Læsetid: 4 min.

Til stjernernes pris

Ny filmbog. Med '101 fantastiske filmfolk fortæller' har en af landets flittigste og mest udholdende filmanmeldere, Ebbe Iversen, begået en yderst venlig interviewbog
Ny filmbog. Med '101 fantastiske filmfolk fortæller' har en af landets flittigste og mest udholdende filmanmeldere, Ebbe Iversen, begået en yderst venlig interviewbog
16. maj 2008

Trods de vedholdende rygter om det modsatte er filmskribenter også en slags mennesker, og 60-årige Ebbe Iversen, der har haft fast base på Berlingske Tidendes filmredaktion siden 1973, fremstår da også meget menneskelig i sin interviewbog 101 fantastiske filmfolk fortæller. Forstået således, at han i den grad vedkender sig en følelse af benovelse i mødet med stjernerne.

Som titlen mere end antyder, er bogen - der består af interviews med filminstruktører og skuespillere fra snart sagt hele verden foretaget mellem 1974 og 2007 - skrevet i en positiv ånd. I sin indledning skriver Iversen, at hans hensigt er tredobbelt: "At skildre, hvordan det var at sidde ansigt til ansigt med berømthederne. At referere de mest interessante ting, som de havde at fortælle. Plus kortfattet at beskrive deres kunstneriske karriere og dermed forklare, hvorfor de er blevet berømte."

Iversen har i sine interviews indflettet betragtninger fra sit ståsted i 2008, og bogen minder lidt om Ole Michelsens Film skal ses i biografen fra 1997.

Da hotelsuiten gispede

En del af bogprojektets berettigelse består i, at filmstjerners evne til at forføre tilskueren er en essentiel del af mediets charme eller måske ligefrem magi. En hovedløs forelskelse i en filmstjerne kan for en stakket, men salig stund føles næsten så intens som den ægte vare (Iversen og jeg er i øvrigt blevet blæst helt i brædderne af samme kvinde, svenske Lena Olin).

Forfatterens dybe taknemmelighed over at være i sexet og celebert selskab er da også ganske morsom, når han undtagelsesvis skubber den op, hvor den gør sig suverænt bedst, nemlig i højeste, (selv)parodiske gear. I bogens mest velskrevne passage føler Iversen sig således "... indsvøbt i et himmelsk lys, da hun (Juliette Binoche, red.) træder ind i suiten, hvor interviewet skal foregå. Gyldne solstråler udgår fra hendes smil, og jeg oplever det, som om suiten gisper stille af betagelse, mens gardinerne blafrer af fryd, og gulvtæppet spinder velbehageligt under hendes små franske fødder."

Overvurderet høflighed

Men selvom Iversen heldigvis jævnligt kommer med kritiske vurderinger af filmiske værker og enkelte gange stiller provokerende spørgsmål, bliver hans generelt skamrosende beskrivelser af interviewpersonerne snart trættende. Om Jane Fonda hedder det: "Og behøver jeg tilføje, at hun som alle virkelig store stjerner var munter og afslappet og fuldstændig ukrukket? Nej, det behøver jeg ikke nævne ..."

Jamen, hvorfor så gøre det?

Ofte er 101 fantastiske filmfolk fortæller faretruende tæt på at virke som en film, hvor samtlige figurer er gode venner fra start til slut. Iversen strækker den tynde pointe, at langt de fleste berømtheder er høflige og imødekommende, meget længere, end den kan bære, og lidet hjælper det, at der ingen sammenhæng spores mellem god opførsel og højt refleksionsniveau; bogens få knarvorne eller excentriske interviewpersoner er mindst ligeså skarpsindige som deres velopdragne og retlinede kolleger - og unægtelig mere underholdende at læse om.

Et anarkistisk-humoristisk højdepunkt indtræffer således, da en udknaldet Dustin Hoffman beskriver lyden af en brandalarm som "en marsmand, der får orgasme," ligesom denne Bill Murray-vits ville være W.C. Fields værdig:

Murray: "Vil du have en drink?"

Iversen takker nej.

"Jamen, så håber jeg, at du er fuld i forvejen, for så når du da ikke at blive det her."

For få dybe spadestik

Da bogen er rigt illustreret, bliver det i snit kun til godt to sider til hver interviewperson, hvilket betyder, at vi kommer vidt omkring, men sjældent i dybden. Nok leverer lyse hoveder som blandt andet John Sayles, Michael Caine, Spike Lee og David Cronenberg guldkorn, men der er generelt lovlig langt mellem de tankevækkende iagttagelser. 101 fantastiske filmfolk fortæller ville nok have fået mere substans, hvis Iversen havde opprioritet sit andet punkt - at referere de mest interessante ting, som de havde at fortælle - på bekostning af de mange beskrivelser af stjernernes fremtoning.

Blandt bogens småfejl kan nævnes, at vi på både side 32, 55 og 68 får oplyst, at filmfestivalen i Venedig afholdes på øen Lido. På plussiden tæller en del gode anekdoter, som nu den, hvor Iversen får John Travolta til at græde.

Fotografen Iversen

Af spareårsager måtte Iversen i nogle år også agere fotograf på filmfestivalen i Cannes, skønt han ifølge eget udsagn er "fuldstændig talentløs" i denne kapacitet. Ikke desto mindre har Iversen knipset bogens i mine øjne bedste foto, nemlig det, hvor en storsmilende Steven Spielberg iført en øm blå sweater krammer en guldfarvet sofapude. En både pudsig og genial visuel skildring af instruktørens to særkender: Hans direkte link til barndommens land samt hans enestående succes.

Helhedsindtrykket er en glimtvis interessant, men noget overfladisk filmbog, som primært egner sig som introduktion til de 101 filmfolk - og især kan anbefales til takt og tone-aficionados.

Ebbe Iversen: 101 fantastiske filmfolk fortæller. 260 sider. 249 kroner. Gyldendal. ISBN: 978-87-02-06226-7

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu