"Come on, clones. Clone me another me. My generation needs another me. Me and me. Hearts of gold. Bodies of lust. Forbidden love reach the stars".
Siden deres forrige, andet album, Ham fra 2005, har jeg glædet mig intenst til nyt fra den britisk-tyske gruppe The Chap. Det gør jeg også efter deres nye og tredje album, Mega Breakfast, men jeg tør næsten ikke håbe på, at de igen vil kunne levere et så fyrigt, så vittigt, så kontrolleret opfindsomt, så hvidt funky, så umiddelbart syngbart, så vitalt et album.
"Oh where has my soul gone. 19 years in the business. 19years dog without a bone".
Jeg forelskede mig i Chap i 2005 fordi de dissekerede rockmusikken, stak skalpellen ind, hvor der ikke længere var nogen følelse, fjernede alt det døde kød, som rock-korpusset slæber rundt på. Det lyder makabert, men det var faktisk en stærkt opkvikkende oplevelse at høre, hvordan de fjernede poseringen, selvhøjtideligheden, rock-mytologien, den poserende følsomhed, den bedagede autenticitet og klicheerne og konstruerede deres egen stærkt kulørte Frankenstein.
"Hello blood blood blood/ We will perform surgery".
Samme dissektion lykkes lige så ubetinget på Mega Breakfast, hvor bandet, der har base i Nordlondon, endnu engang sammensyr rocken med en til tider hallucinatorisk stiv, stram funk og frækt doseret electronica, nogle få frækt placerede techno-beats og lidt violin spændt op til sammenbrud. Det sker i de grænseløst tænkte, men stramt udførte numre, der kalder sen King Crimson, Brian Eno, Residents, Pixies, Sonic Youth, Peaches, Matmos, Soft Pink Truth, Roxy Music, Chic, Neptunes og Mamas and Papas frem i erindringen.
"Develop a voice that is annoying/ Voice your opinion maybe/ Imitate the newsreader badly/ Shred my document. Come into my bathroom showroom/ Approach me slowly/ Visit my body".
Og så kan Claire Hope, Panos Ghikas, Johannes Von Weizsäcker og Keith Duncan noget med tekster som få i populærsfæren (som de jo er en del af, i kraft af at de dekonstruerer den og refererer til den og bejler til den fra deres helt eget udgangspunkt). De tvinger i hvert fald denne anmelder til at lytte efter. For eksempel til denne anmeldelses indledningscitat fra kor-pophittet "Fun and Interesting", der både jonglerer med narcissisme og kloning. Og denne skribent frydes over sange om kulturforsnævringer, plastikkirurgi, kapitallogik og ublu kærlighed til verdensmusik. Og til "Carlos Walter Wendy Stanley" om kønsskifte, for eksempel det, som den berømte synth-musiker Walter Carlos fik foretaget for at blive til Wendy. Selv om han blev til en hun allerede i 1967, så var det under navnet Walter, at han officielt komponerede til Stanley Kubricks A Clockwork Orange i 1971. Måske er det denne Stanley, der refereres til?
"Walter never graduated/ Ever/ Wendy/ Did he ever ask her/ Did he?/ Wendy/ Was the operator/ Later."
Det er en halsbrækkende rockdekonstruktion og et formidabelt popeksperiment, som The Chap udfører. Og den transparente skønhed, den benede præcision og den tørre humor kan godt umiddelbart få sangene til at virke spartanske og utilstrækkelige, men bliv ved med at lytte, og hver sang vil vise sig at være fuldbragte væsener fulde af sublime detaljer. Og humor. "Proper Rock" sunget med britisk overklasse-accent og diverse indhegninger omkring den 'ægte rock'. Snobrock. Eller de talte kommentarer mixet foran det store kor på førnævnte kloningssang. Kor: "My generation ..." Kommentator: "Brilliant". Kor: "... needs another me". Kommentator: "Super super". Ironi og inderlighed, eksperiment og pop gnubber sig mod hinanden og slår kuglelyn over hjernebark og gennem hjertekamre.
"Tell it like, the way it really is, Liz. Proper songs, real emotions".
Der er en sund og selvironisk distance til 'projekt rock', som får endnu mere tyngde, fordi bandets kærlighed til netop rock - og pop - er så evident i de mest flænset støjende, gnistrende huggede og lifligt melodiske passager, hvor elguitarerne får lov at tale med svundne tiders stemmer. Og genopstår pakket ind i kor, boblende programmeringer, klagende eller klynkende strygere og ætsende støj.
The Chap opererer i spændingsfeltet mellem dissektion og kloning. Blot er blodet blevet skuret væk i laboratoriet, inden offentligheden bliver lukket indenfor på Mega Breakfast, og for vores øjne og ører åbenbarer sig 11 fuldendte skabninger. Strømlinede og alligevel fulde af brudflader, som får os til at tænke over, hvad rock mon er for noget, og mon den vil komme til at lyde sådan i fremtiden? Mega Breakfast er i hvert fald innovation, man kan synge med på, ja, som man har lyst til at synge flerstemmigt euforisk med på. Så kom, kloner, klon mig, så jeg kan løfte min røst i stereo, kvadrofoni, surround.
På dybt vand
Selv om de lever og ånder i den samme tid, og selv om de begge er stærkt innovative bands, så er der ved Gud langt fra The Chap til Animal Collective - det flagrende, eventyrlige, pop-psykedeliske band fra Brooklyn, New York, der om nogen bliver kopieret i disse dage af bands lidt uden for mainstream. De har så også - især med deres to seneste albums - formået at vise en poppet vej ind i det vildnis, som nogen har døbt naturalismo og tæller godtfolk som Devendra Banhart, Joanna Newsom, Sunburned Hand og MV+EE. Et vildnis, hvor folk, psychedelia og rock blendes med, hvad der nu måtte falde udøverne ind at kaste i mixet.
Så har Animal Collective så også vist sig som fremragende sangskrivere, der ikke har ladet sig begrænse af former og formater. Heller ikke på deres nye ep, Water Curses, hvor de er stået til søs eller i hvert fald forholder sig til vandet tekstligt og lydligt, hvor det risler og gurgler gennem numrene.
Water Curses' fire numre er lidt mere ude af fokus til fordel for en mere udflydende og ekkoende og nedtonet stil. En slags Beach Boys på dybt vand. Fire lungefulde modstandspop til nedbrydning af mainstreams immunsystem.
Genopdaget (igen)
Løssluppenheden finder man også hos Liquid Liquid. Som for længst er afgået ved døden. De huserede nemlig fra 1980 til 1983. Men de bliver åbenbart genopdaget af et hipt pladeselskab cirka en gang hvert årti. Forrige gang var det Mo'Wax, der genudgav de syret funky, sexet synkoperede og vokalt udskridende udladninger fra new-yorkerbandet. Denne gang er det Domino, som også udgiver Franz Ferdinand, Animal Collective, Four Tet osv.
Slip In and Out Of The Phenomenon samler bandets klassikere, ligesom antologien også graver uudgivne perler fra både studie og scene frem. Og der er masser af skabeloner og frækheder og formfuldendtheder at nyde fra en funky, men også psykedelisk position, hvorfra man kan få øre på både PIL, Can, Talking Heads, Fela Kuti, DNA og jamaicansk dub.
I det hele taget giver det god mening endnu en gang at genudgive Liquid Liquid, efter at punkfunk-bølgen har rullet over New York og resten af verden med bands som LCD Soundsystem, The Rapture og især !!!
Men også flere rappere/ hiphop-producere skylder deres til Liquid Liquid. Grandmaster Flash & Melle Mel stjal for eksempel basgangen fra "Cavern" til klassikeren "White Lines (Don't Do It)". Og det gjorde De La Soul også til "Ego Trippin' (Part Two)" samt LL Cool J til "Phenomenon". Som titlen Slip In and Out Of The Phenomenon meget passende refererer til.
Det er en fornem antologi, som trækker tråde mellem nutid og fortid. De tråde, som Animal Collective får til at krølle sammen i sære mønstre. Mens The Chap skærer dem over og splejser dem sammen på nye måder. Maj er en god måned for rockmusikken. Især hvis man har lagt sentimentaliteten bag sig.
The Chap: Mega Breakfeast (LO Recordings/Dotshop.se) www.dotshop.se www.thechap.org. Udkommer på mandagAnimal Collective: Water Curses EP (Domino/A:larm). Er udkommetLiquid Liquid: Slip In and Out Of The Phenomenon (Domino/A:larm). Udkommer på mandag
