Spænding. Stilhed. Og så de tonale treklange. Tre træk, der gik igen i Arvo Pärts musik ved torsdagskoncerten, hvor han modtog Léonie Sonnings Musikpris på 600.000 kr. En tæt, nærmest hellig stilhed hypnotiserede publikum. Særligt omkring uropførelsen af værket These Words for strygere og slagtøj.
Et værk, det lykkedes Sonnings Musikfond at få Pärt til at skrive til prisoverrækkelsen. Normalt komponerer han ikke på bestilling. Som mange andre af Pärts værker har værket et religiøst udgangspunkt. Konkret er det bygget over en bøn fra en kirkeslavisk hymne, mens titlen er hentet fra Hamlet.
Pärt lader ordret strygerne citere én udvalgt tekstlinje fra hymnen - i form af en energisk, rytmisk, næsten jazzagtig pizzicato-frase, der gentages. Et helt strygerorkester lød pludselig som ét instrument, mens musikken cirkulerede om sig selv. Stemningsfuldt og pirrende.
Underspillet sopran
Det kammermusikalske cello- og sopran-værk L'Abbé Agathon rummede stilheden, illustreret af pauser og tyste, hviskende passager. Værket er skrevet på legenden om den hellige Fader Agathon, der blev udsat for en række prøvelser af en skytsengel forklædt som spedalsk. Otte cellister i en halvcirkel omkransede den indiske sopran Patricia Rozario. Hendes dramatiske stemme og kropsprog matchede musikken. Hvert ord i den franske tekst artikulerede hun præcist. Alligevel virkede hun for underspillet over for cellisternes intense, insisterende akkompagnement.
Værk over komponist
En tydeligt berørt Pärt gik på scenen for at modtage Sonnings Musikpris. Med sitrende stemme takkede han priskomiteen for udnævnelsen og stillede sig selv bag musikken: "Komponisten er desværre ikke et undtagelsesvæsen, som I måske tror. Værket er altid større. Det magiske sker, når værket hæver sig op over komponisten og frigør sig," sagde han ydmygt, men stolt.
Bachs lyslevende og jublende motet Singet dem Herrn ein neues Lied brød befriende med Pärts mystiske mol-univers. Sangerne i DR's Vokalensemble lod sig føre af den estiske dirigent Tónu Kaljuste, som forløste Bach med sit ekspressive, konstante nærvær. Med valget af dette værk erklærede Pärt åbenlyst sin kærlighed til den komponist, der har lært ham allermest.
Man kan bo i musikken
Koncerten kulminerede med aftenens mest spektakulære værk for kæmpe orkester- og korbesætning In Principio skrevet over en tekst fra Johannes-evangeliet. Tónu Kaljuste skabte en unik tæthed og homogenitet mellem kor- og orkesterklangene.
Hans sans for at fremhæve alle detaljer bar værket og fik det til at balancere. Værkets stilhedsstunder favnede os.
Man kan bo i Pärts musik, har Björk sagt. Her gav udsagnet mening. Stilheden er mere fuldkommen end musikken, siger Pärt.
Er stilheden hans metafor for selve døden, som komponisten kredser om i koncertens første værk Cantus in Memory of Benjamin Britten. Pärt beundrede Britten. For at lindre sorgen over komponistens død skrev han værket for strygeorkester og den karakteristiske klokkeeffekt, han tit bruger. Sart og klart stod værkets konstante nedadgående dystre a-molskala, som tidligere symbolsk har lagt lydspor til scenen, hvor to fly torpederer World Trade Center i Michael Moores film Fahrenheit 9/11.
Et levende eksempel på musikkens umiddelbare tilgængelighed, trods dens kompleksitet. Pärt gik til slut på scenen for at modtage et bragende bifald.
I foyeren blev de sidste cd'er med hans musik langet over disken. Denne aften satte alle pris på Arvo Pärt.
