Historikeren professor Claus Bryld vakte for en del år siden opmærksomhed med sin bog om besættelsestidens efterspil set fra en noget uvant kant, nemlig de danske nazisters. I sig selv måske ikke så bemærkelsesværdigt.
Det uvante og smertelige lå i, at Brylds familie i forældregenerationen stort set alle havde været tilknyttet det danske nazistparti. Brylds far H.C. Bryld oven i købet som den mest indflydelsesrige i DNSAP næst efter formanden Frits Clausen. Det vil sige indflydelsesrig en overgang; siden deklasseret i partiet og en tid i slutningen af besættelsen i fare for at blive likvideret af sine egne medsympatisører. Brødrene Bryld opnåede at blive en slags synonym for overløberi og landsforræderi.
At Claus Bryld selv tog emnet op blev med rette opfattet som en meget modig disposition, men selvfølgelig også en art nødvendighed, eftersom Bryld i egenskab af fremtrædende besættelsestidshistoriker og kritiker af besættelsens myter og af ’den store fælles fortælling’ nødvendigvis måtte slå sløjfe på sin egen historie. Hvor traumatisk dette end måtte forekomme. At have været på den forkerte side var for besættelsestidsgenerationen og adskillige årgange derefter, ja vel sagtens den dag i dag, ensbetydende med at blive mødt med iskold foragt fra dem, der havde været på den rigtige side.
At myter, ren løgn og pompøs iscenesættelse af de fem forbandede år fortsat er i kurs læses ud af statsministerens forvrøvlede udtalelser om forhandlingspolitikken som ussel, Søren Krarups insisteren på, at kampen ikke også var mod nazismen, men udelukkende for et frit Danmark, samt af den forløjede og hule aktuelle storfilm Flammen og Citronen. Følelserne sidder stadig uden på tøjet, når talen falder på perioden 1940-45. Vel sagtens fordi vi aldrig her i landet som i så mange andre besatte lande har haft et ordentligt selvopgør.
Fordrukne nazi-stakler
Den store fælles fortælling, som danskerne varmede og varmer sig ved, så nogenlunde bort fra den forkerte side og opfattede aktørerne dér som rene ludere og lommetyve, psykopater og udskud. Nazisterne var i højden nogle fordrukne stakler, der efter befrielsen hverken blev tilgivet eller tålt. Det uanset om de havde bedrevet egentlig landsskadelig virksomhed eller blot af overbevisning var nationalsocialister eller fascister. Det vil sige: sprang man over på den rigtige side i tide, var man tilgivet.
Folk, der koketterede med de stærke mænd i Europa og såmænd også luftede antisemitiske synspunkter og i højeste grad udtrykte foragt for demokratiet – som en Kaj Munk – kunne sagtens opnå heltestatus. Enkelte listede lige så stille uden om egen fortid og fremstod i eftertiden som rene og pure. Dette kunne egentlige medlemmer af Frits Clausens danske kloning af det tyske forbillede dårligt komme af sted med, brødrene Bryld slet ikke. Dertil var de for oplagte syndebukke og skydeskiver for den hellige forargelse og selvgodhed, den medrivende følelse af ret og retfærd, der greb nationen i sommeren ’45 og frem.
Claus Bryld søger i sin reviderede erindringsbog bestemt ikke at hvidvaske sine forældre og onkler, men redegør efter nye kildestudier for deres baggrund, årsagen til deres overbevisning, deres historie og især retsopgørets vilkårlighed; for en dels vedkommende lagt i hænderne på Justitsministeriets berygtede overlæge i psykiatri, Max Schmidt. Denne tvivlsomme skikkelse, som landsretssagfører Carl Madsen havde et godt øje til, mente sig i stand til at udrede folks inderste drivende egenskaber og karakteriserede sine observerede ofre, så man næsten kan opfatte de letkøbte slutninger som en del af ydmygelsen og straffen, den straf et flertal mente for enhver pris, også opgivelsen af retssamfundet, måtte blive landsforræderne til del.
Omkostningerne ved en overbevisning – så forkvaklet denne end måtte forekomme – er hvad Claus Brylds bog med den sigende titel Hvilken befrielse, drejer sig om. Omkostninger, der rækker langt ud over hovedpersonernes eget liv, og som Bryld så mange år efter fortsat slæber rundt på. Straffen for at sidde på den forkerte hest ramte nådesløst familier og børn og prægede dem for livet, således som begivenheder og efterspil har præget Bryld.
Ærlighedens strategi
Hvorledes bærer hans sig så ad med at håndtere denne byrde? Bryld har klogt valgt den totale og mest hudløse ærligheds strategi, hvor kun lidt, måske intet er stukket under stolen. Ikke alene giver Bryld dermed et førstehåndsindblik i et ukendt miljø, han bidrager også til en forståelse af temmelig mange landsmænds vilkår, nemlig den stigmatiserede meget store mængde af overløbere og landsforrædere, samt af de utallige familier der blev berørt i bredde og dybde og gennem mange, mange år.
Det var ikke forbudt at være nazist, ikke forbudt at sympatisere med tyskerne, som så mange af de antydede sværmere jo også gjorde. Det blev forbudt. Bagefter. Den forbandede lov med tilbagevirkende kraft rev retsgrundlaget væk under de formastelige, også væk under dem, der ikke andet havde bedrevet end at lade sig fascinere af barbariet syd for grænsen og for længe vedblev med at lade sig forblænde af Hitlers livsfarlige socialdarwinistiske ærkevrøvl og drømmen om den stærke mand og fører.
I Brylds families tilfælde er denne dyrkelse så meget desto mere påfaldende, som at brødrene Bryld formentlig havde været blandt de første, der var blevet skudt, hvis tyskerne havde vundet krigen, og et nazistisk styre var blevet etableret i Danmark. Brødrene var alt for selvstændige, begavede og arrogante samt socialt overlegne, til at et nazistisk proletariat havde tålt dem.
Det er og bliver en meget vigtig bog, Claus Bryld her har nyudgivet med væsentlige tilføjelser og udvidelser. Et følsomt og stærkt dokument om en side af danmarkshistorien, mange sikkert gerne havde ladet ubeskrevet. Bogen er samtidig en åben kilde til forståelse af forfatterens egne synspunkter, livsholdning og verdensopfattelse. Det bliver den ikke mindre interessant af. Heller ikke af, at Bryld skriver blændende.
Bogen ligger et sted i grænselandet mellem historisk dokumentarisk erindring – og kunst. Om end forfatteren sikkert vil have sig frabedt den sidste benævnelse. Det må han selv om.
