Mandag aften var der på tysk fjernsyn hele tre spændende interviews på samme tid på tre forskellige kanaler. Man måtte derfor bl.a. vælge mellem den tidligere forbundskansler Helmut Schmidt og filosoffen Wilhelm Schmid. Begge var medvirkende i lange samtaler om store spørgsmål foran et indbudt publikum. Velforberedt og dybsindigt.
Den slags svære valg er man helt skånet for i det mentale Legoland, som udgøres af dansk tv. Tyskerne er tydeligvis mindre udsultede på mediefronten, end vi er herhjemme.
Interviewet med filosoffen Schmid viste, at filosofien vedrører det liv, vi alle med mere eller mindre held forsøger at få til at hænge sammen, og der kan laves godt fjernsyn ud af den slags. Åbenbart også gode bøger, så jeg købte bogen dagen efter.
Livskunst
Netop filosofiens forbindelse med vores alle sammens tilværelse er Schmids særlige ærinde. Han er professor i filosofi, men også tilknyttet et schweizisk hospital som 'filosofisk sjælesørger'. Og dertil forfatter til en bestseller om lykke.
En ganske lille bog på 80 sider, som dog glimrer ved en dybsindighed og navnlig ved evnen til at bringe filosofiske overvejelser på omgangshøjde med vores egen samtid. Ikke som filosofisk coaching eller banaliseringer af filosofiske iagttagelser.
Men som en dybsindig overvejelse af begrebet lykke skrevet med bevidsthed om og i dialog med vores egen samtids betragtning af begrebet. Dermed står Schmid i fin forbindelse med de tidligste filosoffer, som for en dels vedkommende så sig som rådgivere for deres egen samtid. Lebenskunstphilosophie hedder det i Schmids sammenhæng.
Hans bog beskriver bl.a. den svingende optagethed af lykke i historiens løb. Seneca skriver i det første århundrede om det lykkelige liv i De vita beata.
I de følgende århundreder hører man ikke så meget om lykken; den måtte komme i det hinsidige. Locke skrev i 1690 om lykken som noget, naturen havde indpodet mennesker at stræbe efter. I den franske encyklopædi (1751 og frem) fremsættes i artiklen om lykken (bonheur) den tanke, at enhver har ret til at være lykkelig. På samme måde går der rettighedstænkning i lykken i den amerikanske uafhængighedserklæring.
Følelsen af lykke
Problemet er bare, at når man med baggrund, om end knap så bevidst, i det 18. århundredes lykkeopfattelse glider over i den moderne betragtning af lykken, bliver lykken mere og mere en følelse, noget jeg kan fremkalde, og dermed stilles der krav til lykken, som ikke kan indfries.
Man tiltror mennesker mulighed for at opnå lykkefølelsen ved de rette handlinger og prioriteringer. Lykken bliver næsten som et drug, et rusmiddel, ja man taler ligefrem om 'lykkehormoner' som serotonin og dopamin. Det gælder om at jage efter lykken, og fravær af lykke betegnes næsten som en sygelig tilstand, hvorfor den ulykkelige ofte oplever en social udstødelse.
Frem for denne naive opfattelse af lykke taler Schmid om at leve i en taknemmelighed over for livet og på en sådan måde, at ens livsmod ikke udelukkende bygger på at fremhæve livets positive sider, men også erkende, at det vigtigste i livet ikke er lykken, men det meningsfyldte.
Stræben efter lykke bliver ofte til en erstatning for en dybere stræben efter det meningsfyldte. Det er lettere at tale om lykken, men egentlig stræber man vel efter det meningsfyldte, hævder Schmid. Det meningsfyldte giver sammenhæng siger han, og nærmer sig dermed et af tidens danske nøglebegreber.
Mening
Det meningsfyldte er dog ikke udtryk for en bagvedliggende højere mening med alting, som om skæbnen eller en guddommelig magt havde tilrettelagt alt på en sådan måde, at det hele giver en for os usynlig dybere mening.
Det gælder snarere om at indse, at de mange oplevelser og tildragelser i livet føres sammen, fordi min indstilling til livet er anderledes end den, der hele tiden jager efter lykken. Og det handler navnlig om at stå i forbindelse til nogen. "Mennesker, som føler kærlighed til hinanden, stiller sig ikke længere spørgsmålet om meningen" eller "venner, som føler sig forbundet til hinanden, skaber ud af denne forbindelse en mening". At stå i denne sammenhæng og forbindelse udfoldes videre til det transcendente, det hinsidige, for mening er også at stå i forbindelse til noget uden for sig selv, hvorfor også spiritualiteten og religiøsiteten inddrages i Schmids betragtninger. Og dermed bevæger han sig i det spændende landskab mellem filosofi, psykologi (talen om det meningsfyldte liv minder meget om psykiateren Viktor Frankls ideer), sociologi og teologi.
