Læsetid: 5 min.

Mandlighedens maskerade

Er massekulturens nye billeder af mandekroppen et slaraffenland, der åbner nye muligheder for mandligheden? Eller er kvindekroppen stadig overrepræsenteret, mens manden er en ensom fallos?
Billede og køn. Spørgsmålet er måske også, om det overhovedet er i billedkulturen, vi skal finde alternativer. Den billedlige repræsentation af kønnet skaber køn gennem identifikation, men måske er køn noget, der skal erfares som en forskel.

Billede og køn. Spørgsmålet er måske også, om det overhovedet er i billedkulturen, vi skal finde alternativer. Den billedlige repræsentation af kønnet skaber køn gennem identifikation, men måske er køn noget, der skal erfares som en forskel.

Vera Atchou

24. maj 2008

En sjælden gang imellem skal det åbenbart være én forundt, at endnu mens man sidder og bider sig i læberne af frustration over en bog, man netop har læst, kommer mod-bogen dumpende.

Det skete for mig, da jeg sad og var frustreret over Anders K. Sørensens bog Hankøn og blev begavet med modbogen Den ensamma fallosen af den svenske medieforsker Anja Hirdman.

Hankøn frustrerede mig, fordi den tager fat på et vildt interessant fænomen: de olierede og glatbarberede mandekroppe, som gennem de seneste årtier er tonet prægtigt frem i reklamens billedverden - men glider lige så olieret og glarbarberet hen over emnet som kroppene selv, uden ansats til refleksion og egentlig analyse. Refleksion og analyse, komplekst tænkt, men enkelt skrevet, er til gengæld hvad vi får hos Anja Hirdman.

Mandens blik

Anders K. Sørensen fremstår som en glad dreng, der i et journalistisk friskfyrsprog boltrer sig i alle de nye mandebilleder (fra 80'ernes new romantics over 90'ernes drengerøve til 00'ernes metroseksuelle) og ser dem som lige så mange muligheder for at udfolde sin maskulinitet, som man lyster. Som om den kvindelige maskerade (det store garderobeskab af outfits, positurer, sminke og udtryk) nu endelig er blevet en mulighed også for mændene - og som om den (kun) var en privilegeret valgfrihed og ikke (også) et sæt tvangstrøjer.

Betagende er Sørensens beskrivelse af sit møde som 14-årig med Calvin Klein-reklamen, hvor en muskuløs, solbrændt og glatraget mandlig atlet poserer skulpturelt med lukkede øjne og tilbagelænet nakke, ikke iført andet end underbukser: "En torso hugget i stenhårde muskler og et perfekt ansigt, ikke ulig Mel Gibson på bladets forside. Et ideal at stræbe efter, når min mandlighed engang skulle folde sig ud."

Jeg husker selv min uroplevelse med det nye, seksualiserede mandebillede en gang i de tidlige 90'ere: I en papirvareforretning faldt jeg over en afrivningskalender med billeder af en mandlig fotomodel i bar, muskuløs overkrop - og tænkte spontant, at det var da smukt, at man i en helt almindelig papirvarehandel nu kunne købe bøssekalendere. I min spontane forestillingsverden var mandlig homoseksuel lyst trods alt mindre ukonventionel end kvindelig heteroseksuallyst. Kan det være sådan, at konventionen om, at det betragtende blik er mandligt, og den betragtede krop kvindelig, er så stærk, at disse kønsmærker bevares, selv når det er en mandekrop, der betragtes? Således at den betragtede mandekrop feminiseres og retter sig mod et mandligt blik?

Det er sådanne spørgsmål, Sørensen ikke stiller. Og det er sådanne spørgsmål, Hirdman stiller. Og giver svar på: "Den erotiserede krop er konventionelt kodet til et maskulint blik, hvad enten der er kvinder eller mænd på billederne."

Hårfjerningens semiotik

Også Hirdman tager fat på Calvin Klein-reklamernes glatbarberede mandetorsoer. Men hun deler dem op i to typer: den feminiserede, drengede mandekrop, i en drejet position med nedslået blik,og den hypermaskuline, muskuløse, der i opret position og med konfronterende blik bliver én stor fallos. Hvis hårløsheden hos den første type måske nok kan signalere en slags feminitet, bliver den hos den anden type et tegn på maskulin kontrol over kroppen.

Her ser vi den analytiske smidighed i tanken, som Sørensen helt mangler. Hirdman stiller sig spørgsmålet om, hvad hårløsheden betyder, og må konstatere, at den kan betyde flere ting, afhængigt af hvilken krop, den knyttes til: Den er ikke nødvendigvis en feminisering, men kan også signalere den kropskontrol, som forbindes med noget maskulint. Som sådan kan den arbejde med på billedet af manden som en selvstændig, uafhængig, erekt og massiv fallos - hvorimodkvindekønnets glatbarbering signalerer modtagelighed og tilgængelighed.

Når mandekroppen poserer på billeder, poserer den ikke for at vække kvindens lyst hævder Hirdman: "Den mandlige krop som billede har ingen særlige positurer, gester eller blikke designet efter idéen om feminin lyst."

Lystens statister

Hirdmans bog analyserer ikke bare reklamens nye mandekroppe, men overordnet den mandlige seksualitets repræsentation i nutidens pornografiske og erotiske billeder. Og hun kommer frem til, at den mandlige seksualitet først og fremmest repræsenteres - af kvindekroppen. Manden selv er reduceret til et frenetisk arbejdende organ (i den hårde porno) og et usynligt blik (i den bløde porno).

Det, Hirdman ser, når hun ser porno, er "en ensom fallos som tavst og stædigt søger bekræftelse i den hårde pornografi og en usynligt stirrende betragter i den bløde pornografi". Med en anden, lige så poetisk formulering udråber hun mænd i pornofilm til "lystens statister": de tavse, maskinelle mænd, som arbejder hårdt og sammenbidt på kvindens lyst.

Det originale og geniale ved Hirdmans analyse er, at hun ser, at det "maskuline blik", som den erotiserede krop er kodet til, er et ensomt blik, som på én gang gør den mandlige seksualitet allestedsnærværende og usynlig. Mandens falliske seksualitet er den uproblematiserede, selvfølgelige norm, som erotiske billeder fabrikeres efter - og det betyder, at den er usynlig, at den savner repræsentation.

På den måde vender Hirdman en af feminismens pointer på hovedet. Feminismen plejer at sige, at det er den kvindelige lyst, der ikke har nogen repræsentation i patriarkatet. Hirdman siger det modsatte: det er mandens lyst, der ikke har nogen repræsentation. Eller kun har én monoton repræsentation: den maskinelt pumpende fallos i al sin hårdarbejdende ensomhed.

Lyst til manden

Dér, hvor Anders K. Sørensen glad tager imod en billedkultur, som han mener giver ham flere muligheder for at udfolde sig som mand, påviser Hirdman altså en billedkultur, der ikke formår at repræsentere mandens lyst. Reklamens nye poserende, glatbarberede mandekrop er enten feminiseret eller fallisk selvtilstrækkelig - aldrig begærende, lystende. Vor billedkultur giver os ingen repræsentationer af mandens lyst, men et hav af repræsentationer af (mandens forestillinger om) kvindens lyst, som tjener det formål at bekræfte - ikke mandens lyst, men hans potens.

Det spørgsmål, der melder sig, er selvfølgelig: hvordan skulle en sådan repræsentation af den lystne mand se ud? Hvordan skal man billedliggøre en begærende mand, der ikke har fuld, fallisk kontrol over sig selv og sin krop, men brænder efter en kvinde? Eller en krop, der byder sig til for en kvinde?

Identifikation

Spørgsmålet er måske også, om det overhovedet er i billedkulturen, vi skal finde alternativer. Den billedlige repræsentation af kønnet skaber køn gennem identifikation, men måske er køn noget, der skal erfares som en forskel. Denne forskelserfaring vover Hirdman sig netop ud i, når hun så at sige forsøger at se tingene (eller rettere: kroppene) fra fallos' perspektiv (og derved erfarer fallos som ensom og usynlig frem for dominerende eller truende).

Sørensen derimod søger sin kønsidentitet ved at spejle sig i sit eget køns fællesskab, eller i sine idealiserende forestillinger om mandefællesskabet: "Er der nogetproblem i at gå ud og spendere et obskønt beløb på tøj fredag eftermiddag, tage det på til en polterabend med paintball, bowling og stripklub samme aften, for derpå næste formiddag at rense kroppen og huden med ansigtsbehandling og massage på skønhedsklinikken, inden stadion kalder med fodbold og fadøl om eftermiddagen?"

Jeg kan godt få øje på et problem eller to. F.eks. hvornår man så skal have tid til at snakke med konen og erfare kønsforskellen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Erik Rønne

Og det kunne slet ikke falde Lilian Rösing ind, at feministiske analyser af reklamer af mænd i undertøj uhyre nemt bliver selvbekræftende, fordi det er så let at se det, man gerne vil se?

Og er ens indgangsvinkel feministisk, altså ud fra den grundopfattelse at Quinden bliver undertrykt af Manden, så skal det nok komme frem i analysen.

Jeg husker i øvrigt et par piger jeg sad og snakkede med. Snakken gik ind på en skilsmissesag. »Ja, manden var jo et gammelt svin, når han nu fandt noget yngre kød.«

Da jeg måtte gøre dem opmærksom på, at i dette tilflælde var det /konen/ der havde fundet noget yngre kød, så var reaktionen naturligvis »ja, så er han selv ude om det; han kunne jo bave havve gjort lidt mere ved sin krop, og været mere opmærksom på konen.«

Her opdagede alle så den slående sexisme i deres reaktion ... uanset hvad en mand gør, er det i feministiske øjne galt.

Som hos Thit Jensen udspringer alt godt fra det kvindelige, og alt ondt fra det mandlige.

Når der er flere billeder af kvindekroppe, end mandekroppe i offentligheden, er det vel fordi kvinder godt kan lide at se på attraktive kvindekroppe, mens de fleste mænd enten er ligeglade eller synes at de er akavet, at se nøgne mandekroppe, der jo som regel er seksualiserede i reklamer.

Seksualiserede mandekroppe vil ligefrem frastøde nogle mandlige potentielle kunder, der ikke vil købe varer, der har et image som de opfatter som bøsset.

Og det kunne slett ikke falle Per Erik Rønne inn at det å lese (alle) analyser med kjønnsperspektiv som "feministiske" prosjekter med målsetning om å hevde kvinnen på bekostning av mannen uhyre lett blir selvbekreftende, fordi det er så lett å se det, man gjerne vil se?

Jeg har vanskelig for å lese Lilian Munk Rösings anmeldelse av disse to bøkene som en hevdelse av en grunnoppfattelse om at 'Quinden bliver undertrykt af Manden' eller en påstand om at "alt godt [udspringer] fra det kvindelige, og alt ondt fra det mandlige". Det er formodentlig mulig for en mann å skrive en ikke så god bok, på tross av at han er mann, og for en kvinne å skrive en bedre bok, på tross av at hun er kvinne?

Munk Rösing poengterer fraværet av representasjoner af mannens lyst i billedkulturen - og det kan da knappest være mannsfiendtlig å gjøre? De fleste er enige i at kvinner ikke bør fremstilles som tomme stereotypier; Bør menn det i større grad?

Når Munk Rösing påpeker at: "måske er køn noget, der skal erfares som en forskel" er det en anerkjennelse av den tidligere godt bevarte hemmelighet at også menn har kjønn. Jeg kan ikke se at det er noen grunn til å ta det som en fornærmelse.

Per Erik Rønne

Henriette Thune skrev bl.a.:

Det er formodentlig mulig for en mann å skrive en ikke så god bok, på tross av at han er mann, og for en kvinne å skrive en bedre bok, på tross av at hun er kvinne?
==

Naturligvis er det ikke bare muligt, det sker endda temmelig hyppigt. Jeg tror da også at en Thit Jensen er en væsentlig bedre forfatter end en Carsten Jensen.

Jeg er bare træt af at feminister altid skal se verden gennem feministiske briller, også reklamer for herreundertøj, med mandlige modeller ...

Hvornår mon feministerne finder at bøsse-porno og forekomsten af trækkerdrenge er nedværdigende for Quinden? Og derfor bør forbydes.

Og min brug af ordet »Quinden« er ganske bevidst; man vil jo også indskrænke den enkelte kvindes handlingsfrihed; se blot på holdningen til dem der foretrækker at tjene 10-20 gange så mange penge som ellers, ved at arbejde på et bordel ... den enkelte kvindes integritet må tydeligvis underordnes af den kollektive Quinde.

"Eller er kvindekroppen stadig overrepræsenteret, mens manden er en ensom fallos?"

Man kan også spørge om kvinden er en ensom vagina?

Og er det derfor kvinder i dag skal dækkes til med store stykker stof i det offentlige rum?

Men hvorfor er Per Erik Rønne så trett av at feminister (hvem er de? - er de en ensartet gruppe? - gjør de alle de samme tolkninger?) - skal se verden gjennom feministiske briller - og hvilke briller er egentlig det?

Det gir for meg primært mening å snakke om feminismer og ikke feminisme - og i den grad feminismer har et felles minste multiplum, vil jeg (med bakgrunn i over flere år å ha lest en hel del feministisk teori på søken etter slike mulige fellestrekk) hevde at de bunner i en grunnleggende bestrebelse på å bygge ned makthierarkier med mål om å etablere likeverd i menneskelige relasjoner. Jeg undergraver med det ikke at det fins mer eller mindre radikale eksempler på "feministiske" prosjekter som ikke framstår i tråd med en slik målsetning, men jeg tror de springer ut av den - og dypest sett har den som et (utopisk) mål.

I den grad kvinner så langt har vært overrepresentert i engasjement mht. denne utfordringen, har det antagelig noe å gjøre med at kvinner har med seg den doble erfaring av det å skulle forholde seg til normer, som tross alt tradisjonelt sett har vært definert utifra menns standarder (i alle fall i den offentlige sfære - men ofte også i den private sfære, som en følge av dennes relasjon til den offentlige), - men samtidig også erfaringen av at ens egne normer ofte nedvurderes og tilskrives ens kjønn (en kjønnethet jeg i forrige kommentar henviste til at man tradisjonelt sett har latt være å anerkjenne at menn har). Dette dobbelte blikket (som flere feminister har skrevet om) gjør det muligens lettere for kvinner å "intuitivt" avdekke kjønnede strukturer - men det betyr jo ikke at (ofte usynlige) kjønnede strukturer som påvirker menns muligheter og handlefrihet ikke fins? Påpekningen av kjønnede strukturer som styrende for vår virkelighetsoppfattelse er jo også en nøkkel for å forstå hva som begrenser menns potensialer og begrensninger?

Feminismer og kjønnsforskning tar på alvor at våre virkeligheter er kjønnede - ikke bare i den offentlige sfære, hvor kvinner lenge har hatt, og (på tross av at vi ønsker å tro noe annet i 2008 Norden) ofte fortsatt har, dårligere lønn og muligheter for å gjøre karriere enn menn, men også i den private sfære hvor menn lenge har hatt, og (på tross av at vi ønsker å tro noe annet i 2008 Norden) ofte fortsatt har, lavere status enn kvinner mht. (av samfunnet rundt) antatt omsorgsevne og muligheter for å definere farsroller på egne premisser. Sistnevnte gir seg for eksempel utslag i at det fortsatt primært er mor som idømmes hovedomsorg i barnefordelingssaker - og da gjerne med støtte i en utbredt antagelse om at hun fra naturens side er bedre egnet til dette enn far. Jeg tror ikke at dette skjer fordi mor vil far ondt; det er resultat av en naturalisering av kulturelt betingede verditilleggelser.

Min feminisme handler ikke om å finne flest mulig bevis på at kvinner er mer undertrykt enn menn - den handler om en bevisstgjøring av at kjønn betyr mer enn vi helst vil innrømme, på de aller fleste arenaer i samfunnet - og at i den grad kvinners muligheter begrenses av kjønnede strukturer, så begrenser de også nødvendigvis menns muligheter på andre områder. - og her er det vel på sin plass å vise tilbake til Lilian Munk Rösings påpekning av at kjønn kanskje skal oppfattes som forskjell? Jeg hevder altså at kjønn i det minste må oppfattes som noe relasjonelt ; dvs. at om mulighetsbetingelsene endres for kvinner, så påvirker det nødvendigvis også mulighetsbetingelsene for menn - og i så måte er både menn og kvinner tjent med at både menn og kvinner fortsetter å forske på kjønn og å gjøre analyser med kjønnsperspektiv.