Læsetid: 4 min.

Skandinavisk mellemvare

Makkerparret Anders Hellström og Börge Roslund har skrevet en krimi, der hverken er rigtig god eller rigtig dårlig. Det har Knut Faldbakken også. Og Thomas Kanger
8. maj 2008

Gode bøger er sjovest at anmelde. Begejstringen giver et helt særligt drive at skrive på. Dårlige bøger er næstsjovest. Forargelsen afføder et næsten tilsvarende drive. Men de bøger, der hverken er rigtig gode eller rigtig dårlige, er altså ikke ret sjove at skrive om. Der er ligesom ikke noget, man brænder for at sige.

Netop derfor har tre skandinaviske krimier af sidstnævnte kategori fået lov at ligge lige lovlig længe øverst i læst-men-endnu-ikke-anmeldt-bunken på mit skrivebord. Jeg har undgået dem gang på gang. Som de gule vingummier i Matadormix, som jeg altid venter med at spise, til alt andet er væk. Men de fortjener trods alt at få et ord med på vejen, synes jeg. Og nu skal det være. Tre med ét smæk.

Det svenske makkerpar Anders Roslund og Börge Hellström er kendt for deres gennemresearchede, socialt indignerede krimier, der i bedste skandinaviske stil vender vrangen ud på den storblomstrede socialdemokratiske velfærdsstat og blotlægger dens skumle skyggesider. Deres nyeste roman, Pigen under gaden, handler om gadebørn. Om en bunke rumænske unger, der meget mystisk bliver efterladt af en bus en kold vintermorgen i Stockholm, som var de skrald, man skulle af med. Men også om Sveriges hjemmelavede gadebørn, der er flygtet fra incest og vold rundt omkring i 'folkhemmet' og nu lever i de mørke tunneler under hovedstadens pæne stræder.

Roslund og Hellström henter stoffet til deres krimier i virkelighedens verden. Eller denne gang rettere sagt i virkelighedens underverden. For rent faktisk lever der en hel del børn dybt nede i det stockholmske tunnelsystem, uden at myndighederne griber ind. Det er selvfølgelig uhyre interessant, og der er ingen tvivl om, at Roslund og Hellströms beskrivelser af disse børns horrible tilværelse er endog meget realistisk.

Men alligevel er bogen som roman betragtet ikke særlig vellykket. Faktisk er det paradoksalt nok, som om alt det, forfatterne selv har skullet opfinde, trækker det dokumentariske stof ned. Plottet er forudsigeligt, stilen anstrengende alvorstung, og så er det altså utroligt, som alting bliver gentaget igen og igen. Og igen og igen. Som om forfatterne er bange for, om de nu også kan fylde siderne ud. Lidt redundans er der selvfølgelig ikke noget galt med. Bevares. Men her bliver det altså for meget.

Moralens forfald

Næsten lige så grundigt som Hellström og Roslund går norske Knut Faldbakken til værks i Grænsen, der er hans første krimi på dansk. Romanen udspiller sig om vinteren i det skovklædte grænseland mellem Norge og Sverige, et godt stykke nord for Oslo. Et område, der er lige så hårdt ramt af grænsekriminalitet som af de massive mængder sne, der vælter uafladeligt ned fra oven.

Vi følger i hælene på overbetjent Jonfinn Valmann fra Hamar Politi. Han er en mand, der desillusioneret kigger på, mens menneskeligheden i hans optik bliver stadig mere demoraliseret, som tiden går. Lidt i stil med Cormac McCarthys sherif, Ed Tom Bell, i No Country for Old Men, men dog uden Bells sammensatte, på en gang hårdkogte, eftertænksomme og sårbare, væsen.

Valmanns pessimistiske historiesyn synes at blive bekræftet af tilstandene i grænselandet, hvor narkotikasmugling og prostitution stortrives. Særlig efter svenskerne har kriminaliseret sexhandel, er et stort antal østeuropæiske prostituerede rykket over på den norske side af grænsen. Og netop en af disse ulykkelige unge piger bliver fundet død i en vejkant under mystiske omstændigheder, mens politiet ikke langt derfra støder på en forulykket varevogn fuld af den kuriøse kombination: hash og frosne kyllinger.

Dermed er der lagt op til en gedigen omgang norsk noir. Men så sætter Faldbakken ulykkeligvis romanen i tomgang. Han lader sine stakkels figurer tøffe frem og tilbage ad de mørke, tilsneede skovveje i én uendelighed, uden at der rigtig sker noget, og en actionmættet afslutning redder ikke romanen.

Ufrivilligt komisk

Anderledes hurtigt går det derudaf i svenske Thomas Kangers Englebjerget. Efter de første 35 sider har hovedpersonen, kriminalinspektør Elina Wiik, allerede nået at løbe ind i en eksistentiel krise og at sige sit job op for på må og få at rejse til Italien, hvor hun har mødt en mystisk mand, som hun har forelsket sig i, men en dag har fundet myrdet, hvorefter hun er rejst hjem til Sverige igen og efter et sammenbrud er blevet indlagt på en psykiatrisk afdeling. Intet mindre.

Selve kriminalintrigen består i mordet på Elinas sydlandske elsker. Det viser sig hurtigt, at manden er en anden, end han har givet sig ud for at være. Men hvem han er, kan det italienske politi ikke finde ud af. Og så må Elina jo stige ud af sygesengen og endnu en gang begive sig sydpå for at hitte rede i rodet. Denne gang må hun imidlertid også en tur til det tidligere Jugoslavien. Visse spor fører nemlig i retning af borgerkrigen på Balkan og de mange uafsluttede konflikter, den har ført med sig.

Beskrivelserne af det tidligere Jugoslavien, der endnu ikke rigtig er kommet sig oven på borgerkrigen, er interessant stof. Men både som kærligheds- og kriminalroman halter Englebjerget altså noget. Forholdet mellem Elina og hendes elsker er besynderligt nødtørftigt beskrevet, men er samtidig spundet ind i højstemte floskler om kærlighedens væsen. Og opklaringen af mordet tager i sidste ende en højst uortodoks drejning, som ikke skal afsløres her, men som fremstår som et ufrivilligt komisk forsøg på en overraskende og fantasifuld afslutning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu