Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Oppe i det røde felt

Et par fremsynede ensembler sætter med eklektisk afsæt i diverse traditioner kursen mod fremtids gyldne mål - det er bare at stige ombord og spænde sikkerhedsbæltet
The Guillemots, en forrygende kvartet bestående af en britisk sanger, en brasiliansk guitarist en skotske slagtøjspiller og en canadiske kontrabassist

The Guillemots, en forrygende kvartet bestående af en britisk sanger, en brasiliansk guitarist en skotske slagtøjspiller og en canadiske kontrabassist

Universal Music

Kultur
10. maj 2008

Multinational - hvor fedt er lige det? Fedt nok for burgerkæden McDonald's, der kan score kæmpeoverskud på at sælge deres affaldsprodukter til fejlernærede danskere, mens det selvsvingende Folketing drøfter problemet fedme. Og naturligvis skal McDonald - god ven med både Bush og Fogh - ikke betale skat, bare fordi de er en af hovedsynderne i den pågående fedmeepidemi (epidemi, ja!). Lad dem æde kage!

Til gengæld er der noget vildt besnærende over det multinationale foretagende Guillemots, en forrygende kvartet som anført af en brite, den klassisk skolede pianist, sanger og sangskriver Fyfe Dangerfield, endvidere tæller den brasilianske guitarist MC lord Magrao, den skotske slagtøjspiller Greig Stewart og den canadiske kontrabassist Aristazabal Hawkes. Det stopper dog ikke dér - gruppen elsker det helt store udtræk i form af imposante strygerarrangementer og heftige blæserditto, så her er dømt Sturm und Drang, så det hugger. Samt gæstemusikere en masse.

Det er musik, der virkelig lyder, som om det betyder noget - alt! - for de involverede. Her findes både passion, intensitet og opfindsomhed på alle planer - musikalsk som i arrangementer og instrumentering. Man kan godt vælge at se Guillemots som en kær fætter til et navn som Arcade Fire, hvis det er med den på.

Over stok og sten

Gruppens debut, Through the Windowpane, fremstod som et af 2006's fineste skiver, også selv om det måske ikke helt indfriede løfterne fra de to EP'er, der udsendtes op til: I Saw Such Things in my Sleep og ikke mindst det betagende From the Cliffs, som jeg havde en vaskeægte kærlighedsaffære med. Det orkestrale udtræk toneres ned på debuten til fordel for et mere sparsomt - rummeligt, om De vil - lyddesign, som gav los for sangenes iboende melankoli.

Men som det kunne opleves til gruppens koncerter, lå der en større hidsighed nedenunder og ventede på at blive forløst, hvilket i udpræget grad kommer til udtryk her på 10'eren, passende nok kaldet Red - som en advarsel om fare forude eller måske det der med at befinde sig helt oppe i det røde felt. Det går over stok og sten med et hidsigt og konstant fremaddrivende udtryk, der river og rusker og rykker. Men selvom det nu mere lyder hen ad bandet på en scene, er der stadig blevet plads til et par dybfølte ballader, hvilket er med til at skabe en smukt afrundet helhed, der går i hvert fald ind i denne lytter med forede træskostøvler på.

Det dybe, dybe vand

The Accidental er gået i den stik modsatte retning med deres betagende debutskive, There Were Wolves; frem for det store udtræk i det moderne pladestudie er sangene optaget i en lejlighed ved hjælp af en computer, et par mikrofoner og ikke mindst de involveredes livlige fantasi.

Og de involverede er ikke en flok tilfældige noksagter, men derimod folk som Stephen Cracknell fra The Memory Band, den bemærkelsesværdige Sam Genders fra det mindst lige så bemærkelsesværdige folktronica-ensemble Tunng, den gode Hannah Coughlin fra The Bicycle Thieves samt sangskriveren Liam Bailey; de har fået hjælp fra forskellige musikere, som tilfældigvis kiggede forbi og endte med at bidrage til løjerne. Atmosfære og stoflighed er i højsædet på denne fint åndende udgivelse, som gennemsyres af en fortryllende grundstemning, der holdes i kog af en stribe usædvanligt indtagende melodier. Og selvom spontaniteten i sagens natur har været i højsædet, er resultatet fuld af en ro, grænsende til klarsyn. Og trods dets karakter af sideprojekt (det udgives på pladeselskabet Full Time Hobby!), lyder det i forbløffende grad som et vaskeægte orkester, der ikke er bange for hverken linedans eller det dybe, dybe vand. Det er en af den slags skiver, som for en tid ubesværet presser både 'større' og 'vigtigere' udgivelser i baggrunden, fordi det taler lige til lytteren og ikke kerer sig om hverken trends, salgstal eller sensationer, men uden skam søger mod såvel musikkens som tingenes hjerte. Det er en varm, intim og personlig ofring, som uforbeholdent står ved sine rødder i den moderne storbyfolk, selv om der er ansatser til både jazz, reggae og soul - men mere som krydderier end hovedingredienser.

Måske hentyder gruppenavnet The Accidental til det lykkelige uheld eller den frugtbare fejltagelse, hvem ved? Hvor om alting er, taler vi en fortryllende lille udgivelse, der tilmed går perfekt i spænd med forårets komme

Moltunge fortællinger

Hos den skotske trio Frightened Rabbit findes ikke så meget musikalsk fremsynethed som en glødende desperation, der giver lytteren en stærk fornemmelse af, at det i høj grad handler om liv og død for de involverede. Der hviler en nervøs, men paradoksalt nok også vindende grundstemning over gruppens andet udspil Midnight Organ Fight, som består af lige dele indtagende naiv indie-pop og af desperation tintet emo-punk (spillet på akustisk guitar!).

Det bæres i høj grad igennem af sangeren og guitaristen Scott Hutchisons udtryksfulde og følelsesladede sangstemme, der virkelig formår at brænde igennem den almene musikforurening. Det er muligt at høre ekkoet af navne som The Vaselines, The Clean og The Twilight Sad i klangene her, ikke som kopi, men fordi der er tale om en form for det åndsbeslægtede i bestræbelserne; også førnævnte Arcade Fire popper op, når anmelderen her sidder og søger efter referencer, for at læseren ikke skal føle sig helt hægtet af. Dét sagt er The Frightened Rabbit med fuld fart på vej til at finde et fuldgyldigt personligt udtryk, som nok især vil appellere til et yngre segment, der kan nikke genkendende til Hutchisons scenarier fra grænseegnene mellem barn, ung og voksen.

Vi gamle røvhuller kan så i mellemtiden glæde os over det dystre, men også gnistrende inspirerende møde mellem to hærdede veteraner - den tidligere Afghan Whigs-sanger Greg Dulli og Screming Trees' Mark Lanegan har fundet sammen som The Gutter Twins, hvilket har udmøntet sig i det mesterlige album Saturnalia, en ikke synderlig barnevenlig udgivelse. Begge er de fremragende sangere og stilsikre sangskrivere, hvilket har udmøntet sig i 12 moltunge fortællinger fra Heartbreak Hotel.

Det er i lige så høj grad som i tilfældet Frigtened Rabbit rockmusik med livet som indsats, men med større ro og overblik på. Det er i udstrakt erfaringens stemme, der kommer til udtryk her - og den har mærkværdigvis en del på hjertet.

Ingen af de to herrer kan vel kaldes bud på rockens fremtid, men de fremdrager det bedste fra dens fortid i et fortættet og sikkert udtryk, der går lige så meget i mellemgulvet som i hjertet. To rustne barytoner gør status over vilde nætter og spildte dage - og det er den ondelyneme som at høre et par fordrukne engle give én recepten på eksistensens dybere mening. Jeg er i hvert fald solgt.

Guillemots: Red (Polydor/Universal)

The Accidental: There Were Wolves (Full Time Hobby/VME)

The Frightened Rabbit: Midnight Organ Fight (Fat Cat Records/ VME)

The Gutter Twins: Saturnalia (SubPop/A:larm)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her