Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Den store stat er ude af kontrol

En ny bog om velfærdsledelse skrevet af en gruppe samfundsforskere udvikler en praktisk kritik af basale antagelser om magt og ledelse i velfærdsstaten
Kultur
24. maj 2008

Den danske stat er stor og stærk. Intet problem er for småt til at blive bragt for den store stærke stat.

Det kan være sagen om en enkelt ældre beboers lange liggetid med samme ble på et plejehjem i Århus. Det kan også handle om et enkelt opkald til alarmcentralen med ekstraordinært lang ventetid. Disse historier bliver bragt i medierne, og det forventes straks, at ministeren griber ind og lover, at det aldrig sker igen. I denne uge krævede en liberal politiker endda, at staten skulle garantere, at Danmark ikke var et såkaldt flerkulturelt samfund. Det måtte da lige være et anliggende for landets undervisningsminister at diktere de danske livsformer definitivt.

Borgerne tror tilsyneladende på, at den sociale virkelighed regeres fra Christiansborg. Det er også skabelonen for den gode historie i medierne: Skandale fører til kritiske spørgsmål til minister, som afkræves ansvar. Og politikerne på Christiansborg lader, som om de selv tror på, at de styrer hele samfundet fra deres ophøjede centrum. Der er måske endda nogen, der har glemt, at de bare lader som om og selv er begyndt at tro på det.

Men udviklingen i samfundets institutioner og systemer har ifølge professor ved CBS Niels Åkerstrøm gennem de sidste årtier gjort den store styring umulig. Forestillingen om den store centralstyrende stat er ikke på højde med den kompleksitet, der kendetegner det moderne "funktionelt differentierede samfund", som det med en karakteristisk henvisning til sociologen Niklas Luhmann hedder.

Niels Åkerstrøm har skrevet den store oversigtsartikel i en ny antologi om ledelse og styring i velfærdsstaten, Velfærdsledelse - I den selvstyrende velfærdsstat, som netop er udkommet. Det giver ifølge Åkerstrøm ikke længere mening at antage, at der findes en top højt hævet over resten af samfundet, hvorfra den sociale verden kan overskues og regeres.

Flere optikker

Denne indsigt resumeres i diagnosen: "Samfundet kan ikke længere repræsenteres i samfundet." Når man taler om samfundet i bestemt ental, antager man en position, som ikke gives. Man antager et centrum, hvorfra samfundet som en helhed kan regeres og ledes. Men samfundet består af en række forskellige systemer med deres egne selvstændige koder, som ikke kan ophæves i en overordnet kode. Det økonomiske system revolverer omkring penge, det juridiske system drejer sig om ret, sundhedssystemet handler om behandling, det pædagogiskes koder er bestemt af fokus på barnet osv.

Hvert system er baseret på sin egen optik, sin egen faglighed og sine egne specifikke hensyn. Hvis eksempelvis pædagogikken og juraen bliver underordnet en superkode som 'penge' eller 'magt', vil det gå ud over deres evne til at håndtere deres respektive specifikke udfordringer.

Den store udfordring for en moderne stat bliver derfor at finde en strategi til på den ene side at anerkende, at den ikke kan gribe ind og regulere hvert eneste detailsystem i samfundet, og på den anden side fastholde et overordnet demokratisk ansvar:

"Udfordringen består i," skriver Åkerstrøm: "at omskabe staten til en supervisionsstat, der styrer på en mangfoldighed af systemers selvstyring. Det er en stat, der besinder sig på sine grænser og ikke gør sine egne til andre systemers forbilleder. Det er en stat, som foretrækker at vejlede frem for at indgribe."

Det er en stilfærdig formulering af en kritisk pointe, som træffer mange af de problemer, som bliver ved med at opstå i driften af den offentlige sektor. På den ene side forventes staten i stigende grad at gribe ind og løse problemer overalt i den sociale verden, men på den anden side mister den i stigende grad evnen til at gøre det kompetent og effektivt. Det er ikke kun en udfordring for dem, der repræsenterer 'staten' i offentligheden. Det er også en udfordring for pressen og for borgerne at adressere kritikken til dem, der har ansvaret for problemer i skolerne, daginstitutionerne og de øvrige institutioner.

Magt i dialog

Som sagt tegner Åkerstrøms indledende lange artikel den overordnede udvikling, mens de følgende indlæg undersøger specifikke problematikker i specifikke systemer. Mads Peter Karlsen og Kaspar Villadsen har skrevet en strålende analyse af dialogen som ledelsesteknologi. De viser med nedslag i det sociale arbejde og i sundhedssektoren, hvordan den formelt jævnbyrdige dialog mellem myndighedsperson og social klient eller patient fungerer. Målet med samtalerne er, at få den sociale klient til at gøre det rigtige. Præmissen for at nå det mål er en erkendelse af, at den offentlige ekspert ikke bare med sit fagsprog kan diktere den rigtige adfærd. Det gælder altså i sundhedssystemet om at få patienten til at gøre som lægen siger, uden at det fremstår som konsekvens af et direkte citat.

Det handler ikke om at overføre viden om den rigtige adfærd fra den vidende til den uvidende, men om at mobilisere den enkeltes egen vilje til at gøre det rigtige. Dialogen sigter derfor på at få patienten til at tale selv.

Konsekvensen er den interessante, at eksperten skal sige mindst muligt og patienten skal sige så meget som muligt. Initiativet skal komme fra den, der skal handle, og ekspertens opgave bliver gennem dialogen at stille de spørgsmål, som kan få patienten til at tale selv. Som ledelsesinstrument betegner dialogen et opgør med den hierarkiske forestilling om den talende ekspert og den lyttende patient.

Det betyder ikke, at relationen er magtfri, og at der ikke gøres forsøg på at lede. Det betyder derimod, at magten udøves mere subtilt, og at ledelse af patienter og klienter kommer til at handle om, at de skal kunne lede sig selv. Som det hedder med et andet gennemgående diktum i bogen: ledelse må i dag foregå som selv-ledelse.

En ny ideologikritik

Der er fine konkrete iagttagelser i bidraget om dialogen som ledelsesteknologi, men teksten er også symptomatisk for en tendens til en ny form for ideologikritik: Det, der giver sig ud for at være en magtfri relation, er i virkeligheden også en magtrelation.

Ideologien er således anskuet, at relationen mellem myndigheder og klienter, er jævnbyrdig, og kritikken kommer så bagefter som en påvisning af, at der stadig udøves magt. Det er en læsestrategi, som fungerer i konkrete analyser, men som intellektuel pointe synes arven fra Michel Foucault indimellem at være blevet til et samfundsvidenskabeligt ritual.

Det samme kunne siges om den pointe, som anføres i forlængelse af Niklas Luhmann, at samfundet som sådan ikke kan overskues i sin helhed. Den udvikler også en rituel påpegning af, at de respektive systemer fungerer efter deres egne koder.

Når Velfærdsledelse - i den selvstyrende stat alligevel er en glimrende bog, er det, fordi disse ideologikritiske pointer formuleres i iagttagelse af praktiske problematikker vedrørende ledelse af institutioner, ledelse i folkekirken, ledelse i intimsfæren og forældreledelse, hvor både forestillingen om den magtfri relation og den store stærke stat stadig trives i bedste velgående. Det understreges således i bogens indledning, at den ikke abonnerer på en antagelse om en universel fornuft eller et "overgribende begreb om god ledelse". Den er et "indspil i spillet", en replik til de praktikere, som udøver ledelse på alle niveauer. Og som sådan er den både kritisk vellykket og praktisk vedkommende.

Den er skrevet på erkendelsen af, at ligesom der ikke gives den store stærke stat med overblik over hele samfundet, gives der heller ikke en intellektuel position, hvorfra den sociale verden kan overskues og kritiseres i sin helhed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her