og under et uanmeldt besøg på Mikes kaserne lykkes det ham at tiltuske sig sønnens beskadigede mobiltelefon, som viser sig at rumme optagelser fra Irak. Med hjælp fra en sej og kvik politikvinde og alenemor (spillet med betragtelig autoritet af en forfriskende af-glamouriseret Charlize Theron) finder Hank - og vi - flig for flig ud af, hvad Mike oplevede derovre.

Flosset mønsterdreng

Hank Deerfield er en interessant figur, en patriotisk Salt of the Earth-amerikaner, som formentlig tilhører den modsatte politiske fløj af Haggis selv: I en tidlig scene lytter han i hvert fald til en radiovært, som giver indtryk af at være ret højredrejet.

Men denne disciplinerede og solide samfundsborger er ikke uden mørke sider. Slagsiden af Hanks tyrkertro på egne egenskaber er en dybt indlejret og ikke særligt tilsløret skepsis over for andre menneskers kompetence. Mere end en gang kommer han desuden med racistiske udbrud, og Hank er da også blevet sammenlignet med en af de mest (herostratisk) berømte figurer i amerikansk filmhistorie, nemlig John Waynes indianer-hadende Ethan Edwards fra John Fords Forfølgeren (1956).

Stille desperation

Haggis skrev egentlig rollen med Clint Eastwood i tankerne. Clint'en takkede imidlertid nej, og så gik den altså til en anden amerikansk alfa male, den seksten år yngre Tommy Lee Jones. Ikke nogen ringe substitut. Selvom Jones ikke som Eastwood ligner det femte medlem, Mount Rushmore endnu har til gode, har han i flere ombæringer - måske mest mindeværdigt som den utrættelige strisser, der jager titelfiguren i Flygtningen (1993) - fremstillet amerikanerne, som de ønsker at se sig selv: Hårdføre, reelle, yderst udholdende, professionelle til fingerspidserne samt i besiddelse af bidsk veltalenhed, når situationen kræver det.

Derfor virker det så meget stærkere, når vi her ser stoiske Hanks verden styrte i grus. Jones har nok aldrig før i samme grad som her formået at udtrykke så meget med så få ord, og præstationen er et fornemt studie i stille desperation. Han og hustruen (spillet af Susan Sarandon) har allerede mistet en uniformeret søn i en helikopterulykke, og hun bebrejder sin mand, at han sporede dem ind på en karriere i militæret. Hanks privatliv synes med andre ord to museskridt fra afgrunden.

Farlig idyllisering

Blandt In the Valley of Elahs store kvaliteter er, at den anskueliggør de voldsomme, men ofte skjulte, psykologiske omkostninger og konsekvenser det har for mennesker at gå i krig. De skader, som soldaterne pådrager sig, siver med usvigelig sikkerhed ud i samfundet, når de vender hjem fra fronten.

Et af de gode spørgsmål, som ligger og lurer i filmens baggrund, er dette: Når krigsførende nationer tyr til hysterisk heltetilbedelse, hvem gør de det så for - soldaternes skyld eller deres egen? Er det i virkeligheden et forsøg på at fortrænge en nagende vished om, at krige har det med at være smækfulde af gråzoner? Hvorom alting er, mistænker man, at offentligheden gør veteranerne en bjørnetjeneste. Den belejlige idealforestilling om Den Hjemvendte Helt må være ganske smertefuld at leve med for den, som slet ikke er stolt af det han udrettede på slagmarken.

Styg slutscene

Monty Python-medlemmerne bedyrede engang, at det sværeste ved at skrive sketches var at finde på en god slutning. Det problem løste de af og til ved uden varsel at lade en enorm og ekstremt tung genstand falde ned og fladmase deres figurer.

Haggis har med skam at melde udstyret sin ellers intelligente historie med en slutscene så styg, at man næsten havde foretrukket, at han havde fulgt Python-folkenes absurd-morbide eksempel. Det er ikke uden tragisk ironi, at en film, der går ærkeamerikanske attituder og klichéer på klingen til slut rent rammer Hollywoods vel nok værste unode, nemlig at tale ned til publikum.

Et mindre irritationsmoment er filmens tendens til selvhøjtidelighed. Til gengæld er Haggis glimrende til at skrive dialog, og takket være den talentfulde filmfotograf Roger Deakins er filmens billedside - hård, bleg, smågrumset og trøstesløs - helt i tråd med dens tema.

Sine fejl til trods er In the Valley of Elah en tankevækkede film med sine meningers mod og vilje til at tage favntag med virkelig ubehagelige sandheder.

In the Valley of Elah. Instruktion og manuskript: Paul Haggis. Amerikansk (Dagmar, Grand, Empire og Falkoner i København samt seks biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu