Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Kvinder med næb og kløer

Alanis Morissette vender efter fire års tavshed tilbage med elleve suverænt turnerede sange og Martha Wainwright lægger alen til sin kunstneriske vækst på sin svære toer, hvor hun bogstaveligt talt går i kødet på kærligheden
Canadiske Alanis Morissette ses her på scenen under den 9. Energy Globe Awards til fordel for lokale miljørigtige projekter i Bruxelles i mandags.

Canadiske Alanis Morissette ses her på scenen under den 9. Energy Globe Awards til fordel for lokale miljørigtige projekter i Bruxelles i mandags.

Olivier Hoslet

Kultur
31. maj 2008

Med albummet Jagged Little Pill indvarslede canadiske Alanis Morissette i 1995 den postfeministiske epoke inden for sangersangskrivergenren - som hun som genre også var med til at give nyt liv og en ny retning.

Set fra denne drejbare stol var den afgørende forskel på 1970'ernes betonfeminisme og den ny sensibilitet, som kom i spil i løbet af 90'erne, såmænd nuancerne. Hvor den første bølge feminister uden blusel pegede på (den patriarkalske) mand som roden til alt ondt, handlede det nu også om at undersøge, hvorvidt kvinderne selv på et eller andet niveau havde en finger med i spillet omkring skævvridningen mellem kønnene imellem.

Eller sagt på en anden måde - en klædelig blanding af selvkritik og selvironi kom til, uden at sigtet (helt) tabtes af syne.

Og der blev i processen gået til den kvindelige psykes dybder og faldgruber - vi er alle neurotikere for Vorherre - med en ind imellem benhård ærlighed og konsekvens, som rakte tilbage til et hovedværk som Joni Mitchells Blue (1971), om end med en opdateret tilgang til tekstuniverset. Selv om den der forbandede kærlighedsleg på en eller anden måde har reprisens karakter over sig.

Spændende bliver det derfor også at se, hvorledes det reaktionære nypatriarkat (repræsenteret ved bl.a. Anders 'Daddy' Fogh! Papa George Bush, Jr., mullaherne Krarup og Langballe, nazimuslimen Bin Laden etc., hvis fælles praksis konsekvent synes at være formet af 1800-tals devisen "hvad Fatter gør -" på trods af, at fatter hele tiden skider i den seng, vi andre skal sove i!) vil påvirke nyfeminismens bestræbelser fremover. Jeg er bange for, at det er tid til grovfilen igen, brødre og søstre, thi den nuværende kurs holder ikke en meter. På noget niveau.

Både yang og ying

Nå, men den postfeministiske sensibilitet har om ikke andet givet os musikelskere en ordentlig røvfuld spændende sangersangskrivere at gå om bord i - heriblandt ikke mindst ovennævnte Morissette, som desværre siden aldrig helt har nået samme højder som på Jagged Little Pill - før nu, i hvert fald. Thi med det spritny Flavors of Entaglement virker hun såvel topinspireret som nyvitaliseret med 11 knivskarpe sange, fyret af fra hoften og fornemt indfattet i Guy Sigsworths (kendt fra sit samarbejde med bl.a. Björk og Imogen Heap) moderne, men også klædeligt diskrete produktion, hvor elektronika og gængs instrumentering blidt støder sammen uden at komme i vejen for solistens bestræbelser.

Pladen minder én om, hvorfor Morissette virkede så essentiel og uomgængelig, da hun brød igennem for et dusin år siden, thi her er hun atter med nerverne klædeligt uden på tøjet, ægte, sårbar, stærk, skrøbelig og åben omkring det hele.

Den følelsesmæssige bredde i materialet demonstrerer, at hun som kunstner ikke er bange for at tackle hverken yang eller ying, hun besidder en sjælden bredde i sit udtryk, der rammer i hvert fald denne lytter lige i solar plexus.

Også fordi det ind imellem har været frustrerende at bevidne Morissettes manglende evne til at indfri sit eget potentiale. Men her demonstrerer hun atter overlegent sit mod på at tackle tilværelsens mange forskellige facetter og niveauer - og manglen på de klassisk turnerede kærlighedssange, der stadig rider sangersangskrivergenren som en mare er rent ud befriende.

Når hun går i kødet på kærligheden, sker det bogstaveligt talt med næb og kløer, man kan mærke det gibbe lidt i én, når hun er skarpest og mest nådesløs. Dét sagt løber der lige en så tilpas understrøm af ømhed gennem hele skiven til at hun ikke forfalder til misantropi eller dyrkelse af egen melankoli. Med Flavors of Entaglement er Morissette tilbage med en række stærke sange, der sidder lige i tidsånden; så kan den lære det!

Hjerte rimer på galde

Heller ikke den ligeledes canadiske Martha Wainwright lægger på noget niveau fingrene imellem på sit nyeste udspil, hvis titel I Know You're Married But I've Got Feelings Too i sig selv fortæller en noget grum historie.

Hvorvidt den er selvbiografisk eller ej må få stå hen (det er faktisk heller ikke synderlig vigtigt), men tematikken har givet anledning til en stribe af den slags hudløst intense sange om et forhold, der kan minde om en rodbehandling.

Men heldigvis ikke kun det, Wainwright har blik for både det smukke og det brutale ved kærlighedens stier, det er da det, der gør hende værd at følge, når hun tramper ud af dem - akkompagneret af sit ekspressive guitarspil og sin fyldige, mørkt tonede stemme, der går lige i åren på denne lytter.

Hos Wainwright rimer hjerte ofte (men ikke kun) på galde, og hun formår at fylde nyt og eksplosivt brændstof på den der motor, som udvirker, at vi ikke kan holde op med at lede efter en komplementær person, så ensomheden ikke bliver alt for overvældende.

Libido/længsel, kald det hvad De vil, men kors, hvor ville man dog kunne nå meget uden det billige skidt. Som så i sidste ende måske er det, der gør livet værd at leve?

En sang så øm som "Niger River" er det i hvert fald de færreste beskåret at skabe - men den lyser op på en plade, hvor sortsynet og pessimismen hele tiden lurer. Selvfølgelig gør de det - den verden, patriarkerne har skabt siden 11. september, er den egentlig værd at bo i? I mine mørkeste stunder falder svaret nej mig lige for.

Far, mor og bror spiller

Trods sine 32 år er I Know You're Married But I've Got Feelings Too kun Wainwrights anden plade, hvilket måske/måske ikke skyldes hendes familiebaggrund, hvor stort set alle er noget inden for musikken. Faderen Loudon Wainwright III var en af 70'ernes hvasseste penne (og stadig aktiv), moderen Kate McGarrigle udgør sammen med sin søster Anna en af den moderne folkemusiks stærkeste søsterduoer og storebror Rufus Wainwright, ja han er kritiker- og publikumsyndling af Guds nåde. Så hun stammer fra en familie, hvor - med Rufus' formulering - "alle rask væk skriver sange om hinanden", hvilket vel godt kan være en belastning.

Især er hendes fader berømt for at tale lige ud af posen om stort set alt, så man gad godt have set hans ansigtsudtryk, da han hørte den sang, datter Martha betænkte ham med på sit fabelagtige debutalbum i 2005, Martha Wainwright. Den hed i al sin rørende enkelhed såmænd "Bloody Mother Fucking Asshole". Av, av og mere av.

Personligt råspillede vi Martha Wainwright her i huset, og alt tyder på, at det bliver mindst lige så svært, at få I Know You're Married But I've Got Feelings Too ud afspilleren igen. Det er skarpt, det er præcist, det er smukt, det er grumt, det er gribende og først som sidst er det bare pissegodt.

Mens det gode skib Jorden langsomt går til bunds pga. uansvarlige patriarker over hele kloden, er det da skønt at kunne lindre sig med lidt sirenesang, før havet lukker sig over vores hoveder.

Flavors of Entaglement (Maverick/Warner) Udkommer Mandag

Martha Wainwright I Know You're Married But I've Got Feelings Too (Drowned in Sound/Bonnier-Amigo)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her