Læsetid: 5 min.

Den ubehagelige alliance

Ny bog viser, at antisemitisme var et betydningsfuldt fællestræk hos toneangivende arabiske nationalister og nazismen, og at alliancen mellem mange arabiske nationalister og nazisterne var langt mere substantiel end hidtil antaget
Ny bog viser, at antisemitisme var et betydningsfuldt fællestræk hos toneangivende arabiske nationalister og nazismen, og at alliancen mellem mange arabiske nationalister og nazisterne var langt mere substantiel end hidtil antaget
17. maj 2008

To tyske historikere, Klaus-Michael Mallmann og Martin Cüppers, har gennemført den første større undersøgelse af relationerne mellem nazismen og primært den palæstinensiske modstand mod oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina i perioden mellem 1930 og 1945. I bogen Halvmåne og hagekors. Det Tredje Rige, araberne og Palæstina viser de, at ledende arabiske nationalister med muftien af Jerusalem, Hajj Amin el-Husseini, i spidsen havde et tæt ideologisk og politisk fællesskab med nazisterne, som i høj grad drejede sig om en radikal antisemitisme. Mange arabiske nationalister støttede ikke kun nazisterne, fordi de ville slippe af med zionisterne i Palæstina, men fordi de overordnet delte synet på jøderne som ondartet kræftknude på verden, som burde udryddes. Mallmann og Cüppers går så langt som at påstå, at nazistisk-lignende antisemitisme var et vigtigt aspekt af opbyggelsen af en vital arabisk nationalisme i mellemkrigstidens Mellemøsten.

Mallmann og Cüppers går langt videre end tidligere forskning på området. Langt det meste forskning på området forholder sig forsigtigt til den kendsgerning, at den palæstinensiske leder el-Husseini før og under Anden Verdenskrig var allieret med nazisterne og en stor beundrer af Hitler.

El-Husseini bliver ofte fremstillet som en mand, der valgte de forkerte venner ud fra devisen, at min fjendes fjende er min ven. Samarbejdet mellem muftien og nazisterne bliver derfor oftest betragtet som ubetydeligt for en bredere forståelse af konflikten mellem zionisterne og palæstinenserne og som et samarbejde, der primært skyldtes muftiens kamp for at befri Palæstina og de andre arabiske lande fra kolonialismen. I dette perspektiv er muftiens og andre arabiske nationalisters mål med alliancen med nazisterne at opnå en aftale om fuld arabisk selvstændighed, og dermed var alliancen om end dybt usympatisk, så dog strategisk.

Sammensmeltning

Mallmann og Cüppers mener, at dette er en fejlslutning. De argumenterer for, at fællesskabet var mere end strategisk.

Der var et ideologisk overlap mellem i første omgang den palæstinensiske kamp mod zionisterne i Palæstina og nazismen, men også mellem nazismen og en bred strøm i arabisk nationalisme.

Deres argumentation er kun delvist overbevisende. De viser overbevisende, at den palæstinensiske modstand allerede fra 1920erne var antisemitisk i sin politiske retorik, og at da modstanden for alvor griber om sig i 1930erne, opstår der en sammensmeltning mellem islamistisk modstand og radikal antisemitisme. Islamistisk retorik blandede sig med en form for antisemitisme, som ikke stod tilbage for nazismens.

Den palæstinensiske nationalisme er i Mallmann og Cüppers udlægning ikke sekulær eller på nogen måde demokratisk i sit udgangspunkt, men med et moderne udtryk islamo-fascistisk. Samtidig understreger forfatterne den palæstinensiske modstands bestialitet. Den palæstinensiske modstandskamp var ikke modstandskamp, men ren og skær fascistisk terror.

Overordnet har forfatterne sandsynligvis ret. Den palæstinensiske modstand mod zionismen var fascistisk og antisemitisk og langt mere islamisk, end den normalt bliver regnet for. Ligeledes var den brede arabiske nationalisme dybt fascineret af Hitler og Mussolini og meget fjendtligt stemt mod England.

Argumentationen holder dog ikke helt, når forfatterne vender bøtten på hovedet, og benævner den palæstinensiske modstand terror og de højreradikale jødiske grupper som modstandsgrupper. Forfatterne synes at glemme, at de jødiske 'modstandsgrupper' på højrefløjen også var brunskjorter og dybt fascinerede af Italien og Tyskland. For disse jødiske nationalistiske grupper var det eneste problem med fascismen antisemitismen, og langt de fleste nationalister ikke bare i Europa, men også i de gamle koloniområder var dybt optagede af Hitler og Mussolini. Både dele af den arabiske og dele af den jødiske kamp i mellemkrigstiden var fascistisk, og det er vigtigt at fastholde, at fascinationen af fascismen og nazismen var udbredt blandt de fleste nationalister, uanset religion eller hudfarve.

Alligevel føjes der et væsentligt aspekt til vores opfattelse af mellemkrigstidens palæstinensiske og arabiske nationalisme, nemlig at antisemitismen var en integreret del af ideologien ligesom i nazismen.

Folkelig beundring for nazismen

Bogen indeholder også en del Anden Verdenskrigshistorie, hvor sigtet er at vise, at Mellemøsten og en udryddelse af de palæstinensiske jøder spillede en større rolle end hidtil antaget for nazisterne. Forfatterne viser gennem mødereferater, korrespondance og en mere generel kortlægning af el-Husseini og andre arabiske nationalisters færden i Det Tredje Rige, at nazisterne satsede på frivillig arabisk medvirken til at bekæmpe briterne og til at udrydde jøderne i Mellemøsten. Det bliver bekræftet af britiske rapporter, som understreger Hitlers umådelige popularitet i den arabiske verden.

Nazisterne og deres arabiske allierede understregede i propaganda, radioudsendelser, politiske taler, bøger og breve den store samhørighed mellem tyskerne og deres had til jøderne og arabernes ditto. Propagandaen til araberne lød ofte i retning af, at man ikke kunne stole på englændere eller amerikanere, fordi bag dem stod jøderne. Arabiske ledere understregede selv den store lighed mellem Koranens udlægning af jøderne og nazismens. Både britiske og tyske efterretninger fra 1930erne og frem til krigens afslutning vidner om almindelig folkelig arabisk beundring for Hitler og nazismen med fokus på det fælles had til jøderne. Forfatterne konkluderer, at hvis det var lykkedes for nazisterne at indtage Palæstina, ville de mellemøstlige jøder være blevet udsat for et massemord af samme omfang som i Øst-Europa med ihærdig lokal hjælp og opbakning.

Bogen fremstår som et nøgternt historisk værk, men har alligevel sine steder karakter af et anklageskrift. Dens primære agenda er at gøre op endnu et ømt punkt i mellemøstlitteraturen, nemlig den udbredte antisemitisme i Mellemøsten og den folkelige popularitet, som Hitler, Nazityskland, Holocaust-benægtelse, Zions Vises Protokoller, Mein Kampf osv. stadig nyder.

Forfatterne accepterer ikke 'offer-litteraturen', lette forklaringer som 'min fjendes fjende er min ven' eller den kulturelle forklaring, som siger, at arabisk antisemitisme er retorik, hvorimod den europæiske er 'ægte'. De arabiske nationalister og mange andre vidste udmærket, hvad nazismen gik ud på, og hvad løsningen på jødeproblemet indebar. Forfatterne insisterer på universalitet og understreger til sidst i bogen deres tro på subjektets evne til stillingstagen, uanset kultur, og derfor skal man adressere disse forhold i Mellemøsten direkte.

Bogen kommer bestemt i sin indignation til at være alt for unuanceret og insinuerende omkring antisemitismens betydning for arabisk nationalisme, men den viser alligevel overbevisende, at nationalismen i Mellemøsten og den begyndende statsdannelse fra 1930erne og frem var kraftigt påvirket af fascismen, samt at antisemitismen var en væsentlig drivkraft. Ligeledes er det vigtigt at indregne netop den nazistiske alliance, når man forsøger at forklare den politiske kultur i de mellemøstlige stater efter Anden Verdenskrig og ikke mindst den fortsat udbredte antisemitisme. Det er denne bogs fortjeneste at vise, at der er nødvendigt. Israel-Palæstina konflikten, Israels fremfærd og palæstinensernes lidelser forklarer det ikke.

Jakob Egholm Feldt er adjunkt, Center for Mellemøststudier, SDU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vilhelm von Håndbold

Historians have typically characterized Palestinians collectively as Hitler-supporters during the Nazi regime. But a German researcher has said that they were more concerned with relations with an other European country.
Any historical conversation in Germany over Palestine and National Socialism usually turns to one name: Grand Mufti Hajj Amin al Husseini. The Muslim leader was an anti-Semite, a passionate follower of the Nazis and moved to Germany in 1941 to collaborate with Hitler's regime.

However, in a recently published study, Berlin-based historian Rene Wildangel has claimed Husseini "was simply not representative" of his countrymen during that time.

Contrary to current studies

"It's not a question of whether he was an anti-Semite or a collaborator -- that's relatively clear," said Wildangel. "We have to consider the things that were happening in Palestine and not just this one person."

Much of the research conducted on relations between Arab nations and the Nazi regime, including a 2006 book by Klaus-Michael Mallmann and Martin Cüppers titled "The Crescent and the Swastika: The Third Reich, the Arabs, and Palestine" (Halbmond und Hakenkreuz. Das Dritte Reich, die Araber und Palästina), has reached the conclusion that only Germany's defeat in northern Africa prevented "German-Arab mass crime" against Jews.

Wildangel's book reached a different conclusion than most other research
Most of the historical research on the topic is based on German, British and Israeli sources and neglects the Palestinian perspective, which is why it has been taken for granted that the Palestinians took the same pro-Hitler stance as their leader, said Wildangel.

By examining how Nazi Germany was portrayed in Palestinian newspapers and publications in the 1930s and 1940s, Wildangel found a fascination about Adolf Hitler among Palestinians.

Nazis were enemy of the enemy

But the Nazis' positive reception had less to do with a general anti-Semitic sentiment, concluded Wildangel, and more to do with opposition to British colonial rule, which would last until 1948. Nazi Germany was, after all, Britain's enemy in the war.

The Palestinians who read newspapers were presented with arguments for and against Nazi Germany and well informed about the true aims of the Nazi regime -- and also that Hitler's racism extended well beyond the Jews.

Not everyone thought like the Grand Mufti
"They, in part, embraced anti-Semitism and racism, but did not share the in eliminatory character of the Nazi regime," Wildangel said of Arab nationalists, adding that Husayni's ideological and political views frequently met with explicit opposition in the Palestinian population.

The tendency to represent Palestinians as collective adherents of the Nazis primarily has to do with the ongoing Israeli-Palestinian conflict that heated up after 1945, said Wildangel.

History as a political weapon

"The more intense the hate becomes in the Middle East conflict, the more likely people are to convey this view of history," he said. "The Israeli authors make reference to the mufti and the Arabs refuse to deal with anti-Semitism and the Holocaust at all."

Wildangel said he believes that shifting the blame and not dealing with the other side's past only intensify the crisis. His latest book, available in German ("Zwischen Achse und Mandatsmacht"), is at least one effort to spur a two-sided discussion.