Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Terrordrama uden ordbomber

'Jeanne' af Vivian Nielsen er samtidsdramatik, der vil have os til at forstå både terroristbekæmperne og terroristerne. Men teksten har svært ved at overbevise - til trods for en fængende scenografi og vilde lysglimt i Skuespilhuset
Maria Rossing som den kompromisløse Jeanne, der konfronteres med billeder af terrorofre gennem Morten Suurballes tålmodigt afventende psykiater i Vivian Nielsens lovligt konstruerede terrorstykke på Det Kgl. Teater.

Maria Rossing som den kompromisløse Jeanne, der konfronteres med billeder af terrorofre gennem Morten Suurballes tålmodigt afventende psykiater i Vivian Nielsens lovligt konstruerede terrorstykke på Det Kgl. Teater.

Per Morten Abrahamsen

Kultur
7. maj 2008

Jeanne d'Arc som historisk inspiration eller ej: Personen med navnet Jeanne skildres foruroligende og fortryllende i Vivian Nielsens nye stykke Jeanne. Ikke mindst fordi skuespilleren Maria Rossing, der spiller Jeanne, har den særlige blanding af naiv poesi og brutal eskapisme, som en selvmordsbombekvinde antagelig må besidde.

Men selve forestillingen Jeanne har svært ved at overbevise som en dramatisk helhed. Fortællingen om den idealistiske terrorist indhylles i lovlig meget socialrealisme, så dagens Danmark dukker op med både spin og lommepsykologi og barnløshed. Og fortællingens slutning har næsten folkekomediens trang til at få alle ender til at mødes - alt for langt væk fra virkeligheden, men også alt for langt væk fra tilskuerens fatteevne.

De fleste tilskuere behøver kun at få det vigtige forklaret én gang.

Samtidig er forestillingen en blændende visuel oplevelse. Helle Damgaards scenografi skaber et hvidt heltinde-univers og et sort terroristunivers, der er forførende universelle. Witttj, siger det, så forandrer rummet sig irreversibelt, og frem dukker det hul, der tilsyneladende gør Portscenen til det mest oplagte sted at være, inden galaksen bliver slået ud af bane. Sammen med skærende lysglimt af Edward Lloyd Pierce, der netop spreder den forstørrede frygt mod øjnene, som terroren skaber i nakken.

Enetale er fin

Derfor er denne urpremiere på Jeanne af en af Danmarks mest spændende og uforudsigelige dramatikere en noget blandet oplevelse. Den norske instruktør Victoria Meirik har ellers iscenesat med et fint tempo og klare følelsesovergange - konstant og elegant kommenteret af en stille, afghansk dreng (en charmerende Mukhtar Ahmad Popal), der hele tiden tager den lidt kluntede og følelsesforskræmte Jeanne i hånden, når hun falder. Alt er meget direkte. Men nogen større forståelse for samfundsomstyrterens drivkraft bliver det alligevel svært at mærke.

Bedst fungerer egentlig scenerne, hvor personerne tænker tilbage. Altså ikke de direkte dialoger, men de steder, hvor personerne mindes og fortæller sammenhængende. Her lykkes det både dramatiker og instruktør at skabe sådan en intensitet, at man bare må høre mere - indtil altså enetalen bliver brudt af spørgsmål og dialoger, der slet ikke kan hamle op med monologerne.

Stærkest virker det måske da Frank Thiels joviale journalistfyr fortæller sin overspændte kæreste om sin drøm og om en video, han har set - en video med danske soldater, der forhører afghanske fanger. Og inderligst måske da smukke, tjekkede Kirsten Olesen i et velskåret sæt af det fedeste silke fortæller om, hvorfor hun valgte at forstøde sit eget barn.

Her løfter den dramatiske beretning sig og skaber billeder i tilskuerens tanker - billeder, der ikke bare sådan lader sig viske ud.

Selvoptagethed er sjov

Men jovist Jeanne rummer da en masse skuespil, der er både muntert og tankevækkende. Morten Suurballes tålmodige og distancerende psykiater er ramt så præcist, at han bør få folk på venteliste omgående. Og Mille Dinesen spiller hans unge, lækre kæreste i lang strik og støvler med så selvoptaget kærlighedsberegning, så man griner og mærker normal-egoismen sive gennem stykket, trods alt.

At Stine Praetorius forbliver en forbitret kvinde med sammenknebent ansigt, skyldes vist både teksten og instruktionen. Hendes detektivkvinde har ikke megen udvikling i sig, og fra dramatikerens side er hun både overdreven og urealistisk. Men Praetorius kaster al sin energi i rollen og holder den kørende på stress-skinner og ægløsningsiver. Ellen Nyman har tilsvarende fået en unuanceret rolle som en tilsløret kvinde, der måske sympatiserer med terroristen, måske ikke, og Nymans vrede lægger sig kantet over replikkerne.

Terror er teateregnet

Nej, der har endnu ikke været terrorangreb mod metroen under Christianshavn, sådan som stykket forudsiger. For Vivian Nielsen har trods alt kun digtet dette højtaktuelle samtidsstykke. Desuden er hun mere optaget af at få tilskuerne til at forstå både terroristerne og terroristbekæmpern end af at lave et egentligt spændingsplot.

Det mærkelige er dog, at stykket ikke egentlig spreder terrorfrygt om sig - dertil er det simpelthen for konstrueret. Og dermed er Jeanne væsensforskellig fra terrordramatik som f.eks. Sergi Belbels Mobil på Plan-B i 2006 eller Nicolas Bros Stolthed er kolossal, der var skrevet til Tina Gylling Mortensen i 2005 - også på Plan-B.

Så hvad vil tilskueren huske fra denne Jeanne-forestilling? Antagelig billedet af et hvidt univers, der sortner for øjnene af tilskueren - og bliver til et hul. Sammen med en sanset oplevelse af det danske retssystem på brutal rutsjetur, direkte fra højtbesungne samfundsidealer ned i umenneskelighedens hul. Et hul med fri tortur.

Jeanne. Tekst: Vivian Nielsen. Instruktion: Victoria Meirik. Scenografi: Helle Damgaard. Lys: Edward Lloyd Pierce. Portscenen i Skuespilhuset til 6. juni.

Læs mere på skuespilhusets officielle hjemmeside www.skuespilhuset.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeanne d'Arc som historisk inspiration eller ej...

Ej.

Skam jer!

Hvorfor i al verden bilder kunstnere sig ind at de har en særligt priviligeret evne til at forstå ekstremt komplekse problemstillinger, som de tydeligvis ikke har dn fjerneste indsigt i?

Hvorfor opfatter kunstnere så ofte antidemokratiske psykopater som helte?

Man mindes superidealisterne i savage Rose, der dyrkede den inkompetente psykopatiske diktator Enver Hoxha, som om han var moder Teresa ...

Var det ikke Hækkerup, der sagde at politiekrne burde rådspørge kunstnerene, på grund af deres frie og uortodokse tankegang? Dårlig ide; de to eneste kunstnere, der har ledet imperier, var Caligula og Hitler ...

Den type kunstnere minder om de kvinder, der bliver kærester med fængslede dødsdømte mordere ...

Hvorfor i al verden bilder kunstnere sig ind at de har en særligt priviligeret evne til at forstå ekstremt komplekse problemstillinger, som de tydeligvis ikke har dn fjerneste indsigt i?

Fordi de konstant får stukket en mikrofon i næsen og bliver bedt om at aflire den til enhver tid gældende statsautoriserede holdning til stort og småt. Netop deres komplette mangel på indsigt er garanti for, at der ikke siges noget provokerende; lægmænd har jo kun de holdninger, de læser i aviserne.

Gid du have ret, men den københavnske teaterscene har i de senere år været oversvømmet med den slags dybt usympatiske "politiske" teaterstykker. De kan godt selv tage initiativ til at belemre verden med deres vanvittige synspunkter.

Blandt andet var der et teaterstykke i 2007, der fremstillede den antisemitiske terrorist Ulrike Meinhof som en tragisk idealist ...

"Hvorfor i al verden bilder kunstnere sig ind at de har en særligt priviligeret evne til at forstå ekstremt komplekse problemstillinger, som de tydeligvis ikke har dn fjerneste indsigt i?"

det er sandt at der i kunstens navn bliver sagt en forfærdelig masse sludder mellem år og dag.På den anden side, er det vel ikke helt forkert at det virkelige kunstværk formår at udsige aspekter af af menneskelivet som ikke lader sig beskrive lige så godt i en videnskabelig sammenhæng. fuldstændigt at frakende kunstnere muligheden for særlige indsigter, og evnen til at udtrykke dem prægnant, er lige så forkert som at tro at kunstnere i almindelighed har disse indsigter.

Blandt andet var der et teaterstykke i 2007, der fremstillede den antisemitiske terrorist Ulrike Meinhof som en tragisk idealist ...

Hvad provokerende er der ved det? Hun er jo død for lang tid siden, RAF er ikke farlig længere.

Det var en anden snak om man fremstillede Osama som een, der kæmper mod overmægtige tyranner, hvilket Osama jo gør, idet hans primære mål er de arabiske despoter.

Eller som fuldblods vesterlandsk agent provocateur, hvilket nok heller ikke har nogen gang på jord. der er lidt for meget 'konspirationsteori' over det.

Victor:
Ja, kunstnere har da sikkert ligeså meget at sige om menneskelivet som alle os andre, men de har ikke noget privilligeret udsyn, nok snarere tvært imod: at være kunstner kan jo dårligt siges at være det ideelle grundlag for at lære noget om menneskelivet. Det er sagt af en kunstelsker.

Undskyld, men har I set stykket eller læst teksten?

Per Vadmand

Erik B. "Ja, kunstnere har da sikkert ligeså meget at sige om menneskelivet som alle os andre, "

Måske VED kunstnere ikke mere om liivet end andre, men ofte er de, fordi de er kunstnere, bedre til at UDTRYKKE det.

Det er vel bl.a. det, det går ud på at være kunstner.

En eller anden har sagt: kunsten skal fortælle os det, vi vidste, men ikke vidste, at vi vidste.

Det er fint nok, men det betyder stadig ikke at deres tolkning af livet er mere eller mindre rigtig end andre folks. Jeg har jo heller ikke (altid) ret, bare fordi jeg er bedre til at sætte folk til vægs i et forum som dette.

Ulrik Høstblomst

Vivian --

Hvad tror du selv ??

Tror du et splitsekund på at Erik og Jakob behøver en antydning af viden for at udtale sig hamrende skråsikkert og nedladende om noget som helst ?

Hvis du har fulgt D' Herrer's generaliserende nedgøren af godt og vel 1,7 milliarder medmennesker der tillader sig den frækhed at være muslimer ville du fatte at de INTET behøver for at komme med deres uanfægtelige sandheder om såvel kunst som religiøse anskuelser de ikke deler

My Foot

Men Jakob har altså set lyset for længst og nu har Erik åbenbart fået øje på det eller er det blot Jakobs glorie han er forblændet af ?

Og ja jeg har set stykket og det er klart fedt -

Så jeg kan da sagtens forstå at Jakob og Erik er pissed

De burde nemlig også turde se det ----- hvis ikke det lige var fordi de blot var nogle Rindal'istiske kyllinger

Det er et spørgsmål om kontekst. Det her er jo ikke det høje akademi, men et virtuelt værtshus. Hvis du mener jeg er uoplyst, kan du jo svare.

Og jeg er ikke rindalist. Jeg er vulgær-rindalist: jeg synes, i modsætning til lagerforvalteren, at kunststøtte er OK (vi betaler jo for så meget latterligt) hvor imod jeg, også i modsætning til Rindal, at moderne kunst er plattenslageri.

Jeg har da heller ikke lagt mærke til at du annoterer dine indlæg.

Vivian:
Jeg har heller ikke læst artiklen.

Hvor i alverden har du fået den ide fra, at jeg er rindalist?

Jeg elsker og nyder eksperimenterende kunst, men jeg er ikke specielt benovet over at folk er kunstnere; det gør dem ikke i sig selv til genier, at de er gode til f.eks. at formulere sig.

Erik B. Jeg synes bestemt ikke at Meinhof var heltinde, for at sige det mildt.

Ifølge en af medstifterne af Rote Arme Fraktion, Horst Mahler, der nu er leder i National Partei Deutschland og som skal i fængsel for bl.a. at have benægtet holocaust, var Meinhof glødende antisemit ligesom ham. Hun skulle blandt andet have udtalt, at jøderne selv var skyld i holocaust.

Det synes jeg da heller ikke. Men farlig er hun ikke, hun er jo ligeså død som den voldelige marxisme. Og at man i Tyskland (og andre steder) kan puttes i fængsel for thoughtcrime er skræmmende, antisemitisme eller ej.

@Per Vadmand

"Måske VED kunstnere ikke mere om liivet end andre, men ofte er de, fordi de er kunstnere, bedre til at UDTRYKKE det."

Det er nok ikke rigtigt. Kunstnere kan sikkert være gode til at anskueliggøre nogle logikker, der i ligeså høj grad, som de almindeligt gængs accepterede, også er med til at styre folks liv. Ligesom de kan være gode til, at påpege dillemaerne mellem de forskellige former for logik, der styrer folks liv. Men det betyder ikke, at de grundlæggende har et bedre greb om forståelsen af livet eller samfundet,