Læsetid: 3 min.

Roskildeklichéer

Det har taget Ulrik Wivel otte år og 200 timers film skåret ned til 99 minutter at fortælle det om Roskilde Festival, som normalt kan klares på fem minutter
16. maj 2008

For Satan, hvor man glæder sig til Roskilde. Selvom mudderet og David Bowies aflysning i 2004 står lige så stærkt i erindringen som stanken af urinstøv stod i næsen i 2006. Selvom man brænder et helt års feriebudget af på én uge og hvert år kigger ned af sin støvede, slidte og tømmermandsplagede krop og spørger sig selv, om man mon egentlig er ved at være for gammel. På trods af mange fornuftige overvejelser, så glæder man sig til Roskilde, hvis man først har fået vanen ind under huden. Den forventningsglæde, der er forbundet med dagene, timerne, minutterne op til, at de åbner portene til festivalpladsen, rammer Ulrik Wivels dokumentarfilm om festivalen godt. Den blot stiger og stiger. Bedst illustreret af metalbandet Mnemics daværende forsanger, Michael Bøgballe, der kaster op i en papirkurv, inden han og resten af bandet løber ind for at åbne Orange Scene i 2004.

Dokumentarfilmen Roskilde følger et persongalleri på festival. Frivillige, arrangører, optrædende, unge og gamle festivalgæster, betalende og nassende, svenskere og metalhoveder. Nogle mere interessante end andre. Som rød tråd har instruktøren valgt den tidligere leder af festivalen Leif Skov. Han er placeret i et rent og nøgent rum langt fra festivalen, vel for at understrege, at der også er en seriøs, professionel version af festivalen. En kontrast til det hæmningsløse og dekadente liv på 'smatten'.

Leif Skov er en kedelig mand. Sikkert utrolig interessant, hvis man sludrer med ham over en flaske rødvin, men når han udtaler sig officielt, tager han Don Ø-masken på og bliver arrogant og embedsmandsagtig. Derfor er det også allerede, da han toner frem i filmens indledning, at man bliver bekymret for, om denne film ikke bare bliver en forlænget udgave af de tv-indslag, der hvert år laves fra festivalen.

Filmiske godbidder

Der er fantastiske filmiske glimt som klip fra Sonic Youths koncert i 2005, der krydses med billeder fra festivalens grimmere side. Ja, mudderet - men også ensomheden i fællesskabet. I det hele taget er de forskellige klip med optrædende bands vellykket filmet.

Men overordnet er det klichéernes festival, man ser. Det er nøgenløb, alternativ lejrdekoration, bong-rygning, svenskere i detentionen, liderlige teenagere og krammehold. Ulrik Wivel har lavet en film, der hverken fortæller erfarne festival-gængere noget, de ikke vidste i forvejen, eller forklarer folk, der aldrig har været på Roskilde, noget. For eksempel følger man ikke en festivals forløb helt konsekvent, så derfor må det virke fuldstændig uforståeligt på udenforstående, hvorfor folk pludselig begynder at smadre rundt og brænde telte af.

Man får ikke at vide, at det er festivalens sidste krampetrækninger, kulminationen på flere dage uden hæmninger, et udtryk for frustration, for forkælet ungdom, undertrykt raseri, og for oprør mod den ordnede hverdag, der venter om få timer.

Eftertænk nu!

Og ud af det blå kommer en lille montage af internationale mediers nyhedsindslag om ulykken i 2000, hvor ni unge mænd blev trampet ihjel, mens Pearl Jam spillede. For det skal jo med. Selvfølgelig skal det det. Det hører med til fortællingen om Roskilde, men ikke som et lille kælderrum fyldt med dårlig samvittighed, man bliver nødt til at åbne ind til. Det lever, uden at man behøver at se BBC-klip om det. Hvis Ulrik Wivel virkelig havde 200 timers film fra otte års festivaller at vælge ud fra, så må der være klip, hvor nogen spørger hinanden: "Var du her i 2000?" eller nogen brat stopper op midt i koncertekstase og med vilde øjne hurtigt hiver en ukendt sidemand op fra jorden og råber, at folk skal flytte sig. Dér lever mindet om de ni mænd. Ikke i Leif Skovs floskelfyldte sammenligning mellem Roskilde Festival og livet.

Som klimaks er valgt klip fra Mews 'Comforting Sounds', som altid ligger øverst i bunken, når dokumentarister skal vælge musik til en afslutningsscene - lige under hele Coldplays repertoire. Det kunne lige så godt have handlet om en kræftsyg eller en naturkatastrofe. Dette er soundtracket til eftertænksomhed. Eftertænk nu. Filmen om Roskilde Festival vil fortælle det hele og ender med at fortælle intet ... Det virkede passende at slutte anmeldelsen med en kliché.

Roskilde. Instruktion: Ulrik Wivel og flere co-instruktører. Efter idé af Anne Wivel og Ulrik Wivel. Premiere 16. maj. Dansk. I Palads, Dagmar, Grand og Empire i København og Biocity Århus, Ålborg, Odense og Roskilde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Godt drejet, det med at Comforting Sounds ofte skal akkompagnere en storslået afslutningsscene i dokumentar- eller underholdningsprogrammer, hvis altså ikke det er Clocks med Coldplay.