Læsetid: 3 min.

At kunne svaje, men aldrig vælte

Som en dansk Henry Miller uden sex, men med erotik i omgangen med oplevelserne, skriver den tidligere forlægger Hans Jørgen Brøndum forunderlige erindringsstykker. Giv ham noget kunstfond!
7. maj 2008

Forlæggeren kan jo skrive! Hans Jørgen Brøndum har gennem et langt liv udgivet andres bøger, men er nu på sin gamle dage - årgang 1940 - selv blevet forfatter, og det var på tide. Fra en kælder i Københavns Nansensgade udgav han i tæt, personligt samarbejde med kunstnerne små bøger af høj kvalitet, hvor de grafiske arbejder spillede sammen med digte og andre tekster, og han stod selv for det hele.

Nej, ikke det hele. Hans kone, Iselin Hermann, selv forfatter, gav en stor hånd med, og en kort overgang havde han noget så fint som en salgschef. Denne, som hed Johansen, meldte sig selv som frivillig mod at få provision af det, han solgte, men forlangte at få et kontor i kælderen. Men så måtte katten findes et andet sted at sove, og forlæggeren måtte omskabe sit private rum til salgskontor. Det lykkedes Johansen at sælge et bogabonnement til Brøndums gamle latinlærer, men så ikke så meget andet. Til gengæld ansatte han et korps af sælgere, som fik udleveret et udvalg af bøger og grafiske arbejder. Derefter så man ikke mere til hverken dem eller værkerne, og til sidst var også salgschefen forduftet.

En anden gang sad han sammen med en af sine kunstnere, Christian Lemmerz, og en mand kom ned i kælderen. Han ville gerne have grafik i bytte for oksekød fra kødbyen, hvor han bror arbejdede, blot måtte han have kontanter med. Det fik han, og derefter så de heller ikke mere til ham. Men de var enige om, at de 400 kroner, de havde forsynet ham med, var en rimelig betaling for den forestilling, han havde opført med sit svindelnummer.

Rostropovitj

Nu har De vist fået en fornemmelse af, hvad det var for en atmosfære, der herskede i forlagskælderen: Bohemeliv og ikke ret mange penge. Vin og fest, når der var nogle penge. Hans Jørgen Brøndum skrev allerede for to år siden derom i sin første erindringsbog. Det var en meget stor bog, denne er en tynd bog, og erindringsstykkerne omhyggeligt udvalgt efter deres oplevelsesmæssige valør. Ikke noget med herfra og dertil for at få det hele med.

Forlæggeren har simpelthen følt sig tiltrukket af mærkelige og anderledes eksistenser, og det er dem, han skriver om. Det fremtræder perlende let, skrevet med humør og overskud i en klassisk, litterær stil, som om han er på sporet af Proust eller som en dansk Henry Miller uden sex, men med erotik i omgangen med oplevelserne - som i kapitlet om den verdensberømte dirigent Mstislav Rostropovitj, som besøger egnen ved Ringkøbing og uden blusel lægger an på forlæggerens tilkommende, men venner bliver de alligevel, og kunsten, en fodboldkamp i tv og vodkaen går op i en højere enhed som i en russisk version af Babettes gæstebud.

Nytår med Ivar

En herlig skildring er der også af en nytårsaften, der er uforglemmelig, selv om den sidste del ganske vist er glemt. En græsk ambassadesekretær har gentagne gange inviteret vor hovedperson, skønt han dårligt kender ham, til nytårsfest, men han har afslået, men til sidst siger han ja, idet sekretæren, eller hvad han var, lokker med, at blandt andre Ivar Nørgaard, engang Danmarks økonomiminister, vil komme plus flere andre socialdemokrater. Det lyder tilpas syret til, at forlæggeren af nysgerrighed møder op, og det er det også. Han holder sig til bordet med flasker og drinks. Det står på nogle X-formede ben, og det varer ikke så længe, før forlæggerens ben også ekser under ham.

De vil kunne svaje, men aldrig vælte, har en astrolog forudsagt. Det gjorde han så her, men forudsigelsen gik nok så meget på det meningsfulde arbejde med kunstnerne i kælderen og økonomien omkring det.

Hans-Jørgen Brøndum skriver lettere, lystigere og mere ungdommeligt end mange yngre kolleger, selvom der er tale om erindringer. De omfatter også en barndom, hvor han var prins Ingolfs legekammerat, en skildring af tv-manden Ole Braunsteins forunderlige kunstsaloner og maleren Ejler Billes kone, der så gerne ville optræde med en slags loppecirkus. Hun fulgte med, da han tog Bille ind, og forlæggeren var, hvis man må være så fri at fortolke, for svag til at sige nej. Således gør forlæggeren, der nu er forfatter, sig selv til en figur, der tumler rundt for sine tiltrækninger og også har et par ultrakorte stykker om at have hjertet på det rette sted.

Giv ham noget kunstfond! Det vil være en god investering i fremtiden.

Hans Jørgen Brøndum: Èt liv er nok. Erindringer. 125 sider. 150 kroner. Forlaget Ries.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu