Læsetid: 3 min.

Lille Henrik og store GudAllah

Norbrandts flaksende og bevægelige børnebog - som ikke er en børnebog - er bedst, når den er mest satirisk
Henrik Norbrandts flaksende og bevægelige børnebog - som ikke er en børnebog - er bedst, når den er mest satirisk
8. maj 2008

Der er noget sludrevornt, sprælsk og plirrende storøjet over fortælleren i Henrik Nordbrandts nyeste værk, der næsten, men så alligevel ikke er en børnebog. Duduk, som den hedder, er en papegøje, men er også en krage. Den er lidt doven, umanerligt glad for mad, og så kommer den ud for det ene mere skøre eventyr efter det andet.

Dén verden, den flyver rundt i, er en skønsom blanding af litterære steder og urfigurer, som først og fremmest er hentet fra børnebøger. Duduk er egentlig Long John Silvers papegøje - ham fra Skatteøen - men den flygter og slår følge med én, der minder om en af vagabonderne fra Mens vi venter på Godot. Siden farer den vild i Sherwood-skoven, forveksles med Snehvide og lægger skumle planer med De Syv Små Dværge.

Den rejser i tiden, bliver jaloux på Den Grimme Ælling, dens drømme har det med at blive virkelige, og så kan den tale, når den da ikke forspiser sig i hønsefoder. Det er, som man kan høre, meget letbenet, på grænsen til det fjollede. Alting sker og forandres, som det lige passer til fortællingen, der i lange passager er ren skrønemageri og fandango.

Blanding af Gud og Allah

Men i andre passager er Lille Duduk og store Godok noget mere end det. Den store Godok er nemlig en art blanding af Gud og Allah - han har to sønner, fortælles det, de hedder Jeppe og Mulle - og i denne bog er han og hans tilbedere roden til alt ondt.

De tager magten, gør de, og siger til alle andre - dvs. kragen og de børn, den møder undervejs - præcis, hvad de må og ikke må. De kræver, at man siger sit Godokvor. Og man må endelig ikke sige noget ondt om Godok, kalde ham for en myg eller en hønselort eller lignende, så bliver man brændt på et bål og bagefter brændt i uendelighed. Eller den slags.

De satiriske passager er til at tage og føle på og klæder Nordbrandts letbenede, ironisk-naive prosa. Og heldigvis går han hele vejen. Her er ikke noget med at sige, at troen er fin nok, at det er kirken og præsterne (eller imamen og sharia eller lignende), der er problemet. Det dumme er overhovedet at tro på en gud. Som den kloge, men dæmoniske hr. Ilder forklarer Duduk:

"Som sagt mener menneskene, at Godok har skabt hele universet. De mener også, at denne Godok, som de selv udtrykker det, er 'uendelig god og uendelig mægtig'. Så hvordan det kunne gå til, at han lavede lort i det, går det over min forstand at fatte. Noget tyder på, at Godok pludselig ikke kunne komme i forbindelse med menneskene. Hans kommunikation, som man vist kalder det i dag, var gået i stykker. Men hvordan kunne det ske, når han var uendelig mægtig?"

Den slags giver ingen mening for Duduk - eller Nordbrandt, fornemmer man. I bogen gør han det bedste, han kan for at overbevise læseren om det samme: Troen er latterlig og skadelig, den hersker i verden på grund af menneskenes idioti, som desværre (det er jo Nordbrandt, der skriver) er temmelig stor. Den hænger over menneskene som en dyne, kun børn og fantasifigurer kan undslippe. Hvilket de så måske gør i bogens sært abrupte slutning.

Kort, men for lang

Er der mere at sige? Uanset hvor sympatisk indstillet man er over for Nordbrandts satire, så er Lille Duduk og store Godok en ret ujævn bog, skønt kort alligevel for lang. Nogenlunde halvvejs kører man træt i den sprælske fortæller og hans retningsløse flaksen; man sidder og venter på den satiriske brod, der i lange passager forsvinder ud af fokus.

Måske ville Lille Duduk og store Godok have gjort sig bedre som avisføljeton. Det ville have skærpet satirens gennemslagskraft, tvunget punch ind i alle og ikke bare nogle kapitler. Alligevel bliver det lidt spændende at se, hvordan det borgerlige Danmark og dets hylekor tager imod bogen. Bliver de glade, fordi den kritiserer Islam, eller fornærmede, fordi den ikke hylder kristendommen? Eller danskheden, for den sags skyld.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tese 1: Fordi der både findes godt og ondt, findes både Gud og Satan (for 100 år siden).

Tese 2: Fordi der både findes godt og ondt, findes hverken Gud eller Satan (for 30 år siden).

Tese 3: Godt og ondt er menneskeskabte begreber, og "den skabende kompleksitet" der har skabt mennesket, behøver ikke forholde sig til disse (sådan ca. nu).

Tese 4: Hjernescanneren har uden for enhver tvivl bevist, at mennesket ikke har nogen bevidsthed. Hjernen virker som en computer, og der eksisterer ingen "kameraposition" inden i dette system, hvor bevidsthedsbegrebet giver mening. Det er lige så tåbeligt at have medlidenhed med et menneske som med en computer eller støvsuger (om ca. 10 år).

Tese 5: Næsten alle dør nu af kræft i relativt ung alder. Kræftens gåde er løst, men ingen bryder sig om at tænke på løsningen.
Det startede allerede før 2-den verdenskrig da man begyndte at give små børn penicillin i stedet for at lade dem dø af infektionssygdomme i barndommen. Hidtil havde der typisk været 1-2 dødsfald i en børneflok på 8 og derved frasorteredes de uundgåelige gen-fejl i immunsystemet.

Penicillinen var en kulmination på en flere tusinde år lang degenerationsproces. Man har opdaget at entropiens lov (det er mere sandsynligt at vælte et korthus end at rejse et korthus) også gælder i et Darwin-system.

For at udvikle en enkelt nyttig egenskab ved tilfældig mutation - samtidig med at millioner af allerede fremavlede nyttige egenskaber bevares uforandret - sammenholdt med, at sandsynligheden for at den enkelte mutation er skadelig, i sig selv er millioner gange større end for at den er nyttig - har fået os til at indse, at Hitler & co havde ret.

Evolutionen kan kun virke i et benhårdt og ubarmhjertigt miljø, hvor kun meget få overlever - og endda kun efter at have gennemgået ufattelige lidelser.

Forestillingen om helvedet er en kollektiv erindring om den virkelighed, der udviklede mennesket.

Forestillingen om det gode er en virkelighedsflugt, uanset om den kaldes Gud eller Humanisme.

Flygt fra virkeligheden hvis du kan - alt hvad der synes at fungere - selv i korte glimt - er OK

(konseneus om ca. 30 år).